Kolossale forventninger
De er blevet kaldt de danske Toto og Danmarks eneste AOR-orkester. De gjorde et massivt indtryk på undertegnede, da jeg hørte deres debutsingle, ”Green Fields”, tilbage i 2020. Debutpladen The Great Discovery og efterfølgeren The Descendant er pragteksemplarer inden for den progressive AOR. Lige siden annonceringen af den svære treer har jeg glædet mig, og forventningerne er på nærmest ubarmhjertige højder.
Pladen er endnu et suverænt studie ind i AOR-genren
På åbningsnummeret ”I'll Wait” bliver der lagt vægt på synthwave-genren. Generelt er der mere synth på The Wanderer, end der har været på bandets to første udspil. Det giver musikken et lidt mere skandinavisk islæt. Og det er en flot variation af gruppens i forvejen stilsikre form. Skæringen ”Hotline” har en fuldstændig fænomenal saxofonsolo. Fra opbygningen til soloen og indtil sangen fader ud, er musikken sammensat så henrivende, at det næsten synes overlegent.
Forsanger Chris Catton har sammen med resten af gruppen produceret albummet, og den måde, alle instrumenterne har fået lov at fylde lige meget i lydbilledet på, er en lille genistreg. I den forbindelse er det værd at nævne, at Erik Mårtensson (Eclipse) har stået for mix og mastering. Det er ikke sådan, at man fornemmer en kamp imellem saxofon, guitar, bas eller tangenter; tværtimod er sammenspillet og balancen imellem musikerne ganske uovertruffen. Basgangen på ”Street Life” giver sangen et funky udtryk, uden at den dominerer. Krydret med hammondorgel er sangen bare et perfekt eksempel på funky westcoast-AOR. På ”Say Goodbye” bevæger bandet sig ind i yachtrock-territorie – eller, hvis nummeret havde været instrumentalt, underlægning til en pornofilm, skulle jeg sige fra en ven.
Det vrimler med fede detaljer; eksempelvis den måde, soloen i ”Eileen” ændrer sig fra saxofon til guitar. Eller Chris Cattons skrøbelige falsetvokal på ”Time Is On Our Side”. Og i selvsamme melodi er sammensmeltningen af hammondorgel og guitar endnu et bevis på drengenes sprudlende kreativitet.
Bandets medlemmer er gudsbenådede musikere. De håndterer deres instrumenter, som om evnerne hertil er lagret i hjernens respirationscenter, som vi andre bruger, når vi trækker vejret; så intuitivt virker det. Teksterne er ikke store poetiske værker, men kredser primært om genretypiske emner som kærlighed, parforhold og venskab, men også ungdommelig naivitet og håb om en bedre fremtid.
Må jeg bede om mere, tak
Jeg husker ikke mange danske bands, der har gjort sig i den letteste afkrog af AOR-genren. De få, jeg kan nævne, er Parber & Kerstein, Toys of Joy og De 5. Det, de har tilfælles – udover at de alle har udgivet fremragende musik, som nærmest har fået kultstatus – er, at deres karriere har været kortlivet. Boys From Heaven har nu tre albummer i banken, og de har virkelig nailet AOR-filosofien: nemlig at kreere stærke fuldendte plader, der har styrken som helhed og ikke fokuserer på enkelte potente singler.
Skønt promoveringsmaterialet har travlt med at markedsføre bandet som et nostalgisk firserfænomen, så mener jeg absolut, at det, kvintetten leverer, er ubetinget tidløst. Teknisk dygtige musikere, der kan skrive gode radiovenlige melodier og samtidig formår at komponere komplekst uden at gå på kompromis med lyttevenligheden, går aldrig af mode. Jeg håber, drengene fortsætter i mange år og forhåbentlig inspirerer andre musikere til at løfte genrens popularitet herhjemme.
