Faidra - Militant : Penitent : Triumphant

Militant : Penitent : Triumphant

· Udkom

Type:Album
Genre:Atmospheric Black Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 2 stemmer.

Förlåt mig, snygging, men har jag inte sett deg för …?

Svenske Faidra er på mange måder et helt utroligt stereotypt band, ja, nærmest en kliché. Enmandsprojekt? Tjek. Skandinavisk ophav? Tjek. Atmosfærisk lo-fi black metal? Tjek. Minder det om noget, vi har hørt tusinde gang før? Tjek. Men når nu det forholder sig sådan, hvorfor så overhovedet bruge tid og spalteplads på at anmelde mandens nyeste album? Fordi trods det faktum at Faidra på mange måder lyder som Burzum efter en heftig omgang terapi, så er Militant: Penitent: Triumphant så afgjort et værk, der fortjener både omtale og opmærksomhed – så nu kører Volvoen altså mod Ikea-land!

Minimalistiske keyboards og opløftende guitarer

Militant: Penitent: Triumphant er cirka tre kvarters iskold og hypnotiserende atmo-black, hvor især guitaren er i fokus. Albummets andet nummer, ”Punishment Nailed Deep”, cementerer for alvor dette faktum med sit primærriff, der kører i loop igennem samtlige ni minutter, som nummeret varer. Det lyder måske som noget, man hurtigt burde blive træt af, men Faidra formår nu alligevel at gøre dette ellers så cirkulære nummer til en sand fornøjelse. ’Fornøjeligt’ er måske ikke en term, man tit benytter, når man skal analysere atmo-black af den slags, der er tenderende dsbm, men ikke desto mindre er det nok det mest passende udtryk. For der er et katarsisk og opløftende element til stede igennem hele albummet, og trods den deprimerende atmosfære så kan man ikke undgå at sidde tilbage med følelsen af, at det hele nok skal gå. Denne følelse kommer især takket være keyboardet, der måske nok er subtilt, men alligevel allestedsnærværende. Nok er instrumentets bidrag minimalistisk, men det er alligevel det, der formår at være prikken over i’et – lyt bare til numrene ”Parousia Delayed” og ”Halo of Ashes”, og prøv at filtre keyboardet fra; da vil det være tydeligt, at man står tilbage med et markant svagere produkt.

Burzum virker til at være den mest oplagte inspirationskilde, da stort set hvert nummer på Militant: Penitent: Triumphant har en snert af ”Dunkelheit” over sig. Men man kommer ligeså til at tænke på danske bands som Solbrud, primært da Faidras vokal er sammenlignelig med Ole Luks. Også Udåndes sang ”IV” fra debutalbummet Life of a Purist dukker op i bevidstheden nu og da i løbet af de små 45 minutter, som albummet her varer.

Dog begynder gassen så småt at gå af ballonen henimod slutningen af albummet, for selvom Faidra gør rigtigt meget rigtigt på Militant: Penitent: Triumphant, så må vi erkende, at så mange esser har han heller ikke op i ærmet. Nok er repetition en nøglesten indenfor atmo-black, men selv der er der nu en grænse, og den grænse må se sig selv overtrådt henimod slutningen med numrene ”Mother Acherontia” og ”Jaws of Neptune”, som reelt set ikke bidrager med noget, som tidligere numre ikke allerede har præsteret og leveret. Heldigvis er de resterende fire numre stærke nok til at bære værket på sine skuldre, uden at slutresultatet vakler – alt for meget.

1990 vs. 2023

Så selvom Militant: Penitent: Triumphant desværre ikke slutter lige så stærkt, som det starter, er der nu stadig tale om et fremragende værk og et glimrende eksempel på, hvordan 90’er-lo-fi-black kan lyde anno 2023. Ligeså formår Faidra at overgå sit forrige album, hvilket alligevel siger en hel del, da det bestemt var en fremragende debut. Ergo beviser dette mystiske projekt fra nabolandet, at det bestemt er værd at holde øje med.

Tracklist

  1. The Leavening Rot
  2. Punishment Nailed Deep
  3. Parousia Delayed
  4. Halo of Ashes
  5. Mother Acherontia
  6. Jaws of Neptune