En sjælden gæst
Svenske Eleine udgjorde indtil for få måneder siden et yderst sparsomt bekendtskab for det danske metalpublikum. Ja, faktisk skulle man forud for indeværende år helt tilbage til 2018 for at finde seneste (og hidtil eneste) visit fra kvartetten, der dengang introducerede os til deres ’melodiske mørke’ i selskab med Forever Still på hedengangne High Voltage. Til gengæld blev 2023 året, hvor forsangerinde Madeleine Liljestam (red.: blandt venner kaldet ’Eleine’, deraf gruppens navn) og det øvrige entourage eftertryggeligt tog revanche med hele to besøg på blot 26 dage! Forbrændingen i Albertslund lagde således i slutningen af februar scene til genforeningen med kollegerne i Forever Still, inden åbningen for tunesiske Myrath og mægtige Kamelot fulgte måneden efter på Gimle i Roskilde. Med udgivelsen af We Shall Remain holder Eleine til gengæld et særdeles flittigt snit på fire skiver i fuld længde siden stiftelsen tilbage i 2014. Tilgangen af bassist Filip Stålberg konsoliderer albummets tunge udtryk, der influeret af genrer som black, death og thrash falder i naturlig forlængelse af forgængeren Dancing In Hell fra 2020.
Styrke gennem antal
Hvis du hører til de ’legionærer’, der lod sig indrullere i forbindelse med Eleines seneste album, er der godt nyt: We Shall Remain er nemlig mestendels skåret efter samme skabelon. For de fortsat tvivlende, der endnu ikke har meldt sig under fanerne, er der omvendt heller ikke det store incitament for at gøre det denne gang. Bevares, Liljestam har da fået en smule mere fylde i sit vokalregister gennem årene, men kompleksiteten kan fortsat ligge på et forholdsvis beskedent område, og hendes klangbilleder må i bedste fald betegnes som ’moderat fængende’.
Hvad der til gengæld taler til albummets fordel, er den ydmyge og sympatiske tilgang til fanscenen, legemliggjort af ”We Are Legion”, der netop er dedikeret til selvsamme. Et nummer, der blandt andet bærer budskabet om vigtigheden af at stå sammen gennem svære tider. I det hele taget oser skæringer som ”Never Forget” og ”Stand By The Flame” af ’hjælp til selvhjælp’. En tendens der i høj grad definerer den nye generation af kunstnere, hvis værker ofte reflekterer samtidens kriser i alle afskygninger. En slags trodsreaktion på den kollektive pessimisme, hvor angsten for morgendagens komme synes at være blevet den nye ’normal’.
Klip til de genrekonforme virkemidler. Med et konservativt anlagt perspektiv finder vi gennem de orkestrale kompositioner suppleret med apokalyptiske tematikker på f.eks. ”Promise Of Apocalyse” reminiscenser af atmo-black. Det leder os imidlertid videre til Rikard Ekbergs gutturale ’death-growls’ på ”Through The Mist”, der derimod ikke just fremstår overbevisende. De fortaber sig i tågen så at sige… Makkerparret Ekberg og føromtalte Stålbergs tungt nedstemte instrumenter spiller i tilgift med tilpas meget forvrængning, at vi ind imellem tilskikkes nogle hæderlige riffs, der med lidt god vilje kunne kategoriseres som ’groovy’ thrash. Og når vi nu er ved netop den genre, så bliver jeg simpelthen nødt til at påtale den stort anlagte single med den lidet fantasifulde titel ”War Das Alles”, der unægteligt emmer af ’Essen anno 2022’. Uden yderligere sammenligning i øvrigt.
Danser (fortsat) med djævle
Med et narrativ om, at We Shall Remain skulle være tiltænkt rollen som Eleines foreløbige magnum opus, så sættes forventningerne unægteligt tilsvarende højt. Derfor er det heller ikke overraskende, at albummet ender med at bukke under for sine egne ambitioner. Produktionen er, symptomatisk for alt for mange udgivelser af nyere dato, mere blankpoleret end en nyslået femmer. Man har simpelthen neutraliseret de karakteristika, der skulle give hver skæring sin individuelle identitet. Der forsøges ganske vist lidt forskellige greb i form af orkestrale kompositioner med en snert af atmo-black, ligesom også tematikkerne peger i den retning. De sporadiske growls virker til gengæld underligt affekterede og bidrager ikke nævneværdigt til at trække helhedsindtrykket op. Albummets største trækplastre udgøres af henholdsvis bas og lead guitar, der lægger en forholdsvis solid bund med nogle til tider fængende, ’groovy’ thrash-riffs. Slutteligt må vi dog konkludere, at Liljestam, på trods af udviklingen fra de første plader ikke formår at variere sin vokale spændvidde i tilstrækkelig grad. Alt i alt ikke just en neoklassisk revolution af den melodiske subgenre, men derimod endnu en ‘svingom’ syd for himlen.
