DETEKTOREN
Eyehategod - Eyehategod

Eyehategod

· Udkom

Type:Album
Genrer:Sludge metal, Doom metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Gud elsker os, men vi hader ham stadigvæk

Introduktion

14 år skulle der gå før Slugde legenderne i Eyehategod udgav en ny plade. De har i flere år lovet, at deres nye plade snart var klar, men de har været præget af utallige problemer, da guitarist Jimmy Bower som er trommeslager i supergruppen Down har taget en masse af hans tid. Desværre døde bandets oprindelige trommeslager sidste år.

Men problemerne holdt ikke bandet tilbage og er nu klar,efter 14 års ventetid til at udgive en ny plade. Jeg har ventet længe på denne plade og jeg var overbevist om, at det ville væreventetiden værd, men var det nu det?

Gennemgang

Den ting, som Eyehategod er utrolig kendte for er, at deres musik ofte er beskrevet som utrolig kaotisk og larmende. Første nummer på pladen "Agitation! Propaganda!" virker dog ikke som noget bandet har lavet før. Sangen er ret hurtig og har denne Hardcore Punk side som bandet ikke har vidst særlig meget af før i tiden. Men der skal jo altid være plads til nye ting og heldigvis klarer de sig utroligt godt med denne åbner på pladen. Hurtige trommer, og hurtige riffs, som matcher det hele. Det sidste element, som sidder lige i skabet er Mike Williams's utrolig ødelagte stemme som stadig efter så mange år lyder helt fantastisk.

Andet nummer på pladen er "Trying To Crack The Hard Dollar" som sætter os 20 år tilbage, da Dopesick pladen kom ud. Den langsomme guitar med de langsomme trommer. Den torturerede vokal fra Williams bringer den rene Eyehategod nostalgi tilbage. Det som Eyehategod har tilfælles med bands som Crowbar, Down og Corrosion Of Conformity er, at disse bands alle har den groovy fremgang til musikken. Det giver lidt en idé af et Blues band, som spiller Sludge. Denne svingende følelse af et trommegroove er en stor ting indenfor Sludge genren og det bliver der specielt eksperimenteret meget med på dette nummer.

"Parish Motel Sickness" er endnu et eksempel på hvor heavy Eyehategod i virkeligheden kan være. Et midt tempo riff som, passer perfekt sammen med trommerne. Som nævnt før er dette nummer også et godt eksempel på den groove bandet spiller med, og specielt i midten af nummeret, hvor det bliver rigtigt langsomt og det trommegroove kører bare derud af. Man kan næsten ikke lave andet end at lægge sig ned på knæ og tilbede det groove dette band har.

Fjerde nummer på pladen " Quitter's Offensive " er nok det mest eksperimentere indtil videre på pladen. En masse groove blandet sammen med ret langsomme trommepassager, og specielt starten af nummeret er en meget svingende rytme fra trommernes side, men selvfølgelig ender det hele godt.

Produktionen på pladen er ret standard for Eyehategod. De har altid været det band, som aldrig har været så store fans af den helt rene produktion hvor alting lyder dejligt og hyggeligt. Hos dem skal det kun være ren smadder og skadeligt for trommehinderne. Den største forandring er nok den nye trommeslager i bandet Aaron Hill, som erstattede Joey LaCaze som gik bort sidste år. Efter min mening har det bragt en ny dynamik i bandet, da deres gamle materiale var meget langsomt, hvor denne plade, i forhold til de andre, er meget af trommespillet virkelig Hardcore punk inspireret. Men heldigvis er stadig langsomt og tung som de gamle plader, så man skal ikke begynde at tro, at de er blevet hurtigere igennem årene, fordi de er stadig smadrede og de tager stadig ingen fanger. Guitaren har stadig sin traditionelle Bluesy tone, og den er ikke blevet pænere eller hyggeligere at lytte til efter 14 års ventetid. Den har stadig sin utrolig crunchy tone, som også er blevet Eyehategod's varemærke igennem alle disse år, og jeg fik en lille omgang af tinitus efter jeg havde lyttet pladen igennem, men det var jeg også lidt forberedt på. Det sidste element i musikken er vokalen.

Mike Williams har været igennem en del siden deres sidste plade tilbage i 2000. Da hans hus blev ødelagt under Katrina orkanen i 2005 som ramte New Orleans, har han været ind og ud af sine problemer med narko, men er heldigvis nu blevet stoffri. Hans smerte bliver reflekteret i hans stemme på pladen og hans stemme lyder mere ødelagt og smertefuld end nogensinde. Han har virkelig overgået sig selv på denne plade, og jeg følte på hvert nummer, at han var ved at dø langsomt. Det er uden tvivl hans bedste præstation jeg har hørt på en Eyehategod plade nogensinde. Mike Williams er stadig en stor fan af at skrive om de mørke tanker i hoved. De fleste tekster omhandler stadig kriminalitet, misantropi og masser af alkohol og narko.

Alle de 14 års ventetid værd

Uden tvivl er Eyehategod tilbage med fuld styrke. Det er uden tvivl alle de 14 års ventetid værd, og de hardcore Eyehategod fans vil nok elske denne plade lige så meget som jeg gjorde. De skulle igennem tornadoer, fængselstid, narkomisbrug, afvænning og døde trommeslagere for at overleve. Men de har uden tvivl skabt et mesterværk.

Tracklist

  1. Agitation! Propaganda!
  2. Trying To Crack The Hard Dollar
  3. Parish Motel Sickness
  4. Quitter's Offensive
  5. Nobody Told Me
  6. Worthless Rescue
  7. Framed To The Wall
  8. Robitussin And Rejection
  9. Flags And Cities Bound
  10. Medicine Noose
  11. The Age Of The Bootcamp

Tilføj kommentar