Med bue og pil

Lad os starte med at anerkende, at coveret på Images of Tyranny er fabelagtigt. Hil, åh mægtige skeletkejser, og spar mig fra ofringens ceremoni. Til et album, der fortæller om civilisationers fald, kan jeg næppe finde noget, som passer bedre – og lad os så hurtigt komme videre til kvintetten fra Melbourne.

På trods af at Carthus stammer fra det sydlige Australien, har bandet erhvervet sig både europæisk og asiatisk islæt i form af Marko Zegarac fra Serbien på guitar, og Abhi Jain fra Indien på vokal. Det internationale band beskriver sig selv og deres debutalbum som en kombination af død, folk, groove og thrash metal. Genremix er derfor at forvente, og med inspirationskilder såsom Amon Amarth og Pantera er ambitionsniveauet spændt op med bue og pil. Spørgsmålet er blot, hvor godt de sigter.

Inspiration, der spænder vidt

Images of Tyranny starter solidt med indledningsnummeret ”Fed to the Lions”, som efter en kort guitarintroduktion ikke er bange for at få hænderne hurtigt ned i mudderet. Lige på og hårdt, som man siger, og kvintetten viser hele deres arsenal frem i en hvirvelvind af guitarsoli, trommesegmenter og ikke mindst skrig fra frontmand Abhi Jain. Nummeret ”Blood Crown”, som er skivens længste, formår at holde stor tempovariation hele vejen igennem og har desuden en fremragende guitarsolo, der dog til tider lægger sig en snært for tæt op ad Metallicas ”One”. Nummeret forsøger selv ivrigt at adressere dette og afslutter derfor overraskende med et hint af moderne groove metal. Hvem havde set den komme? Kombinationen virker spøjs, og man kan frygte, at det mere er for show og effekt end reel dybde, at groove-segmentet er tilført.

Resten af pladen byder beklageligvis på en generisk omgang melo-død med forglemmelige riffs, soli og hooks. De største syndere er ”Warborne”, som er faretruende tæt på at være et direkte plagiat af et moderne Amon Amarth-nummer med sine folk-sammensatte vers og strofer, og ”Swamp Monster” der især skiller sig dårligt ud med malplacerede tidsstempler, som albummet ellers ikke gør mere ud af. Verden er fuld af dygtige artister, hvilket i disse tider gør det endnu vigtigere at formå at skille sig ud. Den del mangler Carthus at acceptere, og man kan da kun håbe, at der fremover sættes en ugentlig time eller to af i det lokale klubhus til at snakke retning, sammensætning og profil af bandet. Under et interview tidligere på året (som kan læses her) forklarede gruppen også tydeligt, at bredden på musikken, der høres internt, spænder vidt. Om det er årsag og virkning vides ikke, men det kunne være forklaringen på problemet.

Som at tage et slag ludo uden spilleplade

Carthus har rigeligt med brikker at flytte med, når det angår talent, men det bliver en rodet affære, da det ikke virker til, at spillepladen er foldet ud forinden. Der mangler simpelthen nogle rammer for, hvad det egentlig er, som de gerne vil opnå. Er ambitionen at være en Amon Amarth-kopi? Eller kigger vi mere i retning af Pantera og groove-metallen? Uanset hvad skal der skæres ind til benet, for på trods af den høje ambition om at mixe genrer i øst og vest ender slutmaterialet desværre med at lyde som den gode gamle melodød med en snært af moderne groove. Hvis Carthus formår at styrke deres vision, har de uden tvivl talentet til at komme videre i branchen. Spørgsmålet er dog, om kokkene kan give plads til at lade hinanden røre i suppen uden de store skænderier.