target

EP'er, demoer og splits i 2020

Self-Immolation_Suite Unurnment - Self-Immolation Suite

Lad os få det af vejen: Ja, 2020 har været et lorteår, og ja, der har heldigvis været en overflod af alskens heavy metal at bade i. Desværre for undertegnede har der også været en overflod af arbejde at hengive sig, hvorfor min hellige anmeldergerning har siddet på bagsædet. Det gælder heldigvis kun delvist min hobby, nemlig at lytte til de typer af udgivelser, som ikke kommer i betragtning til en anmeldelse. Siden mange kunstnere begynder deres metalmission med en demo eller en EP, er dette en god måde at holde sig ajour med nye bands. Så kan man senere fortælle enhver, der vil lytte, at man ”var der fra starten”, eller at ”de solgte ud efter deres første EP” eller lignende vigtigheder. Disse udgivelser er forresten oftest kortere end LP’er, hvilket har gjort dem nemmere at passe ind.

Samme regel som sidst: Jeg anbefaler kun musik, jeg selv har punget ud for. For det første er det en god tommelfingerregel for kvalitetssikring (i mine øjne). For det andet kommer musikanbefalingerne her med den sædvanlige opfordring til at betale for den musik, man elsker, og her er jeg ligesom nødt til at gå forrest. Hvert afsnit indeholder links til kunstnernes/pladeselskabernes Bandcamp-konti, hvor musikken kan streames gratis og købes som minimum digitalt, hvis det behager lytteren. Med formaliteterne ryddet af vejen er det tid til at høre noget musik.

Nechochwen / Panopticon – Split LP

Teknisk set stammer denne udgivelse fra november 2019, men vinyludgaven udkom i januar 2020, og jeg er mere end villig til at strække reglerne for Nechochwen og Panopticons split. Årsagen er simpel: Den er go’.

Nechochwen er et velkendt navn i hvert fald i USA’s undergrund. Stilarten er den folkeinspirerede undergenre af black metal, inspirationen drages fra Nordamerikas oprindelige befolkning og deres kamp mod de invaderende europæere, og lyden rummer desuden elementer af mere klassisk heavy metal – i hvert fald på indeværende split. Hovedværket på Nechochwens side er ”The Megalith” – en mesterlig opvisning i genkendelige heavy metal-temaer passet til black metal-rammen og tilført en alsidig og inspireret vokalpræstation; fremragende arbejde. Men de tre resterende numre rummer mange af de samme elementer og lige så høj kvalitet, og A-siden på denne split ville have været en fantastisk EP i sig selv.

Panopticons side består af et enligt mesterværk på tyve minutter, og for mig er det den bedste sang i 2020. Jeg havde ikke før stiftet bekendtskab med Panopticons musik, men vidste blot, at bagmanden spillede hedensk, naturinspireret black metal. ”Rune’s Heart” beskriver skaberens oplevelser med hans søns alvorlige hjertesygdom, smertefulde behandling og eventuelle bedring. Man kan læse nærmere på kunstnerens Bandcamp-side eller i noterne ved LP’en, men man kan også blot lytte til musikken, som i lige så stor detaljerigdom udtrykker den afmægtighed og fortvivlelse, kunstneren må have følt under oplevelsen af, at ingen mængde af omsorg kan afhjælpe hans søns lidelse.

Unurnment – Self-Immolation Suite

For et år siden måtte Unurnment nøjes med en bobler, selvom debutdemoen Spiritual Penury lige præcis er min kop brutal dødsmetal. Jeg havde bare ikke tid. Endnu et år er gået, endnu en Unurnment-demo er udkommet, jeg har mindre tid end nogensinde, men på baggrund af Self-Immolation Suite afser jeg et helt afsnit til Federico Avilas (Abysmalist, Primal Rites) brutale old-school dødsprojekt. Unurnments riffs er virkelig i særklasse – det lykkes konstant for Avila at kombinere kompleksitet, mindeværdighed samt nådesløs brutalitet, og demoen her er pakket med topklasse-riffs. Der er ingen selvironisk distance, som man ellers undertiden finder i brutal dødsmetal, kun oprigtig hengivenhed til kildematerialet: Nemlig at sætte ild til sig selv og brænde ihjel. Demoen er i øvrigt et kort konceptalbum opdelt i fem sange, og det virker forbløffende godt. Højeste anbefalinger herfra. Og se lige det omslag – grufuldt.

