Frø-slam i hopla

Crazy Frog har haft en seriøs livskrise. Det hele begyndte, efter han frø-snappede af frøkenen, og hun tog haletudserne med sig efter skilsmissen. Derefter gik hans liv lidt i kaj-kage, og hvad er det mest naturlige at gøre, når ens tilværelse går i frøerne? Man starter da et deathcoreband! Frog Mallets frømænd er fra Amerika og har komponeret slamming deathcore med padde-tema siden 2020. Den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones sagde som bekendt ‘they’re putting chemicals in the water to turn the frickin’ frogs gay’. Der må have været nogle helt særlige kemikalier i det vand, som forsanger og guitarist Sean ’Frog’ McCormack og bassist samt trommeslager Anton ‘Sledgehammer Salamander’ Picchioni slukker tørsten i. Nu har bandet sat frø med et nyt album, Consumed By Frogs. Gør dig selv den tjeneste at besøge deres hjemmeside, hvor du både kan høre dem sige et kvæk ved at lytte til albummet og kvase fluerne på skærmen. Jeg er nu spændt på, om denne slam-padde bliver til en prins efter et kys, eller om eventyret forvandler sig til en blodig slasher instrueret af John Waters. 

En tungt tudende tudse

Vi begynder i sumpen, hvor rigtige frøer først giver en demonstration af guttural kvækken. Deres parringskald overdøves dog hurtigt af vokalens mastodont-tudse, hvis kvækken enten kunne tiltrække eller afskrække alle padder i området. På sange som “EAT BUG” har Sean aka ‘Frog’ i den grad fået en tudse i halsen, og hans slam-vokal lyder som en slamsuger. Her viser bandet deres højlitterære skriveevner med poetiske, floromvundne vers såsom ‘I will eat a bug/ I will eat a bug/ I will eat a bug’. Ja, det er jo ikke poetry slam, men frog slam. Det hele er lidt en joke, og slam skal generelt helst spilles med et glimt i øjet. “Megalofrog” har en kort sekvens fra temamelodien fra Jaws, men her er det ikke en megalodon, som man skal turbo-crawle væk fra, men simpelthen en kæmpepadde, der vil kvase os under sin massive bug. Således bæres humoren også videre i melodierne, der ellers bliver en anelse ensformige, for efterhånden har man hørt rytmerne tudsende gange før. At kritisere slam for at være ensformigt er lidt ligesom at kritisere stranden for sand. Sandet spreder sig hurtigt til enhver afkrog af dit korpus, og måske sætter det sig endda i tænderne, men det er et vilkår ved stranden, som man må acceptere. Ligeså med slamming deathcore. Dog er Frog Mallet blandt de bands, som forstår at skabe variation midt i monotonien, og særligt på “SNACK TIME” slæber tempoet sig tungt gennem sumpen med tudsemørke toner. Bassen tynger lydbilledet yderligere ned med sin fuzzfyldte distortion, og beatdown-rytmerne slår lytteren helt ned i mudderet. Der er stærke elementer af rødderne fra crustcore, når bandet viser, hvor beskidt en frø kan kvække et kvad. Der kommer en anelse variation i vokalen på “Boiled in a Pot”, og det er kærkomment. Hver frø synger med sin mund, og denne frø må have en kæmpe kvækkepose, når den kan skabe så raspende og dybe growls samt … frog-squeals? Deres frøgimmick er næsten for gennemført. Selv hvis man ser bort fra de mange platte paddejokes, er der dog tale om gedigen slam. Albummet har generelt en fin fremdrift, selvom energien halter på dets sidste halvdel. Efter “BFBD2” blev jeg lidt træt af den alt andet end højintellektuelle humor, men så hoppede “Krungus Wungus The Humungus” tungt ind i lydbilledet. Man skulle ikke tro, at vokalen kunne blive mere guttural, men denne sang viser, hvor dybt i mudderet den tonsende tudses toner kan synke. Vi springer dog hurtigt videre i frøhop, og desværre har Frog Mallet ikke spræl nok i frølårene til at holde det høje niveau. For slam er det et ret langt album, og med sine mere end fem minutters spilletid er “Overgrown Obscurity” noget af et særsyn. Her har de hevet Creeping Death med, og selvom det samarbejde giver mening på papiret, fungerer nummeret ikke for mig. Særligt trommesiden lyder til tider som en hardcoretromme, som har haft et hårdt liv og fået sit gode skind banket ud. Vi bevæger os lidt for langt ud af slammens sumplandsskab, og intet nummer inden for en genre, der slutter på -core, behøver at være så langt. Frog Mallet kunne således få mere spræl i albummet, hvis de huggede en hæl og et lår hist og her. 

It’s not easy being dead(core)

Man skal kysse mange frøer for at finde sin prins, men man skal nok sige tak, men nej tak til denne padde. Hvis du ikke kan lide slam, vil du hade det her. Netop derfor kan jeg ikke lade være med at holde af det. Frog Mallets frøkorps har i sandhed galvaniseret frøen og skabt et album med dødssprællende energi. Der kommer ikke nogen prins ud af at kysse denne bevortede tudse, men til gengæld inficerer bandet dine ører med crusty frogcore. Man skal acceptere den humoristiske undertone og det ofte underlødige tekstunivers, der hører til genren, men i forhold til andre artister er Frog Mallets beskidte humor relativt underspillet. Vokalen er imponerende med sin raspende kvækken, mens den anden halvdel af albummet mangler en del dybde i sine instrumentale dele. Desværre bliver Consumed By Frogs lidt for langt, for ens ører begynder at bløde pudsbefængt ørevoks efter for lang tids lytten til corens ‘brown notes’. Hvis albummet var en del kortere, og vokalen holdt sit dybt kvækkende toneleje fra “Krungus Wungus The Humungus”, ville der dog ikke være mange fingre at sætte på det. ‘It’s not easy being green’, siger frøen Kermit, og det er ikke nemt at være frø på dette album. Kermit ville bestemt ikke overleve et møde med Frog Mallet, og jeg selv slap også kun igennem med nød og næppe. Hvis du godt kan lide sonisk tortur, vil dette album bestemt være noget for dig.