Crusty krummer
Både mormors røvballegardinsunderbukser og en g-streng af sparsomt stof fløj gennem luften, da publikum tog imod det danske punkband X Teenage Rebels. De blev introduceret med en kort varedeklaration om, at klare holdninger var en af hovedingredienserne i skorpen på deres knasende crusty punkbrød. De politikallergiske blandt publikum, der var intolerante for det gluten, der skabte sammenhængskraft i bandets protestdej, fik således mulighed for at fordufte, hvis de ikke kunne lide lugten i bageriet. Og så kunne man ellers undre sig over, hvorfor de overhovedet var troppet op til en punkkoncert. X Teenage Rebels har leveret holdningsmættet punk på modersmålet, siden debuten Still Rebel! udkom i 2013. Dernæst udkom Det Brænder På sidste år, som vi her på redaktionen kastede 8 kranier efter. Salen var fyldt, scenelyset funklede, og publikum var beredte på at få øregangene gennemæltet: Nu skulle det blive spændende, om bandets skorpe stadig kunne knække kapitalismens guldtand, eller om tiden har fået dem til at smuldre til krummer af hvidt (skidt) brød uden bid.
X Teenage Rebels
Ingen punk uden politik
Forsanger Manon er en af arrangørerne bag Copenhagen Metal Fest, og man kunne klart mærke hendes glæde ved at være der. Selvom ingen i bandet længere er teenagere, manglede de på ingen måde ungdommelig energi. Guitaren fulgte ikke altid det helt samme tempo som de andre instrumenter, men det behøver den jo egentlig heller ikke, når vi har med denne genre at gøre. Som Manon sagde: ’Det skal ikke stemme, det er punk!’. X Teenage Rebels spillede således klassisk pånk (med å). De havde masser af humor med på scenen, som da guitarist Matthias Petersen tiggede publikum om at købe deres merch, så de ikke behøvede at få et arbejde igen – ’for jeg vil ikke med!’, udbrød han, inden de begyndte at spille sangen af samme navn. Deres nærvær på scenen var karismatisk og autentisk, og særligt “Reklamernes magt” er blevet en ørehænger, hvis omkvæd har piercet min hjernebark, så det kører på repeat og skaber ekko i tomrummet mellem mine ører, mens jeg skriver dette. Velklingende var det ikke, men det var ægte. Nok var de underbenklæder, der blev kastet efter bandet, øjensynligt rene – men det var bandets punk heldigvis ikke! Dog måtte deres budskaber gerne have stået endnu klarere på barrikaderne. Det havde for eksempel været på sin plads mere klart at råbe op om Palæstina (uanset publikums holdning hertil) i stedet for at gå om den varme grød, som da konferencieren ved koncertens introduktion ikke nævnte nogen navne, men blot kritiserede ’nogle magthavere’. Vi ved jo alle, hvad vi taler om, så lad os få svesken på disken og så bagefter smadre den i smasken på dem, der vil beskære punkens politiske rødder. Så kan vi altid tale pænt om det bagefter.
Der er mange af mine vante kritikpunkter, som bliver sat ud af kraft, når det kommer til punk: Numrenes tempoopbygning lignede hinanden (fordi det er pånk), ingen af instrumenterne spillede i helt samme takt (fordi det er påånk), Manon ramte ikke altid tonerne lige rent (fordi det er pååånk), mens trommen faktisk næsten var for taktfast, hvilket sgu ikke er særligt punk! Næste gang må trommeslager Lars lytte til “Reklamernes magt” og gøre det, han er bedst til – arh, måske ikke direkte drikke sig ihjel, men i hvert fald få et par bajere mere indenbords før koncerten.
Flere trusser, tak!
’Vi er nok det band, der spiller flest sange på kortest tid’, sagde Manon, og der var muligvis noget om snakken. X Teenage Rebels nåede igennem størstedelen af (hvis ikke hele) deres diskografi, og alligevel var man efter koncerten sulten efter mere crust og kraft. Måske skal vi bare kaste endnu flere underbukser efter dem for at sende dem i studiet og skabe mere materiale – men husk nu at købe trusserne i genbrug, så det hele ikke går til i sanseløs forbrugerisme og fast fashion! For det ville jo ikke være særligt påååånk.
