all gallows

Boomer Bloggen – Ingen rust her

Rust In Peace www.megadeth.com

Rust in Peace fylder 30

Der er visse bands, der har et skæbnefællesskab, og som altid bedømmes i forhold til hinanden: Var du Slade- eller Sweet-fan? Gasolin’ eller Shu-Bi-Dua? Stones eller Beatles? Eksemplerne er mange, selvom listen her måske nok mest indikerer denne bloggers alder, og det mest oplagte par inden for metallens verden er utvivlsomt Metallica vs. Megadeth. Efter sin mildt sagt uelegante fyring – inklusive en Greyhound busbillet retur til Californien – netop da Metallica stod på tærsklen til gennembruddet, var Dave Mustaine en mand på en mission: vred, bitter og optændt af et uhæmmet begær for at sætte Metallica på plads – og umiddelbart havde manden jo en pointe. For med fire af sine sange på Kill ’Em All og to på Ride The Lightning var hans indflydelse på det tidlige Metallica jo tydelig for enhver (Dave Wrote ’Em All, som nogle Metallica-hadere spydigt påstår, har det nu aldrig været i nærheden af). Men nemt var det ikke ligefrem. Selv ikke Cliff Burtons tragiske død i 1986 kunne stoppe rivalernes ubønhørlige march mod metalherredømmet, og samtidig var Dave og Megadeths vej til succes belagt med utallige forhindringer, især skabt af chefens heftige temperament kombineret med voldsomt alkohol- og alt-muligt-andet-misbrug. Kvaliteten i udgivelser og koncerter var derefter. Live vidste man aldrig helt, om det ville blive fugl eller fisk – det oplevede jeg selv i 1986, da Megadeth i deres anden hjemby, Oakland, varmede op for Motörhead. Det mest mindeværdige fra Megadeths sæt den aften var, da Lemmy og de andre motorhoveder gik på scenen klædt i kardinalrober og smed dildoer i hovedet på Dave og kolleger. Resten var i min erindring noget usammenhængende rod.  

På plade var det også ujævnt. Debuten i 1985 Killing Is My Business… var rå og lovende, men temmelig primitiv ift. genrens foreløbige benchmark, Ride The Lightning, der endda var udkommet året før. Og så var coveret i øvrigt helt håbløst. Peace Sells… i 86 var fremragende, men kunne alligevel ikke leve op til mesterværket Master of Puppets fra samme år, og i 88 gik det (i hvert fald kunstnerisk) ned ad bakke med den ikke særligt vellykkede So Far, So Good… So What? Hvor var alle de fede riffs blevet af? Jeg og mange andre på Metallicas side i rivaliseringen kunne således fortsætte med vores fast forankrede tro på, at Megadeth ikke var i nærheden af rivalerne. Men den tro skulle snart vise sig at blive voldsomt udfordret.  

De fem bedste thrash-album nogensinde?

For 30 år siden, mere præcist d. 24. september 1990, udgav Megadeth endelig et album, der kunne hamle op med Metallicas bedrifter, nemlig mesterværket Rust In Peace. Hvis man, som det er kommet på mode visse steder i den danske metalmedieverden, kun skal høre fem thrash-plader, så er det uden for enhver tvivl, at Rust er en af dem (de fire andre er naturligvis Ride, Puppets, Reign og Seasons, men det kan vi måske vende tilbage til en anden god gang. 

Siden starten i 1983 havde Megadeth været et band i konstant forandring, ikke mindst på grund af det førnævnte og i stigende grad eksorbitante forbrug af ikke 100 % lovlige nydelsesmidler. I 1988 måtte de af samme årsag droppe ud af Monsters of Rock-turen i Europa med bl.a. Iron Maiden og Kiss, og først derefter lykkedes det i 1989-90 endelig Mustaine at samle sit ultimative lineup: Med (næsten) altid trofaste Dave Ellefson på bas, virtuosen Marty Friedman på guitar og den tidligere ’drumtech’ Nick Menza på trommer fik Mustaine endelig en gruppe, der kunne leve op til alle hans musikalske ambitioner. Sangene var skrevet og øvet til perfektion, længe inden de gik i studiet, så nu manglede de bare en producer med pondus til at holde styr på de store egoer med allehånde misbrugsudfordringer. Her kom stjerneproducer Mike Clink så ind i billedet. Clink er nok mest kendt for sin kæmpesucces med Guns ’n’ Roses’ Appetite for Destruction i 1987 og måske mindre kendt for sin næsten lige så store fiasko med Metallica, der efter få uger i studiet i 1988 fyrede ham som producer på And Justice for All… Hvad han rent faktisk bidrog med på Rust In Peace, er dog mere omdiskuteret. Ifølge Mustaine var Clink primært optaget af at indspille Use Your Illusion med Slash, Axl og de andre banditter i studiet ved siden af, og det var derfor Dave selv og studieteknikeren Max Norman, der stod med ansvaret. Uanset hvad, og hvem der så ellers kan løbe med æren, så lykkedes det på nærmest mirakuløs vis for gruppen ikke bare at arbejde sig igennem alle stofproblemerne, men også at lave et af de bedste metalalbum i genrens brogede og fantastiske historie.   

