The Black Dahlia Murder spiller koncert på Wacken Open Air 2024.
The Black Dahlia Murder - Abysmal

Abysmal

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Spilletid:37.07
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Brutal død i dets mest makabre mørke form

Der hersker ingen tvivl om, at når du sidder med albummet Abysmal, vil du få smæk for alle skillingerne og et yderst heftigt ”punch in the face”. Amerikanske The Black Dahlia Murder, der har taget navn fra en uopklaret mordsag fra 1947, er nu ude med deres syvende album. Det er dødsmetal i dets mest brutale og ekstreme form, og det er nogle herrer, der er udnævnt til nogle af de førende indenfor genren – forståeligt nok! Tager man et kig på coveret, får man faktisk en god fornemmelse af, hvad der venter en.

De har haft flere sange på Billboard 200 og har en yderst loyal fanskare, der forventer endnu en levering og det må siges, at de rammer plet endnu engang med dette tjæresorte album.

Ikke for sarte sjæle

Første sang på albummet ”Reciept” lægger ud med violiner, der giver associationer til Hitchcock og diverse gyserfilm, og så skydes festen ellers i gang. Med en desperation, der flænser helt ind til knoglerne, og med risiko for at efterlade dig hudløs.

Men det er ikke kun accelererende guitarer, hvad nogle ville kalde grotesk growlen og hurtighed, der er på tapetet. Bandet bevæger sig også over i det melodiske (nok mere melodisk end tidligere) og det klæder musikken fortrinligt.

Tag for eksempel sangene ”The Fog” eller ”Advent”. Det er begge sange med fedt tonstungt drive, og hvor du vil mærke blodet pulsere i tindingen og mærke mørket flænge dit indre.

I sangen ”Re Faced” viser sanger Trevor Strnad en yderst gavmildhed med hans mere lyse og skrigende growls, som i øvrigt er gældende for hele albummet, men denne sang byder også på lange mørke growls, og det kunne undertegnede i hvert fald godt ønske mere af. At man ikke kan høre, hvad han synger, er en mindre detalje i helheden.

 Musikerne viser alle stort format med deres tekniske kunnen og rytmiske præcision, ingen nævnt – ingen glemt.

Godt første bekendtskab

Hvis du har en hang til at høre mere skamferende dødsmetal i dets mest brutale og ekstreme form, eller du er helt jomfru i genren, kan dette album måske gøre det for dig.

Tjek nedenstående link, hvis du vil have en appetitvækker fra dette nu mere melodiske band, som stadig er The Black Dahlia Murder i form og lyd. God fornøjelse - og nå, ja. Albummet ender på 8 kranier. 

Tracklist

  1. Receipt
  2. Vlad, Son of the Dragon
  3. Abysmal
  4. Re Faced
  5. Threat Level Number Three
  6. The Fog
  7. Stygiophobic
  8. Asylum
  9. The Advent
  10. That Cannot Die Which Eternally Is Dead