Så vigtigt er førstehåndstryk heller ikke

For lige over to år siden så jeg Eyes for første gang. Det var til arrangementet Mono Goes Metal/Understrøm Part 3, og som jeg husker det, gjorde de frem københavnere en udmærket figur – jeg havde kigget lidt dybt i en god håndfuld drinks inden, så hukommelsen er lidt tåget. Anden gang står dog noget klarere. Januar 2019, The New Shit Showcase på Atlas, og jeg skal da love for, at jeg fik spærret øjnene op, da Eyes hamrede derudad i en mere aggressiv stil end en flok keyboardkrigere, der har fundet en artikel, der ikke er inkluderende. Spoler man tiden halvandet år frem, bedre kendt som september i år, udgav Eyes debutpladen Underperformer. Men man må da ikke håbe, at det er en titel, de forventer at leve op til.

Mani bliver til magi

Skulle man være i tvivl, så begår Eyes sig inden for hardcore. Vi skal dog hverken ud i at slå på tæven og køre den hårde stil med Hatebreed eller proppe politisk propaganda ned i halsen på folk med Refused. For Eyes giver absolut intet for de gængse hardcoreregler. I stedet skal vi ud i en sær blanding af fængende, nærmest dansable melodier og rytmer, huggende metalliske riffs og en vokal, der på ingen måde magter al verdens pis og papir.

Den fængende og dansable del får vi allerede på åbneren ”Verge”, men det er tydeligt, at dette kun er et papirstyndt dække for Eyes reelle sindsstemning. På de efterfølgende ”Distance” og ”Underperformer” bliver det hurtigt klart, at Eyes musikalske univers består af ren mani, og som lytter sidder man bare og venter på, at korthuset vælter. Det er, som at se en psykopat prøve at vriste sig ud af en spændetrøje til Blink 182’s ”What’s My Age Again”. På nummeret ”Off” er man da også overbevist om, at Eyes for alvor har tabt småkagerne. Kombinationen af glad klappen i takt, et riff der gør lytteren decideret rundtosset, og Victor Kaas, der vender vrangen ud på lungerne, er så modstridende, at det fungerer upåklageligt.

Men med et lydbillede, der til tider er mere skeløjet end Heino Hansen, så skulle det da være mærkeligt, hvis der ikke var et nummer eller to, der levede op til pladens titel. Det er der bare ikke. Underperformer balancerer perfekt mellem en sindssyge, man oftest finder i mathcore, og en tilgængelighed, der lugter af pop-punk. Dog uden at Warped Tour og Hot Topic banker på døren. Der er aldrig tvivl om, at Underperformer er bygget op omkring et bundsolidt skelet af uforfalsket hardcore.

Skulle man dog finde et eller andet at klage over, så ville det have klædt Eyes, hvis de havde sat pladen sammen således, at hvert nummer steg i manisk intensitet. ”Verge” er en udmærket starter, og ”Crutches” slutter også glimrende af med sin sorte, stærkt Hexis-inspirerede lyd. Men alt der imellem kunne man godt have rykket en smule rundt på.

Titlen er på ingen måde sigende

Er man godt træt af forudsigelig hardcore, der bare koger en tyndere og tyndere suppe på, hvad Minor Threat og Black Flag biksede sammen for 40 år siden, så er Underperformer en kærkommen plade. Der bliver stjålet med arme og ben fra alverdens genrer. Alt lige fra mathcore over metal til pop-punk er taget under kærlig behandling. Produktet af dette er en fantastisk fængende, yderst manisk og skizofren plade, der balancerer perfekt i centrum af et kaotisk lydbillede, der bestemt ikke Underperformer.