Candiria - While They Were Sleeping

While They Were Sleeping

· Udkom

Type:Album
Genrer:Eksperimental Metal, Metalcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Vidt berejst 90’er-band udvikler albumlyden

Candiria har siden 1992 eksperimenteret med en fusion af alternativ metal, post-hardcore og jazz. Bandet med de mange genrer er dog aldrig rigtigt kommet videre end til undergrundsmiljøet. Dette skyldes, udover den meget alternative genrekombination, en mangel på lydkvalitet på de første mange albums fra gruppen. Med den stærke 2010-udgivelse, What Doesn’t Kill You Makes You Stronger, nåede lydkvaliteten et højere niveau – et skub mod den moderne metalscene. Siden da er der dog udkommet to knap så gode albums, så nu er det spændende, om Candiria fortsætter recessionen eller igen er klar til at bevæge sig opad.

Kreativt genrekaos lykkes med god produktion

Albummet starter med titelnummeret ”While They Were Sleeping”, der åbnes med en meget aggressiv hardcore-stil. Ikke den sædvanlige hardcore-stil, hvor de samme fire akkorder gentages, men en progressiv version af genren, der især bliver tydelig med en passage ét minut inde i sangen. Denne stil, der måske er det tætteste, man kan komme på en rød tråd i Candirias musikstil, bliver igen afbrudt af et skrig et par minutter senere. Sangens breakdown stopper brat til fordel for en jazz-inspireret basgang. Dette efterlader en med munden stående åben. Med en meget naturlig opbygning af jazzmusikken ender denne ud i et sidste vredesudbrud fra forsangeren, der ender nummeret.

Denne inkorporation af alternative stykker i sangene virker generelt fantastisk for Candiria. Genreeksperimenterne er ikke bare tilfældigt smidt ind i sangene, men bliver til naturlige overgange i numrene, hvilket øger sammenhængskraften i stedet for at skabe kaos. Musikken bevæger sig lige fra groovy, nu metal-agtige rap-passager, over metalcore breakdowns, til poppede og jazzede clean-stykker. Det gør albummet sindssygt varieret, og riffs og melodier genbruges sjældent. Der er dog en rød tråd gennem de ellers meget forskellige sange i albummets lyrik. Teksterne fortæller nemlig en sammenhængende historie om kvinden Mereya, hvis navn gentages i flere af sangene.

En vigtig grund til at ovenstående elementer kommer til at virke bedre end på forrige albums, er den forbedrede lyd. Lydkvaliteten og produktionen, der har været Candirias største udfordring, er på While They Were Sleeping ikke perfekt, men alligevel højder over meget af bandets tidligere materiale. Dette medvirker til, at man ender med at sidde at rokke med til selv de mest mystiske genreskift. Den gode sammensætning og lyd er grunden til, at eksperimentet ikke falder fra hinanden.

Hvor mange genrer kan et album indeholde?

Mange, ser det ud til. Også uden at forringe kvaliteten og det generelle indtryk. Med et produktionsmæssigt skridt i den helt rigtige retning står Candiria stærkere end nogensinde før. Der er dog stadig et stykke vej, før bandet for alvor kan begynde at måle sig med den moderne metals pionerer. For et stort skridt på vejen dertil og en musikmæssig oplevelse må 7/10 hoveder lade livet for at repræsentere de mange genrer, Candiria jonglerer med.

Tracklist

  1. While They Were Sleeping
  2. Mereya
  3. Wandering Light
  4. The Cause
  5. Forgotten
  6. One Of You Will Betray Me
  7. Opaque
  8. The Whole World Will Burn
  9. Behind These Walls
  10. With Broken Bones
  11. Ten Thousand Tears
  12. Servitude

Tilføj kommentar