From White Russia with Love

Der er ikke mange pæne ting at sige om Hviderusland i året 2023. Generelt er det svært at sige noget pænt om diktatoriske bananrepublikker, og det er nok også derfor, at post-black-doom-duoen Dymna Lotva forlod sit hjemland til fordel for Polen, da den selverklærede sidste diktator i Europa, Aleksandr Lukasjenko, blev ”genvalgt” i 2020. Alt ved Dymna Lotva skriger ”protest”, og bandets tredje album her er ingen undtagelse, ligeså er det næppe svært at regne ud, hvilket land de monstro mener, det er, der er dækket af sorte vinger og blod. Spørgsmålet er dog, om Dymna Lotva formår at tage sin frustration og forvandle den til kunst, der resonerer med lytteren, eller om det forbliver to menneskers personlige opgør med totalitarismen.

Lyt med hjertet

Hvis man ikke er bekendt med Dymna Lotva eller post-black-doom fra østblokken, så kan jeg afsløre så meget, at de rent stilistisk minder om bands som Decline of the I, White Ward og Sidus Atrum tilsat både folk-elementer og atmosfæriske passager. Al lyrik er på hviderussisk, et sprog, der tales af lidt over tre en halv millioner mennesker, så forvent ikke at forstå ét ord af, hvad sangerinde Katsiaryna ”Nokt” Mankevich synger. Trods denne tydelige sprogbarriere er man dog aldrig i tvivl om, hvad det lyriske budskab er, og ligeså har hun følelserne så meget ude på tøjet, at det er bedøvende ligegyldigt, hvorvidt man forstår, hvad der synges eller ej – det her er musik til hjertet, ikke til hjernen.

Derved ikke sagt at musikken ikke behager den kræsne lytter, for det gør den bestemt. Duoen har formået at inkorporere tilpas mange progressive og avantgardistiske elementer og aspekter.

Hvis man dog endeligt skal til at finde huller i osten, skal man kigge mod albummets samlede spilletid på næsten 75 minutter. The Land Under Black Wings: Blood er en mastodont, og bandet har da også arbejdet på albummet i lidt over syv år, men man kunne nu nemt have trimmet lidt fedt hist og pist. Et nummer som ”The Pit” er et udmærket eksempel på et sådant nummer, der godt kunne være blevet barberet ned, og generelt så taber albummet momentum i den sidste halvdel.

Heldigvis opvejer de mange fremragende ting på albummet de få knap så fremragende ting. Især er inklusionen af både cello og saxofon på visse numre en decideret genistreg – generelt bør bands altid, hvis det er muligt, inkorporere lidt saxofon og cello, da de to instrumenter altid klæder ekstremmetal.

Enkelte bump på vejen

Så for at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Dymna Lotva formår at transformere lidelse og frustration til lytbar kunst, må svaret være ja. Duoens frustrationer over sit lands rolle i den moderne verden går rent og tydeligt igennem til lytteren. Selvom der er små bump på vejen, så er rejsen igennem det soniske landskab, som The Land Under Black Wings: Blood præsenterer for lytteren, både spændende og fascinerende.