Holy Wars…? Holy shit!

Først og fremmest forener Rust In Peace overlegen teknik, aggression og sans for melodi som få andre album, jeg kan komme i tanke om, og da slet ikke i samtiden. Dream Theater fx var dengang ret ukendte og havde bare udsendt et enkelt album, mens Death stadig kun havde taget små skridt mod den tekniske og progressive dødsmetal.

Allerede på første sang ”Holy Wars… The Punishment Due” blev barren sat ufatteligt højt, og der blev den så stort set hele albummet. ”Holy Wars…” var nok Mustaines svar på ”Master of Puppets”, men han var ikke tilfreds med bare en enkelt klassiker. Utraditionelle sangstrukturer, soloer fra en anden verden, omskiftelighed, aggressioner, og så var der kun to sange med egentlige omkvæd. Samtidig var det meste af det ekstremt fængende, for der var også noget andet end ’bare’ sublimt teknisk niveau. Da Heavymetal.dk interviewede Dave Mustaine i forbindelse med Megadeths koncert i Royal Arena i 2018, og jeg anførte, at Megadeth var ’a groovy band’, gloede Mustaine åndssvagt på mig, for Megadeth spiller da ikke groove metal! Fair nok, men selv Megadaves afvisning får mig ikke til at trække i land: Hovedriffet i ”Tornado of Souls” og versene i ”Lucretia” er bare to eksempler på noget, der swinger eminent og i den grad har masser af ’groove’. Og bare fordi Dave har skrevet skidtet, behøver han jo ikke at have ret i, om det har ’groove’ eller ej! Og hvad med bassen på ”Dawn Patrol”? Det nummer er godt nok skrevet af den anden Dave og er det eneste nummer, der kan betegnes som fyld på Rust, men det ændrer jo ikke på, at det gynger helt fantastisk. Over det hele svæver så Mustaines vrede og paranoide tekster, som man i dag godt kan forestille sig, er hjulpet på vej af det heftige stofindtag. Selve albumtitlen blev dog inspireret af et klistermærke, Mustaine så på en bil: ’May all your nuclear warheads rust in peace’. Selv i 1990, hvor Berlinmuren var faldet, var den kolde krig jo altså ikke helt forbi endnu, og det var ikke kun unge metalmusikere, der var påvirket af truslen om atomragnarok dengang.

Selv Torben Ulrich måtte overgive sig

Alt i alt betød Rust In Peace, at selv den mest forbenede Metallica-fan måtte overgive sig og indrømme, at Megadeth for første gang var på samme niveau som deres evige rivaler. Albummet blev da også modtaget med stor begejstring og helt fortjent nomineret til en Grammy. Men ak. Megadeth blev i den grad snydt, da Metallica i 1991 fik prisen for ’Best metal performance’ for deres Queen-cover, ”Stone Cold Crazy”. Det var endda ikke første gang, Grammy-komiteen fuckede metalverdenen op. I 1989 vandt Jethro Tull som bekendt helt uforståeligt foran Metallica i Hard Rock/Metal-kategorien, og nu skulle Metallica åbenbart vinde for enhver pris. Det gik så ud over Megadeth, hvilket var starten på et særdeles anstrengt forhold mellem Mustaine og The Grammys. Hele 12 nomineringer skulle det blive til, før Megadeth endeligt vandt med Dystopia i 2017, og det blev selvfølgelig til tonerne af Master of Puppets, da Dave & co. skulle hyldes på scenen. Men OK, den skrev Dave vel også eller hvad…?

Men altså, fire år forsinket nåede Megadeth så endelig op på Master of Puppets-niveau, men Metallica var allerede på vej videre og udgav som bekendt Metallica året efter. De efterlod dermed endnu en gang Dave på perronen med indebrændte ambitioner. Megadeths forsøg på at leve op til standarden fra ’the black album’, Countdown to Extinction fra 1992, fejlede absolut ikke noget, men viste alligevel, at Mustaine igen halsede efter Lars og James. To af de store thrash-bands forlod med andre ord stille og roligt (eller alt efter temperament: dramatisk) thrashen, og det er da også en kendt sag, at genren som helhed fik et seriøst tilbageslag i 90’erne. Der udkom da absolut gode thrash-album i det årti, men den debat skal vi ikke ind på her. Var Rust In Peace så dermed det sidste store thrash-album? Faktisk ikke, måske var det endda ikke engang det bedste i 1990, men det kommer vi måske ind på senere på sæsonen… 

Tillykke med fødselsdagen, Rust In Peace, du er en legende.

logo

Boomerens fem essentielle thrash-album, der ikke kommer fra the big four:
 

Destruction - Eternal Devastation

Death Angel - The Ultra-Violence

Voivod - Killing Technology

Pestilence - Malleus Maleficarum  

Artillery - By Inheritance

Tilføj kommentar