Girl power
Will to Power er Arch Enemys tiende album, men kun det andet album med Alissa White-Gluz, der afløste Angela Gossow i 2014. Men før at du, kære læser, hidser dig alt for meget op og begynder en tirade om, hvorledes, hvordan og hvorfor at Angela bare var en billiard gange bedre til at synge, skrige, skråle og danse, end Alissa er, kan jeg berolige dig med, at det slet er ikke dét, som det her handler om. Denne snak er tåbelig og overflødig, da det nu engang er, like it or not, Alissa, der er frontkvinde nu. Slut, færdig, bum! Hvad, der dog er relevant, er det faktum, at Alissa gør det pisse godt på Will to Power. Hun growler, grynter, stønner og synger med en infernalsk energi, der alle dage har været et synonym for Arch Enemy. Ligeledes er Michael Amott i sit es på denne skive. Man kan mene, hvad man vil, om ham og hans bombastiske og pompøse guitarstil, men det ændrer ikke på, at hvis der er nogen, der kan skrive riffs, man kan synge med på, er det altså Amott. Så rent musikalsk er de stadig lige så eksplosive som altid, og de har valgt at beholde den mere melodiske og nærmest legesyge lyd fra War Eternal på Will to Power, hvilket gør, at vi rent kategorisk er ude i et mix mellem svenskerdød og power metal. Det fungerer rigtigt fint, men gør, at Arch Enemy ikke helt har det samme rasende lydbillede som tidligere – fx på Doomsday Machine – hvilket man savner lidt på nogle af numrene.
Rød Front
Dette er ikke en reference til Amotts hårfarve, men det faktum at Arch Enemy stadig er lige så punkede og politiske, som de har været alle dage. Will to Power kunne sagtens have været soundtracket til G20-mødet i Hamburg eller dengang, hvor Ungeren blev jævnet med jorden. Arch Enemy har nogle holdninger, som de udbasunerer for fuld pedal – bare læs teksten til ”The World is Yours”. Den er en kæk kommentar til, hvordan man nemt kan trumfe det post-moderne og post-faktuelle samfund ved at stå sammen og være klogere end magtindehaverne, alt imens at ”The Eagle Flies Alone” handler om at turde sige nej til det etablerede samfund og være stærk i sig selv. Det er to budskaber, der – måske – er lettere modstridende, men her skal vi huske, at sangene jo ikke hænger sammen og derfor ikke fortæller én historie, men derimod en række forskellige budskaber, som bandet selv mener er vigtige anno 2017. Alissa udtalte også for nyligt, at verden har brug for ekstrem musik, da det er en ekstrem verden, vi lever i. Derfor har folk brug for at kunne udtrykke sig på ekstreme måder. Jeg kan personligt godt lide, når et band har pondus nok til at smide deres holdninger ned i musikken, og det gør mig ikke det store, hvad deres holdninger er, så længe at det ikke er den slags holdninger, der involverer folkedrab og lidt for høje knæløft.
Men, men, men!
Når alt andet er sagt, skal det dog siges, at selve skiven ikke er deres bedste album nogensinde. Det er bestemt heller ikke deres dårligste. Will to Power har en række fantastiske sange, en række middelmådige sange og så nogle numre, hvor man tænker noget i stil med: ”Hvorfor dog?!”. Fx er to ud af de elleve numre blot små instrumentale intronumre, som i sig selv er totalt ligegyldige. De burde enten have været introer på andre numre i stedet for selvstændige numre, eller også burde bandet have klasket dem sammen og så lavet en reel instrumentalsang – som de fx gjorde med nummeret ”Hybrids of Steel” fra Doomsday Machine. Andre numre, såsom ”The Race” og ”The Reason to Believe”, er ganske enkelt kedelige til trods for, at de prøver noget nyt; på ”The Reason to Believe” synger Alissa helt rent. Hun synger fremragende, men derfor er nummeret stadig kedeligt. Omvendt er numre som ”Murder Scene”, ”The World is Yours”, ”The Eagle Flies Alone”, ”Blood in the Water” og ”First Day in Hell” fuldstændig geniale, og jeg tænker, at de vil fungere genialt live, når folket får mulighed for at skråle med med den lunke og alt for dyre fadøl højt hævet, mens de savler over Alissa, der giver den max gas!
