Det skal gøre ondt, før det gør godt – er der nogen, der siger
Det er ikke nogen hemmelighed, at deathcore aldrig har været og nok heller aldrig bliver en af metallens mest velansete genrer. Mere eller mindre fra dag et har genren været udskældt for at være alt fra nu-metal 2.0 over et modefænomen til et påskud for at tjene hurtige penge. Adskillige bands har endda kategorisk nægtet at tilhøre genren, selvom samtlige deathcore-karakteristika var til stede. Men på trods af, at genren til tider er blevet behandlet dårligere end en elev på Herlufsholm, så lever deathcoren stadig i bedste velgående. Et af de nyere skud på stammen er portugisiske Downfall of Mankind, der sidst i april var klar med debuten Vile Birth.
Man skal også kunne afslutte det, man starter
De fem portugisere er bestemt glade for tonstung deathcore, men de prøver dog at afvige lidt fra den overtrafikerede deathcore-motorvej og følge efter Winds of Plague, Lorna Shore og Worm Shepherd ud på den mere symfoniske og orkestrale landevej.
På åbneren ”Beneath the Aftermath” lyder det bestemt også til, at de ved, hvordan en gang symfonisk brutalitet skal skæres. Samtlige instrumenter, inklusiv vokalen, er stemt ned i grundfjeldet, mens storslåede orkestrale og symfoniske arrangementer trækker lytteren ind gennem helvedes porte til det blasfemiske kloster, hvor nonnen fra The Conjuring har sin daglige gang. ”Faceless” trækker i samme retning dog med den forskel, at koret i denne djævelske gudstjeneste har indtaget deres plads og bidrager glimrende til den foruroligende stemning.
Men efter disse to numre begynder Downfall of Mankind desværre at løbe tør for gode ideer. Bevares, deres deathcore er da tungere end gennemsnittet og opfylder samtlige krav til genren, men lever dermed også op til alle klichéerne. Om det er titelnummeret ”Altered State of Consciousness” eller ”For I am Terror”, man lytter til, er i bund og grund ligegyldigt. Samtlige numre prøver desperat at være så onde og så tunge som muligt på trods af, at resultatet er fyldt med generiske riffs, generiske breakdowns og en spændingskurve, der for længst har flatlinet. Det er ikke, fordi Vile Birth er en dårlig plade, men et diasshow om vestnepalesisk pottemageri ville kunne holde min interesse længere end denne plade. For når man i denne gren af deathcoren er blevet vant til at blive forkælet af bands som Lorna Shore og Worm Shepherd, så er metervarebrutaliteter spædet op med et kor sjældent hørt messe mere uengageret virkelig ikke noget, der kan få anden reaktion end let trækken på skuldrene. ”Noirceur”, drevet af lyse klavertoner og et mere djentet riff overrasker dog positivt og viser, at Downfall of Mankind godt kan tænke lidt ud af boksen, hvis de virkelig skal. Som pladens næstsidste nummer er det dog desværre lidt sent at begynde med krydderierne.
Stil krav til din deathcore
Kan man godt lide sin deathcore tung og brutal, og er man fuldstændig ligeglad med, at det hele er hørt før, så vil man unægteligt sætte stor pris på Downfall of Mankinds debut Vile Birth. Er man omvendt typen, der sætter krav til sin deathcore og ikke bare accepterer laveste fællesnævner, så vil de fleste skældsord, som genren har fået over de sidste tyve år, være på sin plads også at kaste efter Vile Birth