Container Conrad – nu med forstærker
Hvis du, ligesom jeg, trådte dine barnesko tilbage i 90’erne, husker du måske også DR’s kortlivede børneserie om den ængstelige Container Conrad. Foruden sin karakteristiske anderumpefrisure og sit lettere punk rockede look var Conrad bemærkelsesværdigt afdæmpet af natur. Så hvad sker der, når vi hopper 15 år længere tilbage, udstyrer ’Conrad’ med tilnavnet Cronos, en forstærker og stikker ham et engelsk pas i baglommen? Vupti, svaret er naturligvis Venom! De ikoniske pionerer for ekstremgenrer som speed og black har gennem årtier inspireret et hav af andre bands, herunder amerikanske BAT fra Richmond, Virginia. Oprindeligt stiftet af guitaristerne Ryan Waste og Nick Poulos fra Municipal Waste så projektet dagens lys tilbage i 2013, hvor Felix Griffin i perioden frem til 2019 udfyldte pladsen bag gryderne. Under the Crooked Claw er gruppens anden udgivelse og introducerer, udover trommeslager Chris Charge som nyeste mand på sættet, lytteren til en noget dyster novellesamling. Så hvis små, snavsede rum ikke afskrækker dig, og din ’taste of waste’ desuden rimer på Venom, Motörhead og Midnight (US), lad os da uden yderligere omsvøb hoppe en tur i genbrugscontaineren.
En fakkel lyser op …
”Una Torcia Illumina Il Cielo” bygger op til sit crescendo ved hjælp af synthesizere, der fader ud i et ultrakort, men effektfuldt pianostykke. Takket være samarbejdet med den italienske horrormaestro Fabio Frizzi fremstår introkompositionen med al ønskelig kontrast til BATs brutale udtryk. Tydeligst i erindringen står førstkommende fabel, ”Vampyre Lore”, en beskidt og skramlende produktion, der snildt kunne markedsføres under parolen: ’hvis Conrad (læs Cronos) havde stået front for Motörhead’. Produktionen er primitiv, men dybt charmerende på sin egen facon og lægger i øvrigt slet skjul på amerikanernes ophav fra tredje thrash-bølge. De auditive flader manifesterer sig måske allertydeligst komplementeret af de visuelle, og på førstesinglen, ”Rite For Exorcism”, får vi netop den synergi såvel som kærligheden til grindhouse-horror at føle. En mildt sagt fejlslagen eksorcisme, som kun toppes af Waste og hans brølende bas, der hamrer den øvrige instrumentering helt ned i kirkekælderen. Havde henholdsvis Kostas Heliotis (Rotting Christ) og ’Fieldy’ (Korn) med sin femstrengede Ibanez været til stede under indspilningen, ville ansigtsfolderne angiveligt have matchet farvekortets kraftigste nuance i ’kommunal giftgrøn’ af ren og skær misundelse.
BAT flyver for det meste Under the Crooked Claw i sikker stil. Højeste bifald høstes imidlertid for ”Horrorvision”, hvor man må undertrykke trangen til at skrue HELT op for hørebrillen. Knasende sprøde crossoverriffs, der fornemt fusionerer det primære udtryk af beskidt og prototypisk speed med aggressive undertoner af thrash. Vokalen får samtidig en ekstra tur i vridemaskinen, alt imens den drønfrække shredding i outroen sætter et suverænt punktum. På trods af det mættede lydbillede dvæles der ikke længe ved hver skæring. Tværtimod er de fleste numre skåret over nogenlunde samme læst: et let tilgængeligt tekstunivers, højintense og energiske beats samt overraskende mange riffsoli. Imponerende præstation på numre der sjældent varer længere end tre minutter.
Helt hektisk bliver det på ”Revenge of the Wolf”, der i løbet af svimlende korte 1 minut og 42 sekunder når at spule ørerne en strimmel fuld om … ja, ulvens hævn! Der gemmer sig i det hele taget adskillige små, spidsfindige detaljer undervejs. Såsom rytmikken i ”Battered”, der nærmest tigger os om at skrige BAT-TE-RY!!; ”Electric Warning” med repetition af titlen i hver anden verselinje og samme dissonans som på et Slayer-album fra starten af firserne. Og måske mindst iørefaldende … afrundingen på skivens mest tidskonsumerende værk, ”Bastardized Force”, der noget nær 1:1 gengiver de døende toner på Motörheads signaturnummer ”Ace of Spades” som honnør for den gode Lemmy. En hilsen, der velsagtens burde have tegnet sig for albummets udgangsreplik, men som i hvert fald får de sidste ord med på vejen herfra.
Du kom med alt det der var dig
Hvad Waste mangler i vokal variation, kompenserer både han og Poulos til gengæld for gennem eminent riffarbejde, autentisk spilleglæde og masser af energi og dynamik. 13 skæringer er måske lige et par stykker i overkanten, men det tilgiver vi nu i betragtning af den smittende entusiasme, som BAT lægger for dagen. Under the Crooked Claw er om noget en hæsblæsende spurt gennem speedmetallens hellige haller, der på smagfuld vis afspejler, hvad både Venom og ikke mindst Lemmy stod for. Det bliver et forholdsvist stort ’synes godt om’ herfra!
