DETEKTOREN
Coal Chamber - Rivals

Rivals

· Udkom

Type:Album
Genre:Nu Metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Metal fra de glade 90’ere

Coal Chamber er et amerikansk band, der har rødder helt tilbage til 1993. Bandet fik fra starten en stor fanskare takket være deres aggressive, fængende og super tight nu metal. Gennem årerne har Coal Chamber tourneret med blandt andre Machine Head og Napalm Death. Bandet har sågar været taget under fru Osbournes vinger. I 2003 gik bandet imidlertid i opløsning, og forsanger Dez Fafara dannede bandet DevilDriver. Godt ti år senere var tiden dog moden til en re-union, og Coal Chamber er nu klar med deres fjerde album, Rivals.

En blød udgave af Lamb of God og DevilDriver

Musikken kan på Rivals beskrives som en blødere udgave af Lamb of God og DevilDriver. Vokalen er bygget op om en sagte og ildevarslende stemme, der pludselig eksploderer i en Randy Blytheagtig vokal. Udover den mørke nu metal-stil indeholder skiven elementer fra industrial og trash. Der er groovede guitarstykker, core breakdowns og tungere trashede passager. Alt godt fra 90’erne poleret op til en lyd anno 2015!

En af de ting, som jeg godt kan lide ved skiven, er den vanvittige stemme, som hiver numrene op i gear. Vokalen ligger konstant som en bombe under musikken, der bare venter på at eksplodere. På nummeret ”Suffer in Silence” er stemmen eksempelvis reduceret til en sagte hvisken, som stiger i styrke og sparker nummeret derudaf a la Disturbeds nummer ”Down with the Sickness”. Andre numre, som jeg vil fremhæve, er ”The Bridges You Burn” og ”Rivals”, som begge lever af en stærk melodisk bund samtidig med, at der er gode breaks og medrivende, tunge stykker.

Er tiden løbet fra bandet?

Et af de svage punkter ved skiven er, at jeg er i tvivl om, hvilket behov Coal Chamber vil opfylde. Der er ingen tvivl om, at bandet i sin tid har inspireret en del bands, både inden for nu metallen, men også den hårdere metal, men her i 2015 er spørgsmålet, hvorvidt tiden er løbet fra Coal Chamber. Metallen har udviklet sig i mange retninger siden bandets storhedstid, og Coal Chambers prædikat som unikt er forbi. I stedet er det lyden af et band, som prøver at genopfinde sig selv ved at parre den gamle halvfemserstil med de tungere elementer, der har virket for bl.a. Lamb of God. Det er godt nok, men på ingen måder fantastisk. Derudover mangler jeg noget af vildskaben og vanviddet, der var fremherskende på deres to første skiver, Coal Chamber og Chamber Music.

Veludført arbejde til et allerede mættet segment

Rivals er alt i alt en fin skive. Udførelsen er i top, og Coal Chamber er et band, som kan deres kram. Der er taget flittigt fra forskellige genrer, hvilket har givet skiven en moderne nu metal lyd. Spørgsmålet er, hvorvidt metalverdenen allerede er mættet af den type musik, som Coal Chamber leverer. Derfor får skiven kun en lunken karakter med pil opad for veludført arbejde uden at brillere eller være nyskabende.

Tracklist

  1. I.O.U. NOTHING
  2. BAD BLOOD BETWEEN US
  3. LIGHT IN THE SHADOWS
  4. SUFFER IN SILENCE
  5. THE BRIDGES YOU BURN
  6. ORION
  7. ANOTHER NAIL IN THE COFFIN
  8. RIVALS
  9. WAIT
  10. DUMPSTER DIVE
  11. OVER MY HEAD
  12. FADE AWAY (KARMA NEVER FORGETS)
  13. EMPTY HANDED

Tilføj kommentar