Decapitated - Anticult

Anticult

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 7,5/10 baseret på 2 stemmer.

Den polske dødstromle ruller sikkert i mål

Ustoppelig

De hovedløse herrer i Decapitated er altid garanter for en gang dundrende dødssmadder; det har de været siden deres storslåede debut, Winds of Creation, fra 2000. Med mastermind Vogg i spidsen har bandet overlevet forfærdelige tragedier, flere udskiftninger og en enkelt gendannelse efter to års krisepause. De polske klepperter lader sig ikke knække, og med 21 bandår på bagen er de nu klar med syvende fuldlængde: Anticult.

I kamp mod kulten

På mange måder er Anticult præcis, hvad man kan forvente af Decapitated anno 2017. Det er en naturlig forlængelse af bandets udvikling, hvor de melodiske aspekter får mere og mere plads, og de ekstremt tekniske og hæsblæsende elementer skubbes en smule i baggrunden. Dette høres allerede i albumåbneren ”Impulse”, der i høj grad bæres af den atmosfæriske stemning og de supermelodiske guitarpassager. Vi er stadig langt fra melodød-genren, men det melodibårne udtryk klæder virkelig bandet og puster nyt liv i musikken. Men frygt ej, det er stadig Decapitated, som vi kender dem! På et solidt fundament af bas og trommer slynger Vogg skarpe guitarriffs ud til højre og venstre, og frontmand Rasta leverer en knusende vokal. Hele molevitten er svøbt i en lækker produktion og et stærkt budskab om at være fri – fri fra kulten.

Med Anticult får vi et stramt album på bare 38 minutter og med otte tracks – noget, mange andre bands kunne lære lidt af. Skær ind til benet, og fjern det unødvendige fyld! Anticult er en skudsalve af kvalitet og finesse.

Stærkest står uden tvivl tredje skæring, ”Kill the Cult”, der er et typisk Decapitated-track, men med en interessant og frisk tvist. Voggs tunge riffs hamrer af sted fra første sekund, og hele nummeret er centreret omkring en ekstremt ørehængende melodi, man ikke kan tvinge ud af hovedet. Det er virkelig en potent præstation, og gutterne beviser, at Decapitated – selv efter 21 hårde år – er blandt den absolutte elite indenfor moderne dødsmetal. Andre højdespringere er især ørehængeren ”Earth Scar” og lukkeren ”Amen”. Førstnævnte er hårdtslående, men stadig fængende, og rammer lytteren med en ufortyndet in-your-face-vokal, mens sidstnævnte skruer en tand ned for intensiteten. ”Amen” er næsten 100 % instrumental og slæber sig tungt og slentrende af sted. Det er den perfekte afslutning, hvor albummet stille fader ud til virkeligheden.

Pladen indeholder dog også et par små – meget små – irritationsmomenter. På ”Anger Line” spilles der eksempelvis på én guitarstreng frem for en hel akkord gennem det meste af sangen, og polakkerne mister derfor al gennemslagskraft. Herudover er ”Impulse” og ”Never” begge en anelse til den lange side med over seks minutters spilletid hver.

Habilt håndværk

Ser vi bort fra disse – i virkeligheden – ligegyldige bagateller, er Anticult en fantastisk plade. Det er tydeligt, at alt materiale er gennemtænkt og gennemarbejdet ned til mindste detalje, og det kan vi i stor grad takke Vogg for. Decapitated, i deres forskellige konstellationer, har altid leveret bundsolide udspil og haft deres egen lyd, og intet tyder på, at dette vil ændre sig. Tak!

Tracklist

  1. Impulse
  2. Deathvaluation
  3. Kill The Cult
  4. One Eyed Nation
  5. Anger Line
  6. Earth Scar
  7. Never
  8. Amen

Kommentarer (1)

Anders Frandsen

Anders Frandsen

Indlæg: 7

Nu har jeg hørt pladen nogen

Nu har jeg hørt pladen nogen gange og den er sgu en ti ud af ti'er.

Anders Frandsen gav Decapitated - Anticult 10/10.