Tung udflugt
Canadiske Heavy Trip debuterede i 2020 med deres eponyme album, et navn, som trioen efterlever. Det er tungt og viderefører alt ’Iommi’ uden ham den hænderrystende realitystjerne. Heavy Trip er nemlig instrumentalt. Ikke ligefrem en genre, der plejer at være ophidsende eller byde på originalitet. Metallica har til ren perfektion vist, hvordan instrumentale metalhymner skal skæres, men de har aldrig udgivet et rent instrumentalt album. Men det er der et helt ocean af bands, der gør sig i, som Monkey3, Stonerhenge, Bongripper, og i en lidt anden genre, men stadig instrumentalt, Steve Vai og Joe Satriani. To ekvilibrister, der trækker store veksler på tålmodigheden med deres overgjorte lir. Heavy Trip træder således modigt ned i en afgrundsdyb sump.
Iommi uden Ozzy
Liquid Planer lyder, som om Iommi havde lavet et album i stil med Steve Vai eller Satriani. Og Iommi er ubestridt riffsnedker numero uno. Manden er et geni på højde med Hendrix. For ham gælder det ikke om at smide en milliard toner ind på kortest mulig tid, hans tilgang er mere psykedelisk. Tror pokker, når man tager Black Sabbaths indtag af stoffer i betragtning. Heavy Trip følger klogt samme plan, så selv når de spontant hugger speederen i bund, har deres soli stadig meget til fælles med riffgudens. Et godt eksempel er afrundingen af ”Silversun”. Og så er det ikke en gang deres største trækplaster. Musikken har udgangspunkt i tunge melodiøse riff, der omgående tager lytteren med. Starten af titelnummeret er direkte smukt, en struktur, som truppen klogelig lader nummeret danse frem og tilbage i. Det skifter mellem talende, rytmiske sekvenser og semifortællende guitarmelodier. Okay, ind imellem kunne de godt slide et par sekunder af en solo hist og pist, men når rytmesektionen leverer en svingende og ikke mindst melodiøs fortælling, er der vel ingen grund til at stoppe før tid? Og det gælder under samtlige leads. Det er en gudsbenådet rytmesektion. Bas og trommer lever i hver deres univers, guitaren også, og når de tre universer svinger sammen, tordner Tor med Mjølner. Både ”Mudd Red Moon” og ”Astronaut” fyrer basintroer af, der ikke levner Sleep rum til pral. Astronauten ejakulerer ud i et rent guddommeligt rifferi og dykker eminent midtskibs tilbage i introens basgang. Et næsten psykedelisk heksebryg, der ser Matt Pike danse for nethinden. Der er en allestedsnærværende fornemmelse af uhæmmet musikalsk leg, dog altid indenfor rammer af det begribelige og logiske, hvorfor bandet netop skiller sig ud fra mængden. Ud fra den kvælende sump. Det er hverken tilløb til avantgarde eksperimenter eller fusionsrock på trods af musikkens mange lag. Det er en solid, riffbaseret dynamisk sandkasse.
Godnat, Vai og Satriani
Når det kommer til instrumental musik, er Metallica de ubestridte konger. ”Call of Chtulu”, ”Orion” og ”To Live Is to Die” (ja-ja, lille Brian, du har ret: Hetfield reciterer Burtons digt til slut). Der er stadig et godt stykke vej op til det høje niveau hos Ulrich & Co., men det er første gang, at et instrumentalt album godt kunne være fire timer længere. Ren ekstase.
Kun under tvang er jeg tidligere nået gennem et instrumental album. Det har ikke været nogen fornøjelse. Uanset om vi nu taler om Vai, Satriani eller en helt tredje. Og måske var det allerede ved ekvilibristernes tidlige udgivelser nærliggende at tænke i deres pensionering. Med talenter som Heavy Trip bankende på døren burde de aldrende herrer mærke koldsveden springe.