Fra hjertet af Vestjylland
A Devil’s Bargain blev dannet tilbage i 2011 i downtown Holstebronx af guitarist Kasper Mikkelsen, men har først fungeret som reelt band siden 2016. Oprindeligt var det thrashen, der var i højsædet, men stilen har over tid bevæget sig mere hen mod grænselandet mellem den hårde rock og metallen. Det er der kommet en EP ud af, hvilket måske kan betyde, at Holstebro kan blive kendt for andre musikere end Mikael Simpson.
Så giv dog slip på den thrash metal
EP’en består af tre numre fordelt på små 25 minutter, så det er ikke, fordi A Devil’s Bargain kyler så mange sange som muligt på en EP og håber, at bare en af dem bliver til noget. Noget, der også er tydeligt at høre på de tre numre. Der er ikke bare en omgang melodisk thrash metal, hvor det er de første og de bedste numre, der er blevet udgivet. Hvilket ellers ville have været en imponerende bedrift at ryste ud af ærmet, taget i betragtning af at gennemsnitslængden på numrene er otte minutter.
Dog lægger EP’en ikke videre imponerende ud. Noget af det første, man hører på ”Song 13”, er en af EP’ens største svagheder : vokalist Christian Hammers thrashvokal. Den lyder forceret og matcher på ingen måde instrumenterne i aggressivitet, som man ellers forventer i thrash metal. Den meget rene produktion hjælper heller ikke i forhold til at gøre thrashen mindre tam at høre på. Thrash sektionerne bliver efterladt nærmest ligegyldige og gør, at EP’en mangler det punch, den kunne have haft.
Men det er, når A Devil’s Bargain søger mod grænselandet, hvor metallen og den hårde rock mødes, det fungerer for dem. Det er her, de får kastet nogle ganske udmærkede melodier og riffs af sig. EP’ens omdrejningspunkt, ”Grim Reaper”, er knap 11 minutter, der virkelig fungerer for de unge vestjyder og viser, hvad de kan. Der bliver tilsat lidt thrash, en omgang guitarlir og nogle mere langsomme rocksektioner, men aldrig så meget, at vi bevæger os uden for bandets comfortzone i dette grænseland.
Nu er der stadig et stykke vej op til bandets inspirationer i Metallica, Motörhead, Pantera og Machine Head. Men niveauet på debut EP’en viser dog, at retningen er der. Hvis de luger ud i yderområderne af deres lyd og fokuserer på det, de gør bedst, så kan det godt gå hen og blive ganske hæderligt.
