DETEKTOREN
Abbath - Abbath

Abbath

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Heavy Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Abbath leverer fint sammenkog af tidligere bedrifter.

Bandet Immortal og musikeren Abbath gjorde sig for alvor til alle mands (eller i hvert fald de, der interesserer sig for heavy metal) eje, med Sons Of Northern Darkness fra 2002, som gjorde bandet tilgængelig for det generelle heavy metal-publikum. Som gammel Immortal-fan var det med store forventninger og en smule ærefrygt, jeg så frem til at lytte til – og ikke mindst anmelde – selveste Abbaths nyeste udgivelse. Forventninger, der blev opfyldt, sådan i grove træk i hvert fald. Denne gang har vi at gøre med mandens nye, selvbetitlede band, som han dannede efter Immortals relativt nylige opløsning. Bandets line-up består bl.a. af King (ex-Gorgoroth), som også håndterede bassen i Abbaths tidligere band, som blot hed I.

Som det var tilfældet med Immortals sidste albums, Sons of Northern Darkness og All Shall Fall (2009), og også med det fremragende I-album Between Two Worlds (2006), tilbyder Abbath os en god blanding af hurtige, aggressive numre og de mere hymne-agtige midtempo-numre, som vi efterhånden kender fra manden. Der er ingen tvivl om, hvem vi har med at gøre her. Man kan kende et Abbath-riff på kilometers afstand, og også vokalen er meget karakteristisk. Vi snydes heller ikke for de typiske stille guitarbreaks med de brudte akkorder, som har været en del af Abbaths udtryk siden Blashyrkh (Mighty Ravendark)-dagene. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Abbath er glad for Bathory, Motörhead og endda Kiss, og endnu engang blandes disse inspirationer i en typisk Abbath-cocktail. En cocktail der, naturligvis fristes man til at sige, smager rigtig godt.

Med andre ord får man altså præcis det, man kunne have regnet med på denne udgivelse, og det er på én gang befriende og pladens hæmsko. Der er flere numre, der er på niveau med Immortals udgivelser, og som ville have gjort sig fint på en Immortal-plade. Det er selvfølgelig ikke Immortal, vi har med at gøre her, men sammenligningen falder meget naturligt.

Middelmådig Abbath er bedre end langt de fleste

Jeg synes, at Abbath kører en smule på det sikre på pladen, men det er tydeligt, at selv når Abbath er middelmådig, er han og bandet bedre end 98 procent af de andre bands derude. Jeg synes desværre, der er for få tidspunkter, hvor numrene får mig helt op at ringe på trods af det generelt høje niveau, der leveres. Numre som ”Ashes Of The Damned”, ”Ocean of Wounds” og ”Root of The Mountain” er dog eksempler på Abbath-sangskrivning, når det fungerer bedst og kan ikke skuffe fans af mandens tidligere arbejde. Specielt på pladens langsommere numre kunne jeg dog godt ønske mig en smule af det rock’n’roll-vildskab, som Arve Isdal fra Enslaved bidrog med på I-pladen i form af hans storslåede soloer og leads.

Som det er tilfældet med Motörhead, AC/DC og lignende bands, er en del af charmen, at man ved præcis, hvad man får hver eneste gang, og fornyelse ville bare ødelægge det billede, man har af et band. Det samme gør sig muligvis gældende for Abbath, for det er soleklart, at pladen indeholder meget få overraskelser, men generelt er ganske underholdende og professionelt udført. Karaktermæssigt svæver jeg mellem 7 og 8, men da jeg synes numrene til tider er lidt for forudsigelige og ikke gør mig så vild i varmen, som jeg havde håbet på, ender jeg med en 7’er. Hvis man vil have mere musik a la Immortal og I, er der selvfølgelig ingen tvivl om, hvad du skal gøre!

Tracklist

  1. To War!
  2. Winterbane
  3. Ashes Of The Damned
  4. Ocean Of Wounds
  5. Count The Dead
  6. Fenrir Hunts
  7. Root Of The Mountain
  8. Endless

Tilføj kommentar