Sovereign – Neurotic

Vores norske naboer lader til at have et kollektivt talent for thrash, og det er med dét in mente, at vi vender opmærksomheden mod Sovereigns første EP, Neurotic. Bevares, EP’en består af en demo fra 2019 og en single fra 2018, men igen stiller jeg kunst over regelrytteri. Det var trods alt på grund af denne opsamling fra Redefining Darkness, at jeg hørte om bandet. Sovereign spiller ekstremthrash med inspiration fra midtfirsernes dødsmetalboom – old-school, råt, voldeligt og så hurtigt, at gruppen kun med det yderste af neglene holder sammen på stykkerne. Selvom det er de første fire sange, gruppen har udgivet, er sangskrivningen fornemt idérig og meget mere end blot en samling riffs (selvom den også er en samling riffs). Lyt til ”Paroxysm of Madness” for årets opvisning i groovet dødsthrash.

Dødskvad – Krønike I

Dødskvad deler et medlem med Sovereign ovenfor, og det var vistnok også derfor, jeg hørte om dem. Krønike I er deres debutdemo, som heldigvis er tilgængelig digitalt på bandets egen Bandcamp-side, selvom den er udgivet på Caligari Records. I tråd med meget af nævnte pladeselskabs musik har Krønike I en udpræget beskidt undergrundslyd, og navnlig vokalen er en rumklingende og tonløs raspen, som var ejeren netop genopstanden efter en rum tid i sarkofagen. Dødskvad spiller dødsmetal, men med en del inspiration fra klassisk heavy metal – der er både harmoniske riffs, galoptrommer og massevis af leadguitar blandet med lyden af støvet gravkammer. Derudover har flere brudstykker en rimeligt doomet karakter, mens passager af stemningsfuld synth gør det svært at gætte, hvilken retning bandet vil gå fremadrettet. Men det skal vi tids nok finde ud af.

Evoker – Evil Torment

Jeg har altid et eller andet black/thrash-album i bevidstheden, og australske Evoker har udfyldt rollen i anden halvdel af 2020. Trioen har hele pakken af skarpslebne økseriffs, sylespidse hooks og pigbesatte punkbeats, men det er navnlig vokalen, jeg mindes, når jeg tænker på albummet. Quinlan har et barsk og barbarisk growl, som søler ørerne til i rabiesbefængt fråde, og produktionen har skubbet ham godt frem i lydbilledet (på bekostning af trommerne, men lad gå). Evil Torment er gruppens debutminialbum (efter en demo i 2018) og er tilgængeligt på alle formater fra svenske Blood Harvest.

Evulse – Pustulent Spawn

Ørk, det her er stinkende ulækker dødsmetal af værste skuffe, men jeg har en forkærlighed for denne type råddenskab, og Evulse gør det helt spektakulært på deres blot anden demo siden dannelsen i 2018. Medlemmerne kommer med rigelig erfaring fra øvrige bands, blandt andre Acephalix, Mortuous og Skeletal Remains, hvilket bidrager til forklaringen på, hvordan Pustulent Spawn kan være så forbandet god. På en måde minder Evulse mig om sidste års split mellem Devoid of Thought og Undeath, idet deres musik både har svævende kosmiske akkordriffs og møgtunge tilsølede grooves – sidstnævnte tilsat lidt af Demilichs superunderlige guitararbejde. Egnet til fans af Undeath, Void Rot og naturligvis Undergang.

Almyrkvi / The Ruins of Beverast – Split

Jeg fandt vistnok denne split, mens jeg rodede rundt i kataloget fra det tyske undergrundslabel Ván Records. Jeg kendte i forvejen The Ruins of Beverast, et énmandsprojekt tilhørende en vis Alexander von Meilenwald, på baggrund af det højt roste album Exuvia fra 2017. Her forenes von Meilenwald med den islandske duo Almyrkvi, som tæller medlemmer fra Sinmara og Slidhr, og som for mig var total ukendt. Almyrkvis version af black metal viser sig at være atmosfærisk, men ikke på den naturdyrkende måde, som man ellers forbinder med adjektivet. I stedet bygger de gennem nøje valg af virkemidler en kvælende og majestætisk atmosfære op, som har en del tilfælles med moderne dødsmetal. Nedstemt, dissonant guitarværk kombineres med langsomt tempo og en tonstung indsats fra trommesættet for at mase luften ud af lytterens lunger, mens keyboard bruges på lige fod med de øvrige instrumenter for at skabe en storslået lyd (og et par hooks).

