Michael Schenker's Temple Of Rock gæster Amager Bio 3. februar

Michael Schenker's Temple Of Rock Michael Schenker's Temple Of Rock

Den tyske stjerneguitarist er er tilbage mere veloplagt end nogensinde med sin seneste hardrockeksplosion, Michael Schenker's Temple Of Rock, som gæster Amager Bio 3. februar 2016.

Michael Schenker har en lang og hæderkronet musikkarriere bag sig. Han er den yngre bror til Scorpions' Rudolf Schenker, og det er da også storebroderens påvirkning, der fik ham til at spille guitar. Han blev allerede som barn så dygtig, at han som 17-årig kunne albumdebutere med Scorpions på pladen 'Lonesome Crow' i 1972 (Som også var bandets debutplade). 

Herefter blev Michael Schenker leadguitarist i det engelske hardrockband UFO, og den post beholdte han til 1978. Herefter vendte han for en kort stund tilbage til Scorpions (På 'Lovedrive'-albummet og den efterfølgende turne). Han var efterhånden blevet et etableret navn som superguitarist og dannede i 1979 Michael Schenker Group – M.S.G. – der til trods for et kunstnerisk højt niveau, led under en del personaleproblemer. Det førte i 1986 til McAuley Schenker Group, for i 1996 at blive gendannet. I mellemtiden vendte han også tilbage til UFO, hvor han var med on/off til begyndelsen af det nye årtusind.

I 2011 dannede han Michael Schenker's Temple of Rock, og det er i den konstellation at vi vil kunne møde ham til vinter i Amager Bio. Det er i øvrigt en stjerneparade af musikere vi har med at gøre: Francis Buchholz og Herman Rarebell (begge Scorpions), Wayne Findlay (M.S.G.), Doogie White (Rainbow) og i sagens natur Michael Schenker. Turneen bygger videre på kanonudgivelsen fra 2015: 'Spirit on a Mission'.

Tilføj kommentar