Et ungt gammelt band

Stort hår, læderjakker og stramme jeans har aldrig været decideret umoderne i Sverige, men der skete virkelig noget, da Crashdiet i 2005 bragede ud igennem fjernsynet med ”Riot in Everyone” på den nu hedengangne kanal ZTV. For efter den premiere væltede det frem med unge glam-/sleazebands. Siden har AOR-bandene og synthwave-genren også fået deres renæssance, og smurt ud over et hav af stilarter inden for rock og metal har inspirationen fra firserne vel næppe været større, end den er i dag. Crazy Lixx er et af de bands, som har været med fra starten af den svenske hairmetals genfødsel. Bedre sent end aldrig kommer her anmeldelsen af kvintettens seneste udspil, som havde release helt tilbage i februar.

38 år for sent eller stadig relevant?

Thrill of the Bite er Crazy Lixx' ottende studiealbum, og kender man til bandets tidligere materiale, så ved man, hvad man kan forvente. For er der noget, gruppen er garant for, ja, så er det forudsigelighed. Det er der som sådan ikke noget forkert i og slet ikke, når man er i stand til at holde så høj kvalitet på sine plader, som Crazy Lixx har gjort igennem hele deres karriere. Noget af det, som adskiller Crazy Lixx fra deres kollegaer, er deres evne til at lyde totalt autentiske. Der er ikke noget moderne touch hist og her, det her er rendyrket puddelrock, præcis som det lød i firserne. Stilmæssigt ligger de et fint sted imellem Def Leppard (Hysteria-era) og Babylon A.D. Særligt prisværdigt er det faktum, at der ikke er noget comedy over det (det har vi jo Steel Panther til); deres numre oser bare af kærlighed til genren, uden at de nødvendigvis alle sammen behøver at handle om lige netop det. Derfor er platheden (eller oste-faktoren, om man vil) ikke eksisterende, og det i sig selv er en lille triumf for et orkester, der i den grad bærer deres inspirationskilder uden på tøjet. Den hurtige åbner ”Highway Hurricane”, de to supermelodiske numre ”Little Miss Dangerous” og ”Midnight Rebels”, den lidt dystre ballade ”Hunt for Danger” og den let punkede ”Call of the Wild” vidner om alsidigheden i Crazy Lixx' musik desuagtet de snævre rammer, de har valgt at boltre sig indenfor. ”Run Run Wild” starter med bluesy slide guitar, efterfulgt af en lille solo, inden Danny Rexons hæse vokal tager over. Samtlige numre er dog mega stereotype, men bare vanvittigt rutineret udført.

Solid as a (hard) rock

I sidste ende er der nok lige så mange meninger om, hvad der udgør et veldrejet popmetalnummer, som der var leopardspandex på Sunset Boulevard i firserne. Personligt anser jeg New Religion (2010) for bandets bedste album og Street Lethal (2021) som en tæt efterfølger. Den simple forklaring er, at det er de to plader, hvor jeg skipper færrest numre ved en gennemlytning; flere af sangene falder simpelthen bare i min smag. Thrill of the Bite er bedre end debutpladen Loud Minority (2007), bedre end Riot Avenue (2012); ærlig talt havner pladen i den gedigne bunke af bandets udgivelser, som alle ville score otte kranier hos undertegnede. Det er altså et misundelsesværdigt højt grundniveau. Crazy Lixx opfinder altså heller ikke den dybe tallerken denne gang, men har til gengæld atter en gang præsteret et bundsolidt hardrockalbum.