Som nævnt kendte jeg The Ruins of Beverast overfladisk, og vidste, at musikken låner inspiration fra oldnordiske ritualer. Hvordan fanden skal det tolkes? Mit bedste råd: Lyt til ”The Grand Nebula Pulse” fra nærværende split. Sangen er tretten minutters total trance, båret frem af et dramatisk messende kortema og skænket støt fremdrift af et ritualistisklydende trommesæt. Rent strukturelt er sangen helt vanvittigt simpel, og det er utroligt, hvor fængslende en dynamik kunstneren skaber på så minimalistisk en struktur. Og så i tretten minutter! Nå, men Beverasts side indeholder én sang til, den mere traditionelt instrumenterede ”Hunters”. Her benytter von Meilenwald heftig rumklang – især på guitaren – for at skabe en omfangsrig atmosfære, men sangen har nogle anselige overraskelser undervejs. Begge kunstnere på denne split lader til at have gang i deres helt egen fortolkning af doomet, atmosfærisk black metal, og jeg er vild med det. The Ruins of Beverast har i øvrigt et fuldlængdealbum i pressen, som skulle udkomme i februar.

Cryptic Shift / Replicant / Inoculation / Astral Tomb – Chasm of Aeons (Split)

Udgivelser som den her illustrerer, hvorfor jeg elsker splitformatet. Blood Harvest har forenet fire sci-fi prog/tech death-bands på en enkelt split af ustandselig og omskiftelig sindsforkneppelse, der sætter lytterens mentale sundhed på prøve. Cryptic Shift åbner med nærmest bevidsthedsudvidende guitarværk, hvor hårde, hånddæmpede riffs møder atonal tapping. Under hele sangen veksler gruppen mellem underligt og harmonisk, voldsomt og smukt; den første af fire mesterlige præstationer. Næste levende billede er Replicant, hvis stil fra begyndelsen af låner atonalt akkordspil fra Voïvod og efterfølgende bringer endnu mere dissonans i spil, før et monstertungt Demilich-groove dukker op fra det omklamrende mørke. Sangen slutter af med et regulært breakdown; så har man sgu hørt dét med.

Inoculation minder mest om Cryptic Shift i deres guitartekniske tilgang til rumdød, og deres sang er på én gang hæsblæsende, tonalt forkastelig og umuligt hookfyldt. Guitarerne har fat i styrepinden og kaster den hid og did uden tanke for passagererne, men retningen er langt fra planløs, og denne passager nyder i hvert fald turen. Astral Tomb indtager pølseenden og runder af med en tung og rå moppedreng af sci-fi-doom, hvor guitarerne kryber rundt som orme i øregangene. Vokalen er uhyrlig, som Blood Incantation frarøvet ethvert forsøg på tilbageholdenhed, og selvom der er forrygende morbide temaer fra de høvlende guitarer, er vokalen højdepunktet i musikken for mit vedkommende.

Chasm of Aeons leverer kolossal hittepåsomhed fra fire formidable moderne dødsmetalbands. Cryptic Shift debuterede med Visitations from Enceladus tidligere i år; Replicant har et debutalbum og to EP’er i bagagen i de seneste år; Inoculation har et debutalbum fra 2018 og en EP fra 2019 at lytte til, og Astral Tomb er aktuelle med en kommende EP, Degradation of Human Consciousness, her i januar. Split'en her er ikke tilgængelig på youtube, så jeg henviser til Blood Harvests Bancamp-side som linket til ovenfor.

Boblere

Boblerne er egentlig ikke værre eller bedre end de album, der får et afsnit for sig selv. Som regel er det enten udgivelser, jeg ikke kunne finde tid til at skrive mere om (Unurnment sidste år), eller udgivelser, der kun rummer to sange.

Deconsekrated – The Hidden Paths: Tosporsdebut fra chilensk duo. The Hidden Paths er imponerende hvirvlende dødsmetal, som primært dyrker Incantation og minder en del om Dead Congregation.

Writhing – Eternalised in Rot: Endnu en tosporsdebut. Moderne og progressiv dødsmetal fra Australien med rødder i 90’ernes New York-scene. Der foregår virkelig meget på Eternalised in Rot, og demoen her er blevet genudgivet på vinyl af Blood Harvest, som vist også har lovet et fuldlængdealbum.

IIIXK – Demo 2020: Russisk black metal-demo med fire numre, deraf en intro og en outro. Musikken fornøjer med okkult atmosfære på kanten af sindssyge, hvilket vokalen afspejler fremragende. Alt for sjældent fremhæver jeg trommerne, men læg mærke til især bækkenerne her. Helt utroligt.

Carnal Ruin – The Damned Lie Rotting: Svensk-inspireret Florida-død – groovet, hårdtslående og med en afsindigt brutal vokalpræstation.

Tilføj kommentar