De få, der var mødt op, havde en hyggelig aften
På denne regnfulde aften var der mødt cirka tres mennesker op på Tobakken i Esbjerg. Ikke noget prangende fremmøde, da den lille sal vel kan rumme omkring tre gange så mange. Når det er sagt, så bidrog det beskedne antal publikummer i virkeligheden til en særdeles hyggelig stemning, og man kunne faktisk høre folk skåle og småsludre indbyrdes imellem numrene.
Patron
De lokale skarpskytter i Patron var blevet valgt til at skyde aftenen godt i gang. Patron består af tidligere medlemmer fra Anoxia og Viva la Wolfe og spiller oldschool stoner/doom. Noget, jeg lagde mærke til, da bandet fremførte første nummer, var, hvor meget bassen fyldte i lydbilledet. I løbet af de tredive minutter, esbjergenserne spillede, gik det så op for mig, at det ikke var et resultat af en halvhjertet lydprøve, men tværtimod en integreret del af Patrons lyd. Dette understregedes da også i sidste nummer med noget så sjældent nu til dags som en bassolo med effektpedal. Forsanger Gessner Roland brændte virkelig igennem og fremstod uimodståeligt talentfuld. Han lød det ene øjeblik som Layne Staley (Alice in Chains) og det næste som Kory Clarke (Warrior Soul). Publikum vuggede lidt med til de langsomme og slæbende rytmer, og jeg så mere end et par anerkendende nik rundtomkring i salen.
Desværre var der underligt mørkt på scenen, og det var faktisk til tider decideret svært at se bandet. Det skulle vise sig at være et problem, som ikke forsvandt i løbet af aftenen. Det lys, som skulle lyse på musikerne, pegede simpelthen for meget nedad, hvilket betød, at der kun var ordentligt lys på kunstnerne, når de stod helt fremme på scenen. En scene, som kun var cirka seks meter bred, gjorde så samtidig mulighederne for at bevæge sig rundt ret begrænset.
Transport League
Kan man bare lave sin egen genre?
Svenske Transport League blev dannet i 1994, og udover en lille pause fra 2005-2009 har gruppen haft en opadgående popularitetskurve fra at udgive uafhængige, selvfinansierede album til den nuværende kontrakt med Black Lodge Records, hvorpå seneste plade, We Are Satans People, udkom i fjor, bandets tiende.
Som det fiktive band Impaled Rectum fra Heavy Trip-filmene, der spiller ’symphonic post-apocalyptic reindeer-grinding, Christ-abusing, extreme-war-pagan Fennoscandic metal’, ja, så har Transport League også patenteret deres helt egen subgenre: ’blood sucking filthy rotten cosmical satanical super evil boogie from Hell, baby’! I hvert fald hvis man skal stole på de ølcoasters, der var smidt på de små runde caféborde, der stod i salen. En cool lille stemningsgivende gimmick, ikke desto mindre.
Solidt band og et par modige mænd
Én ting er sikkert: Tempoet steg gevaldigt, da Transport League entrerede scenen, blot femten minutter efter Patron havde forladt den. Første nummer var ekstremt højt, men det blev der heldigvis hurtigt rettet op på. Forsanger Tony Jelencovich proklamerede tidligt, at han var dansk gift, havde bopæl i København, kunne tale en smule dansk, og så var tilliden da også etableret. Der var dog ikke den store fysiske aktivitet at spore hos tilhørerne; lidt sporadiske hop på stedet og et par ufrivillige vip med hoften blev det da til på de mere dansevenlige numre som ”Swing Satanic Swing” og ”Holy Motherfucker”. Først henimod slutningen af koncerten vågnede et par gutter op (som jeg gætter på, havde taget fri dagen efter). De smed trøjerne og forsøgte at starte en fest helt oppe foran scenen, et morsomt indslag, hvilket jeg også fornemmede, de fire svenske musikere tog det for. Bandet spillede tight i fem kvarter, inklusive et par ekstranumre. Sætlisten var godt sat sammen med ”Cosmical Satanical” og ”Bolivian Dog” taget fra debutpladen fra 1995 op til ”Possesed” og ”Primate Apeshit” fra førnævnte aktuelle album.
Festpotentialet er til at få øje på
Det blev bare aldrig til den helt store boogie woogie-fest i Esbjerg denne aften. Det var ikke bandets skyld, nok nærmere geografien, kombineret med det lave antal fremmødte. Så næste gang, jeg skal til koncert med Transport League, så håber jeg, det bliver på et fyldt svensk spillested, for jeg har på fornemmelsen, at de her gutter godt kan sørge for en gedigen fest.
