3 til 22 år er også en brugbar tidsramme
Abyssic er et norsk symfonisk death/doom band dannet tilbage i 1997 af Susperias bassist, Memnoch, under navnet Abyssic Dreams. Hvornår de skiftede navn til bare Abyssic er uvist, ifølge bandets hjemmeside er det ”inden for de seneste år”. Den melding virker dog en anelse tvivlsom, når de udgav deres debutplade A Winter’s Tale tilbage i starten 2016, og man må formode, de lige har skullet bruge lidt tid på at skrive og øve sangene. Noget, der dog på ingen måde er tvivlsomt, er, at de er aktuelle med deres andet album, High the Memory. Og som om det ikke var nok i forvejen at have to medlemmer fra Susperia med, så har de da også lige hevet tøndetæsker Tjodalv med ind – det er jo så hyggeligt, når man kender hinanden.
At lade sig inspirere uden at plagiere
Abyssic er et band, der tror 100 % på det, de gør, og står ved det. Ellers begiver man sig ikke ud i at komponere de to tyve minutter lange mastodontnumre, titelnummeret og ”Where My Pain Lies”, der er omdrejningspunkterne på High the Memory. Dog med tre ”korte” numre lagt før, imellem og efter, på henholdsvis otte, tolv og femten minutter. Det er også dette, der gør, at High the Memory ikke så meget er en plade med fem numre, men mere en 77 minutter lang rejse. Og det første, man møder på den rejse, er albumåbneren ”Adornation”, og med det samme ledes tankerne hen på Dimmu Borgir, Cradle of Filth og andre lignende bands, der gør sig i store symfoniske orkesterarrangementer. Dog skal man ikke være bange for, at der til en Abyssic-koncert pludselig springer en flok weekendvampyrer og søndagssatanister frem. Abyssic spiller doom med stort D.
Og hele vejen igennem albummet bliver man mindet om, at det netop er doom, og nærmere death/doom, Abyssic opererer indenfor, det tangerer ind imellem til funeral doom, men så små sko går vi ikke i. Der er sektioner, der er tydeligt inspireret af Swallow the Sun, en del riffs der ikke ville have været malplaceret på en My Dying Bride-plade, mens andre dele læner sig mere op ad October Tide. Og sådan er High the Memory en form for orkestralt opsamlingsalbum af alle de større death/doom navne. Faren ved at Abyssic går sine inspirationer så meget i bedene er, at de tyve minutter lange numre og en plade på over en time meget nemt kan gå hen at blive en langgaber af en symfonisk kopi. Men Abyssic udviser taktisk symfonisk snilde, udnytter egne musikalske evner, samler alle de velkendte death/doom-elementer og gør dem til deres eget.
Dog skal det siges, at et par af de steder hvor guitar, trommer og bas står helt alene uden det symfoniske bagtæppe, er det svært for Abyssic ikke at lyde alt for meget som de store børn i death/doom-klassen. Specielt 11 minutter inde i ”Where My Pain Lies”: riffet der bliver spillet, er så tydeligt tyvstjålet fra My Dying Bride, at det gør helt ondt. Det er heldigvis ikke ofte, det sker, men når det gør, er det et lille skår i glæden ved at lytte til High the Memory.
Det store billede krakelerer ikke
Der er ingen tvivl om, at det er de symfoniske elementer, der afgør, om man enten hader eller elsker High the Memory. Death/doom-purister vil afvise den blankt, men for de mere åbensindede ligger der en aldeles glimrende plade og venter. Det kan godt være, der få steder er nogle lidt for åbenlyse inspirationer, men samlet set er det en symfoni af alt det gode ved death/doom. Det er smukt, tungt og langsomt.
