Det gamle Grækenland i Tyskland
En dæmon er en ond ånd eller en kilde til ondskab, skade, nød eller ruin. Sådan definerer Merriam-Webster ordet dæmon i dag, selvom ordets oprindelse – daimon – på ingen måde var forbundet med ondskab men mere sås som et neutralt væsen. Der fandtes dog også gode og onde afarter af dette væsen – den onde kaldets for kakodaimon, og den gode for agathodaimon. Og dette bringer os frem til nutiden, hvor tyske Agathodaimon kan fejre 27-års jubilæum med udgivelsen af deres syvende fuldlængde album med den sigende titel The Seven.
Lidt for tydelige inspirationer
Igennem bandets snart tre årtiers levetid har de lavet et mindre genreskift. Hvor Agathodaimon startede ud som et mere rendyrket symfonisk black metalband er black metallen med tiden blevet noget mere goth-inspireret dog uden at røre synderligt ved det symfoniske element.
Der er nok nogen, der straks vil tænke på Cradle of Filth, og det er faktisk heller ikke helt skævt. Dimmu Borgir er faktisk heller ikke helt ved siden af, ej heller Fleshgod Apocalypse, Emperor eller noget andet ekstremmetalband, der har tendens til symfoni og storladenhed. Selv Hypocrisy får et lille vink på ”Ghost of Greed”. Men der er noget unægtelig imponerende over, hvordan Agathodaimon på ”Mother of All Gods”, uden antydningen af sved på panden kan overbevise selv den mest hårdkogte Fleshgod Apocalypse-fan om, at det er italienernes værk. Det samme kan siges om ”La Haine” bare med Dimmu Borgirsk fortegn. Man skal være direkte døv for ikke at kunne høre, at Agathodaimons musikalske evner er langt større end deres landsmænds forkærlighed for grimme læderbukser.
Men en ting er musikalske evner, en anden ting er kreativitet og originalitet – og på de to fronter ser det lidt trist ud for Agathodaimon. For efter at have lyttet The Seven igennem en del gange, er jeg stadig i tvivl om, hvordan Agathodaimon egentlig lyder. Jeg ved, at de kan emulere alt fra Emeperor til Summoning, som var de en ekstremmetallisk Ditto, men det er så uoriginalt, at enhver censor kraftigt ville overveje karakteren -3 for rent plagiat. Derudover så er The Seven også lidt en anstrengende lyrisk oplevelse. ”La Haine” skriger langt væk af elendig Twilight vampyrromance, ”In My Dreams (Part 2 – In Bitterness) er dybest set gothversionen af Shawn Mendes hittet ”Treat You Better”. Værst er “Wolf Within, og særdeles linjen “the sun between your hips echoes from your lips”. Al ære og respekt til at proklamere sin forkærlighed for oralsex, men hvorfor skal det gøres som en 15-årig, der lige har opdaget Poe. Det er direkte tåkrummende. Point skal dog gives til ”Ghost of Greed” for sin støvede, grungede, nærmest sludgede lyd. Det er totalt uventet, men fungerer overraskende godt.
Perfekt til de ubeslutsomme
Er man i det ubeslutsomme hjørne, men ved, at man gerne vil høre noget symfonisk black, så er The Seven noget nær den bedste skive i genren. Den indeholder samtlige elementer fra alle de store navne i genren, og de fem gudsbenådede musikere hækler over pladens tre kvarter et kæmpe kludetæppe, hvor alt er smukt blandet sammen på kryds og tværs. Desværre mister Agathodaimon alt identiet i processen, og på intet tidspunkt formår de at lyde som andet end kopier af deres inspirationer.