Chokeholder spiller koncert på Mekkaval 2024.
Chokeholder - Ill Will

Udkom

Type:EP
Genrer:post-hardcore, Post-metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Kæmpe eksperimentelt lydunivers?

Det sker sjældent i Detektoren, at vi får en plade ind gennem brevsprækken med så blandede referencebands, som fynske Chokeholder har nævnt i deres pressemateriale. Blandt navnene finder vi Neurosis, ISIS, Birds in Row, Deftones og Norma Jean. For en, som er rimelig godt bekendt med alle bands, er det utroligt svært at forestille sig, hvordan sådan en hårdtslående cocktail skal lyde, men det har da klart vækket min nysgerrighed. Derfor har jeg glædet mig til at lytte til fynboernes første udgivelse, Ill Will, for at høre om deres lydunivers virkelig kan rumme alt det, og i så fald hvilken boldgade de bevæger sig mest ned ad.

Vi kører den ind med post

Åbningsnummeret, ”Parasites”, som i øvrigt er Ill Wills bedste skæring, starter med et langsomt, forvrænget og gentagende guitarriff, som hurtigt gøres selskab af et hæst, forvrænget skrig og et langsomt basriff. Hele denne start leder faktisk ikke tankerne hen på nogen af de bands, som er nævnt i introen, men på hedengangne danske Cartographs, hvilket absolut ikke er en dårlig ting. Der er et meget dystert, atmosfærisk islæt i starten af sangen, dog med en meget mere rå og upoleret klang, end Cartographs havde. Herefter skrues tempoet og intensiteten op i sangen, hvilket giver det et mere hidsigt udtrykt, som leder mine tanker hen på danske Kollapse og Dirt Forge fra deres Soothsayer-periode. Summa summarum er, at det alt sammen genremæssigt bevæger sig indenfor postmetal eller posthardcore, hvor der til tider skabes meget atmosfæriske lydflader. Sammenligningen med Neurosis og Isis er derfor ikke skudt helt ved siden af, og især Neurosis grundet vokalen. Det er forfriskende, at Chokeholder bevæger sig i dette lydunivers, da vi ikke har specielt mange bands i Danmark, som gør det.

Generelt holder sangskrivningen på Ill Will også. Sangene er godt skruet sammen med et groove og med kompositioner, som gør, at man lader sig bevæges i deres lidt dystopiske lydflader. Det er til tider lidt rough around the edges med riffs, der bliver lidt for simple og gentagende, og det samme med vokalen. Her kunne man sagtens ønske sig, at der blev fyldt mere på. På trods af Ill Will kun er fem numre lang, så prøver Chokeholder også lidt forskelligt af. På nummeret ”Oblivion” bliver bassen sat meget i fronten af lydbilledet med et meget groovy riff, og der er tilmed også variation af vokalen, hvor forvrængningen droppes.

Allerhelvedes ambitiøst

Fynboerne har nok skudt lidt over mål med deres omfattende referenceramme af bands, da Birds in Row, Deftones og Norma Jean er svære at spore i musikken. Til gengæld har de skruet en ret god EP sammen, især når man tænker på, at det er deres første udgivelse! Det er også helt okay at komme med noget ambitiøst og gerne ville en masse, så længe den røde tråd holdes – hvilket de formår langt hen ad vejen. Der er en lækker, gennemgående hård dystopisk atmosfære og masser af intensitet på albummet. De er klart et band, som er værd at holde øje med, især hvis de kan forfine de rå kanter og bringe mere spændende variation ind i deres lydunivers. De er et frisk pust til den danske postmetal-scene, som nu er et interessant band rigere – og det er aldrig skidt.

Tracklist

  1. Parasites
  2. A Promise
  3. Slain
  4. Oblivion
  5. Eyes of the Masses