Crimfall  - Amain

Amain

· Udkom

Type:Album
Genrer:Symphonic Power Metal, Folk metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den gode overraskelse

Det hænder, at man af og til skal hive sig selv igennem et album, der bare skal overstås. Det hænder dog også til tider, at man skal lytte til noget, hvor man glæder sig over hvert nummer på pladen. Sidstnævnte er sådan, jeg har det med Amain. Ordet ”amain” mangler en dansk oversættelse, men jeg kan oplyse om, at det snildt kan oversættes til ”med fuld styrke”. Dette er et ord, der i den grad beskriver dette album rigtig godt. Crimfall har brugt seks år på arbejdet med albummet, og som for mange bands har de haft deres problematikker undervejs. Dog vil jeg sige, at hvis det er så lang tid, det tager for dem, at levere noget grandiost, er det ventetiden værd. Helena Haaparanta er også vendt tilbage til bandet, til stor glæde for Crimfall-fans.

En episk fortælling er landet

”Eschaton” er startnummeret, og en fortællerstemme leder dig ind i historien. Underlægningsmusikken understreger det nordiske krigertema og bygger stemningen op til næste nummer. Der er en fantastisk overgang til ”The Last of Stands”, som ifølge mig, er det stærkeste nummer på pladen. Den orkestrale komposition kombineret med hurtige riffs er spot on og gåsehudsfremkaldende.

”Far From Any Fate” provokerede næsten en tåre frem i mine øjne. At den bliver efterfulgt af ”Song of the Mourn” er næsten bare strengt. Det er dog ment på den bedste måde. Det er to smukke sange, der kombinerer Crimfalls styrker. Haaparantas smukke sangstemme og Mikko Häkkinens grove vokal, der virkelig fortæller en historie med følelse, plus den musikalske opsætning. I ”Song of the Mourn”, der er et mere stille nummer, leverer Jakke Viitala en guitarsolo, der får mig til at dø en lille smule af lykke indeni.

Et nummer, der er rigtig fedt, men hvor noget af musikken føles lidt ude af kontekst for mig, er ”Mother of Unbelievers”. Det er muligt, at Crimfall har en idé med sangen, men under nummeret bliver jeg lige hevet ud af norden og ind i noget, der giver mig Prince of Persia-associationer. Det er som sagt et fedt nummer, men det giver ikke helt mening i min optik i forhold til resten af albummet. Det var så den ene negative ting, jeg havde at sige om albummet.

Med det sidste nummer ”Until Falls the Rain”, der også er det længste nummer på albummet, sørger Crimfall for at få vredet alt, hvad de har tilbage, ud af deres musikalske klud. Nummeret indeholder langt det meste, man tidligere har set på albummet, og det afsluttes også med ”Eschaton”s fortællerstemme som outro, og på den måde hænger det hele godt sammen.

Ventetiden værd

Man plejer at sige, at alt godt kommer til den, der venter, og hvis man er fan af denne genre, er den frase spot on. Crimfall kan med god samvittighed sende dette album ud i verden. Det indeholder power, smukke passager og fede detaljer. De eneste negative ting jeg kan finde, er bittesmå ting, der ikke engang er værd at nævne, så lidt fylder de. Jeg elsker Jakkes arbejde med orkesterkompositionerne, og hvordan de komplimenterer resten af bandets arbejde. Når de beskriver deres musik som episk og filmisk, kommer dette til sin gode ret her. Jeg er fan.

Tracklist

  1. Eschaton
  2. The Last of Stands
  3. Far From Any Fate
  4. Song of the Mourn
  5. Sunder the Seventh Seal
  6. Dawn Without a Sun
  7. Mother of Unbelievers
  8. It's a Long Road
  9. Wayward Verities
  10. Until Falls the Rain

Tilføj kommentar