8thSin - Angelseed & Demonmilk

Angelseed & Demonmilk

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Spilletid:43:45
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

IT, der ellers har været kendt som et af de mere eccentriske individer indenfor den svenske black metal scene, har i de seneste par år søgt mod nye græsgange indenfor den industrielle musik.

Resultatet, 8thSin, er en temmelig eksotisk cocktail af metal, industrial og goth rock. Hvis man satte Lex Icon fra Kovenant i samme stue som Marilyn Manson, gav dem hver et godt skud LSD og derefter tvang dem til at skrive noget musik, er det min umiddelbare tanke, at resultatet ville være noget i stil med hvad man introduceres for på "Angelseed & Demonmilk".

Skæve rytmer, catchy guitarriffs, noget, der minder om oceaner af samples (ofte af mere eller mindre mystisk natur, fra glas der smadres til noget der minder om effekter fra gamle Nintendo spil) og ITs messende, til tider skrigende vokal er den gennemgående opskrift på "Angelseed & Demonmilk". Denne blanding er ikke altid lige lyttervenlig, og resultatet er da også, at det ikke er alle numre der er lige vellykkede.

Ikke desto mindre er der ingen tivl om, at der ligger talent bag 8thSin, for det må kræve en del at holde de skæve elementer sammen, og der ligger da også en hæderlig produktion bag værket. Måske vil nogle synes, produktionen er en kende for klinisk, men personligt synes jeg, den passer godt til den meget elektronisk prægede musik.

For de, der som jeg selv kunne lide Kovenants seneste udgivelse, "SETI", og ikke lader sig skræmme af det skæve, og til tider krukkede lydbillede, er det ikke utænkeligt at "Angelseed & Demonmilk" vil være velkommen. De fleste andre vil sandsynligvis finde dette album ualmindelig hæsligt.