Svarttjern

Første band på scenen var norske Svarttjern. Retfærdigvis skal det siges, at det var før min besøgstid. Men rygterne fortæller om troværdigt blackmetal, som nordmændene mestre bedre end de fleste.

Min karakter ender på: Uden for bedømmelse

Inquisition

Hvor Svarttjern kørte den ind med klassik black metal, så var Inquisition en noget anden størrelse. To medlemmer kan bandet fra Columbia mønstre. Men selvom det visuelt ikke synes af meget, er det imponerende hvor meget lyd de kan frembringe med blot trommer, guitar og vokal.

Forsangeren "Dagon" er konstant på overarbejde, og der er meget at se til i hans lille butik. Rytmeguitar, soloer, vokal og tre mikrofonstativer skal betjenes - og alt sammen i ført den obligatoriske corps paint. Men det fungerer overraskende godt – også selvom man konstant undre sig over hvor resten af bandet mon blev af.

Min karakter ender på: 6/10 kranier

6/10

In Solitude

In Solitude

Jeg havde store forventninger til svenske In Solitude. Bandet har tre album bag sig, og læner sig musikalsk op ad Mercyful Fate, eller en hårdtslående version af landsmændene fra Ghost. Hvor Ghost og King Diamond kan enes om udklædningen er In Solitudes udtryk rendyrket rock 'n roll. Stramme cowboybukser, små læderjakker og gennemført cool attitude. Bandet kan alle de små frække detaljer, og leverede en overlegen og professionel præstation. Det blev til ca. 40 minutters dark retro rock, og vi fik blandt andet Lavender, Horses in the Ground, A Buried Sun og Sister.

På forunderlig vis gled bandet naturlig ind i aftnen line-up, og gav et fornuftigt modspil til de mange blackmetal indslag. Godt set, modigt booket og jeg glæder mig snart til at se bandet som hovednavn.

Min karakter ender på: 8/10 kranier

8/10

Cradle Of Filth

Cradle of Filth

Herefter var det enten Behemoth eller Cradle Of Filth…

Begge stod øverst på plakaten, og de to bands skiftes til at varme op for hinanden. Cradle Of Filth var denne aften henvist til rolle som opvarmning, og det skulle vise sig at være helt berettiget og fuldstændig på sin plads.

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til englænderne, og uanset at bandet har flirtet med flere forskellige genre inden for extreme-metallen, har vi aldrig fundet fælles fodslag. Oprindeligt begyndte de i 1991 som et blackmetal band, men kan i dag vel bedst betegnes som et gotisk metal band - med alt hvad det indebærer. Kendetegnende for bandets lyd er Dani Filth's skrig - og det fik vi at høre et par gange denne aften.

Jeg havde fået en fin plads til højre for scene, og undrede mig flygtigt over hvor bandets keyboard- og andenvokal Lindsay Schoolcraft mon var blevet af? I modsætning til Inquisition var scene fyldt godt op, og Dani Filth havde travlt med at træde i karakter. Men uanset arbejdsraseriet fremstod Cradle Of Filth som et band uden musikalsk retning. Lyden var ikke den bedste og Dani Filth's skrig var irriterende. For at komme lidt på afstand trak jeg ned i salen, og fik pludseligt øje på Lindsay Schoolcraft. Gemt væk bag et keyboard og placeret mere backstage end på selve scenen. Underligt placering og en klar degradering til Dani Filth kvindelige modstykke. De forreste række og de mest ihærdige holdt gryden i kog og festen var i gang. Bagerst i salen fordrev resten af Amager Bio aftnen med små-snak og almindelig tidsfordriv. Cradle Of Filth og jeg blev heller ikke gode venner denne aften.

Min karakter ender på: 5/10 kranier

5/10

Behemoth

Behemoth

Behemoth blev ligeledes dannet i starten af 90'erne og er Polens største og vigtigste bands inden for extreme-metal. Ligesom Cradle Of Filth har bandet gennemgået en musikalsk transformation og spiller i dag blackened death metal.

Bandets frontfigur Nergal blev i 2010 diagnosticeret med leukæmi - en sygdom, han overvandt i 2011. Jeg var derfor spændt på om alle kræfterne var brugt i studiet og i hvilken forfatning vi skulle se Nergal. Men ingen grund til bekymring for mandens helbred. Nergal var i forrygende form. Han var faktisk i et rasende humør og splittede Amager Bio fra hinanden. Undervejs var der massere af ild, fakler, lys og visuelle effekter. Stramt iscenesat, og meget effektfuldt. Nergal var her-og-der og alle vegne, og ved sin side står den 2 meter høje kolos af en bassist; Orion - og ligner et rendyrket mareridt. Dani Filth's skrig har alle nu glemt. Dette er rigtig ondskabsfuldt.

En perlerække af hits haglede ned over Amager Bio. Første nummer er “Blow Your Trumpets Gabriel" og herefter fik vi stort set hele The Satanist plus klassikere som “Christians to the Lions" og “Hidden in a Fog". Sidste nummer var naturligvis “O Father O Satan O Sun!", og det var så måske årets koncert som man allerede oplevede i februar.

Min karakter ender på: 10/10 kranier

10/10