Uformeligt og dog utroligt finsk
Der findes snart ikke den genre, som Amorphis ikke har prøvet kræfter med igennem de næsten 30 år, de har eksisteret. Så derfor ved man aldrig helt, hvad man får med Amorphis, men det er jo heller ikke for sjov, at de har taget navn efter det græske ord for uformelig. Så hvis du er genrefascist, kan Amorphis være årsag til en seriøs migræne!
Finsk fusion
Queen of Time er den finske sekstets 14. album, og der er ingen tvivl om, at Amorphis har udviklet sig helt utroligt meget siden deres debut, The Karelian Isthmus, tilbage fra 1992. Men den gyldne tråd må være, at Amorphis er et band, der laver lige præcis det, de vil, og så må folk jo tænke og reagere, som de vil. Derfor er det uhyre svært at pege på bandet og sige: ”Nå okay, det her er X eller Y form for metal”. Fx er der et nummer som ”Daughter of Hate”, der svinger fra melodød til jazz og tilbage igen, alt imens at teksten svinger fra engelsk til finsk. Det lyder måske rodet, men det giver hundrede procent mening, hvis man lige hører nummeret, der er utroligt smukt, men alligevel melankolsk og dystert. Tomi har stadig en fantastisk stemme, der både kan være voldsomt emotionel og smuk, men også rå og nærmest brutal. Hans stemme er som musikken, nemlig utroligt mangfoldig og stemningsskabende. Den guider en igennem deres spraglede lydunivers, der fører en igennem dybe dale, mørke finske grotter og endeløse isdækkede sletter. Det er en smuk rejse, både fordi Amorphis er nogle utroligt kompetente musikere, men også fordi man aldrig helt ved eller kan regne ud, hvor musikken fører en hen rent stilistisk: Er det melodød, er det prog, er det jazz, er det folk!? Ingen ved det! Men kompetent, velkomponeret og velproduceret er det! Et fantastisk eksempel på netop denne fusion er nummeret ”Heart of the Giant”, der drives frem af et riff, som nærmest er helt neoklassicistisk og får en til at tænke på Yngwie Malmsteen. Det akkompagneres så af Tomi, der growler, mens rytmen kører en helt klassisk thrash-rytme. Ja, det lyder rodet, men det virker helt og aldeles upåklageligt, og når det så bliver efterfulgt af ”We Accursed”, der nærmest fortsætter det førnævnte riff, men bare skruer endnu mere op for eventyreffekten, alt imens at prog og folk fusionerer i baggrunden, ja, så giver livet mening!
Täydellisyys
Queen of Time har det hele: en guddommelig vokal; guitarsoli, der transformerer din hjerne til grød; keyboarddele, der får din sjæl til at græde; og en rytmesektion, der giver dig kramper i nakkemusklerne. Det er en smuk symfoni, der repræsenterer alt det, Amorphis har lavet de sidste 30 år, og løfter det op på en uopnåelig piedestal. Det er den her skive, du skal kaste efter nogen, næste gang du hører en person, der udtaler, at metal blot er larm lavet af hjernelamme voldspsykopater, der har haft en hård barndom. Hvis du savner det oprindelige Amorphis fra 92, vil du måske blive skuffet, men så må du simpelthen se at komme videre og erkende, at tiden ikke står stille – for at gå glip af Queen of Time vil være en stor fejl.
Kommentarer (1)
Tina Dickow
Dejlig musik
Det er dejlig roligt.