Book of Reflections - Relentless Fighter

Relentless Fighter

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Prog metal
Spilletid:46.58
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Svenske Book of Reflections, der klassificeres som neoklassisk power metal, har netop udgivet studiealbummet Relentless Fighter. Lars Eric Mattsson står i spidsen med bas, guitar og keyboard, og med sig har han yderligere to guitarister, en trommeslager og hele fire forsangere.

At vi har at gøre med power metal er der ingen tvivl om, men Book of Reflections skiller sig ud fra mængden af cheesy "we’re all epic dragonslayers of this mighty kingdom"-power metal. Først og fremmest er den instrumentale del langt mere teknisk avanceret end man normalt hører indenfor genren, men lyrikken er også hævet et niveau eller to. Den handler stadig primært om storslåede kongeriger og krige, men der er lidt mere klassisk heavy over det.

De tre guitarister spiller utrolig lange, avancerede soloer og introer, og der er ingen tvivl om at det er talentfulde musikere vi her har med at gøre – især soloen i "Rise Up!" er virkelig vild. Albummets sidste sang, "Without My Angel", er den klassiske ballade, som jeg egentlig ventede på hele albummet igennem, i og med at helheden næsten var for god til at de slet ikke brugte klichéer. Før jeg læste at Book of Reflections havde hele fire forsangere, troede jeg at der kun var én, og så en helvedes masse mandekor – men det tager jeg som et bevis på, at svenskerne i høj grad har styr på power metal vokalen.

Som gode, anstændige power metal musikere benytter Book of Reflections sig af både regel #2 (indenfor The 101 rules of power metal): Let no sound be lonely. If there's a guitar solo, harmonize it. If there's singing, make it a choir, regel #15: More solos means more epic, og regel #1: You have one goal: be epic!

Hvis du altid har syntes at power metal er lidt for “se mit store sværd og min seje drage!"-agtigt, så giv Book of Reflections en chance – de giver dig med garanti et nyt syn på genren!