Mudderkage fra Noma
For mange kokke fordærver maden, siger man. På Blessings nyeste album, Blodsträngen, blander noise, punk, shoegaze, crust og mange andre genrekrydderier sig i det kakofoniske lydkøkken. Bandet kommer fra Göteborg og har siden sin debut med Bittervaten i 2012 eksperimenteret med alle afkroge af musikkens kulinariske kuriositeter. Blessings har hentet tydelig inspiration fra blackmetalbands som Darkthrone, men bandet har samtidig vredet punkens sure citron over albummet med slet skjulte hints til kunstnere som Black Flag. Det skaber en kontrastfyldt smagspalet. Spørgsmålet er, om det musikalske fusionskøkken kan skabe metallens svar på Noma, eller om den ambitiøse genrekomposition ender som en mudret mudderkage af modsatrettede smage.
Tomgang med en kæp i hjulet
Kan du huske, når TV-signalet svigtede, da du var barn, og underholdningen på skærmen blev afløst af statiske farver, hvid støj og en ørkesløs hyletone? Tilsæt en koklokke til det lydbillede, og så har du en meget rammende forestilling om, hvordan det opleves at lytte til Blessings.
På albummets første nummer, “Raised On Graves”, snegler rytmerne sig først afsted som en seniorbilist i overhalingsbanen, hvor man sidder rastløst bag rattet og venter på at komme videre. Da guitarist Johan G. Winther endelig træder på speederen, føles det mest, som om rytmerne går i tomgang. Frederik Karlssons vokal er fladpunkteret fra begyndelsen og helt berøvet for rumklang. Sangen føles som en ørkesløs gentagelse af sig selv, og med sine fem minutter er den alt for lang. Det ville have været en fornøjelse at svine nummeret til med kreativ kritik, men det er det slet ikke karakterfyldt nok til. Koklokken virker som en malplaceret eftertanke, der ikke hænger sammen med det resterende, men samtidig er den sangens eneste minimalt interessante element. Vokalen lyder, som om den er optaget gennem en megafon, og enkelte steder er dens frekvens så lig med guitarens, at de næsten smelter sammen som hvid støj. Introen på numre som “Clean” minder så meget om den første sang, at man er i tvivl, om albummet er begyndt forfra, men desværre må sande, at vi ikke engang er halvvejs. På den ene side får det albummet til at fremstå monotont i sit samlede udtryk. På den anden side har det en nærmest tranceinducerende effekt, som understreges af den lille klokke, der har forvildet sig ind i den feedbackmættede kakofoni. De shoegaze-inspirerede rytmer sender tankerne på langfart til Angelo Badalamentis mere simple, men ikke desto mindre stemningsskabende kompositioner. Den bundløse basgang giver nummeret en fin tyngde, som ellers mangler hos både guitar og vokal. Det er ærgerligt, at Karlssons stemme punkterer nummeret, og hvor andre sangere skjuler deres stemmebånds uformåen med autotune, virker det, som om Karlsson har druknet sin manglende ambitus i feedbackflimmer.
“Alt Vi Kan Ge Är Upp” er albummets femte sang, og det virker da også, som om bandet har opgivet ævred. Guitarforvrængningen højner nummeret op over ensformighedens afgrund, hvis kant det dog står faretruende tæt på. Den energiske fremdrift har fået stukket en kæp i hjulet, og der kunne være kælet mere for de melodiske elementer, der skinner som enkelte lysglimt i afgrundsdybets mørke. Særligt guitaren er interessant, hvis man først får ørerne op for den, men desværre er den filtret ind i så meget middelmådigt støj, at den ikke får lov til at komme til sin fulde ret.
En skilt sovs af genrer
Med Blodsträngen serverer Blessings en overdådig buffet af genresammensmeltninger, men desværre overdøver rytmernes smagskompositioner ofte hinanden og druknes i en sovs af lavproduktionsfeedback. Det smager ikke ilde, men er heller ikke nogen hofret af et album. Jeg ville ønske, at det i det mindste havde karakter nok til at være dårligt, men i stedet forbliver musikken en beige pærevælling af uinteressant, musikalsk kartoffelmos. Blessings vil gerne gå mange veje med albummet, men det kommer til at stikke i så forskellige retninger, at de kontrastfulde genrekompositioner mest af alt minder om en skilt bearnaise. Hvis bandet i fremtiden anlægger en klar musikalsk smagsprofil, er der dog potentiale for, at de kan skabe musik for gourmander.