Ubarmhjertig hævn, nu på tysk

Har man bare været en lille smule interesseret i den danske black metal-scene over de sidste par år, så er man garanteret også faldet over pladeselskabet Vendetta Records. Ud af selskabets 47 artister er de ni af dem danske – deriblandt Sunken, Afsky og Glemsel. Så når et nyt dansk black metal-band melder sin ankomst, så er det da heller ikke nogen overraskelse, at Vendetta Records endnu en gang står med åbne arme og byder indenfor. Og tilbage i november 2021 var det Afsind, der blev budt indenfor, og dette mundede tilbage i april ud i pladen Afsind.

Afsind er bedst, når Afsind er sig selv

At Afsind er blevet hapset af Vendetta Records, er sådan set heller ingen overraskelse, når man ser på, hvilken type black metal trioen begår sig i. Det er nemlig den lidt storslåede og atmosfæriske af slagsen. Den, hvor der er højt til den kulsorte himmel og plads til de store armbevægelser, som netop Sunken, Afsky, Glemsel og ja, Solbrud også gør sig i.

Af den grund ville det nemmeste i verden også være at afskrive Afsind som en form for Solbrud light og så komme videre med det plagsomme tidsfordriv, vi kalder eksistensen. Men Afsind har dog et par facetter, der får dem til at skille sig en anelse ud. Spredt ud over pladen, men navnligt på ”Mord”, får de kolde hypnotiske toner et par kæberaslere af en nærmest dødsmetallisk intensitet, og hverken ”Voldtægt” eller ”Tortur” holder sig for fine til at pjatte lidt rundt med punken. Selvfølgelig er det altid black metallen, der er i førersædet – hvilket Afsind da heller aldrig lader lytteren glemme. Lyt bare til riffet på ”Ført Bort”, der er så arketypisk et black metal-riff, at alt og alle har brugt det mindst en gang i deres karriere. Dette er dog bestemt ikke en kritik af Afsind, tværtimod, for det er et riff, der holder bedre end de feltrationer, vi sikkert alle sammen snart bliver bekendt med.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det danske marked for denne type black metal over den sidste håndfuld år er blevet godt mættet. Hvilket da også resulterer i, at Afsind – trods de ovennævnte gode takter – ikke for alvor skiller sig ud. ”Hævn”, er jeg overbevist om, er næsten bare en mere bastung udgave af et Glemsel-nummer, ”Ædt Op” kunne godt have været et medley af de ni danske Vendetta-bands, og ”Misantropi” gør ikke meget væsen af sig med sit vrede Sunken-udtryk. Det er ikke, fordi Afsind ikke ved, hvad de laver – tværtimod – jeg får bare lidt flashbacks til Glemsels Unavngivet. Afsind er desværre bare kommet lidt for sent til festen, og hvis de vil gøre sig mere bemærket, skal de enten gøre det bedre end de etablerede navne eller finde sig en mere skarpt defineret niche.

Chancer er til for at blive taget

Afsind gør i bund og grund ikke noget forkert på deres debut. Det er udmærket black metal af den mere atmosfæriske slags, og den bliver spillet efter alle kunstens regler, endda med lidt skelen til dødsmetal og punk. Men det bliver aldrig til mere end en skelen. Og når Afsind ikke tager større chancer, end de gør, så ender det med en vellydende plade, der desværre minder meget om, hvad den danske black metal-scene har rystet ud af ærmet de sidste par år eller fem.