Slagteri i Vatikanet
New Orleans-bandet Exhorder er objektivt set et af de kriminelt mest oversete bands. Ikke kun fordi de pionerede en groove-orienteret tilgang til thrash, som blandt andre mægtige Pantera lod sig inspirere af, men også fordi bandet med deres særegne lyd kun har disket op med thrash i absolut særklasse. Bevares, der er kun tre fulde albummer: de to klassiske kompromisløse udgivelser Slaughter in the Vatican og The Law fra henholdsvis ’90 og ’92 og det næsten obligatoriske reunion-album Mourn the Southern Skies fra 2019. Sidstnævnte var som ligesom forgængerne helt eminent, alt imens det vidnede om et band, som modnedes uden at miste den nerve, der gør Exhorder til Exhorder. Det er kort fortalt næppe nogen overraskelse, at dette års Defectum Omnium mødes af næsten uretfærdigt høje forventninger fra undertegnede.
Mosegrums savnet
Det er selvfølgelig en smagssag om man – ligesom mig – er vild med sanger Kyle Thomas’ stil, eller om man – igen ligesom mig – synes den rå og grumsede guitartone og -stil fra Vinnie Labella giver anledning til nakketræning. Men kendere af bandet ved præcis, hvad der menes, for det er unægteligt Exhorders vartegn. Exhorder kan groove som intet andet band i thrash, og det er med næsten tårevædet glæde, jeg kan konstatere, at dette også gør sig gældende på Defectum Omnium. Med det sagt lever albummet dog ikke op til forventningerne.
Guitartonen er desværre blevet renset lidt og er på en sang som ”Forever and Beyond Repair” blot et levn af fortidens vidunderlige mosegrums. Den ikoniske Exhorder-guitartone kommer dog stadig til sin ret på sange som ”Year of the Goat” og ”Under the Gaslight”. Bluesinspirationen har desuden taget en større plads i lyden, og hvor jeg i starten syntes, det var en skam, så har den langsommere og stemningsmæssigt mørkere tilgang vundet indpas i mine smagsløg, efterhånden som albummet er blevet gennemtæsket over de sidste uger. Jeg savner dog stedvis en energi og en følelse af et band, som har noget på hjerte, og det høje tempo i den nærmest punkede og ellers kønsløse ”Sedition” afhjælper desværre ikke problemet. Ikke desto mindre bydes vi stadig på fantastiske sange som de klassisk lydende ”Wrath of the Prophecies” og ”Three Stages of Truth/Lacing Well”. Også førnævnte groover ”Under the Gaslight” og den slæbende lukker, ”Your Six”, er blandt højdepunkterne på et album, som desværre for ofte kører på rutinen. Selv det ambitiøse titelnummer ”Defectum Omnium/Stolen Hope” er et eksempel på dette.
I reglen betragter jeg fornyelse som et objektivt beundringsværdigt træk. Og som sådan er det positivt, at Exhorder skubber til egne restriktive rammer. Forgængeren Mourn the Southern Skies prøvede også nye ting af som det lange titelnummer, der viste stor forståelse for deres musikalske ophav i blues. Men det veg aldrig fra Exhorders DNA, og netop dette er kernen i min kritik af Defectum Omnium. For hvor de tidligere er lykkedes med disse afstikkere, er det en mere ujævn oplevelse i denne omgang. Desværre.
Der formanes til forbedring
Forud for anmeldelsen blev Exhorders samlede diskografi genbesøgt, og selv de sange, som ikke stod stærkt i hukommelsen, fik alle mit hoved til at rykke sig rundt. Et vidnesbyrd om den evne, Labella havde for at skrive grooves. Da fokus så igen blev vendt mod Defectum Omnium, måtte jeg erkende, at det samme ikke gjorde sig gældende, og jeg havde i stedet for ofte følelsen af, at en sang var generisk. Bevares, bandet har ikke mistet evnen til at skrive grooves og dybe riffs, og der er stadig rigeligt af, hvad der for mig gør Exhorder så specielt. Men for et band, som indtil nu havde et nærmest musikalsk pletfrit bagkatalog, er det svært ikke at være en smule skuffet. Men hvis ret skal være ret, så er Exhorder på en doven dag stadigvæk bedre og mere interessant end så uendeligt mange andre. Jeg håber blot, at de er bedre på næste album.
