Nøj, det’ for børn!
Nogle kalder thrash for farrock. Det var netop, hvad det tekniske thrashband Terminalist i bogstaveligste forstand leverede på Copenhagen Metal Fest, da bassist Mike Sabroe Nielsen havde sin søn med på første række. Der blev sendt flere knuckles og high fives ned til den unge gut, som efter koncerten også fik en ordentlig krammer. Og hvilken familie er bedre at opdrage sit barn i end den altfavnende metalflok? Terminalist spillede dog ikke bare thrash, men hyperthrash! Det er en videreudvikling og modernisering af den klassiske genre med mere tekniske elementer, temposkift og af og til en vis atonalitet. Det er altid forfriskende, når et band tør løsne sømmene i en ellers lidt fasttømret genre og bygge nye konstellationer med de gamle brædder. Dog skal man ikke kun smadre en genre for smadringens skyld, men gerne have en plan for dens genopbygning - og det nytter ikke noget at genoplive et lig, hvis det blot bliver en hjernedød zombie uden retningssans eller noget på hjertet. Det var derfor spændende at se, om Terminalists hyperthrash kunne leve op til hypen.
Terminalist
Løb for dit liv
Der findes ingen bedre løbemusik end en god, gedigen omgang thrash, hvor man kan lade løbeskoene lande i takt til hvert beat per minute. Hvis man løber til Terminalist, skal man dog have fundet spejderknobene frem og binde dobbeltknude på snørebåndene, for bandet kommer vel over 190 bpm. Man blev til tider helt stakåndet af det hæsblæsende tempo, der som en “In The Hall Of The Mountain King” på speed blev ved med at skifte og stige i tempo. Det kunne have været rart af og til at få en pause til at puste ud, og undervejs forekom det konstant høje tempo ledsaget af tonedøvende bækkentonsning en anelse ensformigt. Dog formåede bandet gang på gang at genskabe energien med et boost af legende guitarrytmer - på trods af, at bandet havde mandefald og manglede en af guitaristerne, der desværre var ramt af sygdom. Hvis jeg ikke havde været bevidst herom, kunne man dog have snydt mig til at tro, at bandet spillede med et fuldtalligt lineup, for der manglede intet i lydbilledet. Jeg kan kun forestille mig, hvor mange flere lag, der ville have været i lydbilledet med den ekstra guitar.
Endvidere var det en stor gevinst, at Terminalists tekstunivers tog arven op fra 80’ernes protester mod etablissementet og tingenes tilstand. Flere moderne metalbands har øjensynligt glemt den del af thrashens arv og spiller kun efter genrens form og ikke dens indhold. Den fælde faldt Terminalist dog ikke i. Den socioøkonomiske kritik af samtidens kriser er netop en del af bandets koncept, hvilket er tydeligt på sange som “The Crisis as Condition”. Mens rytmerne løb løbsk, flygtede bandet således ikke fra problemerne, men blev i smerten. Den dybde, der forekommer i lyrikken på sange som “Move in Strife”, blev ligeledes afspejlet i lydbilledet, hvor Nielsen leverede en mørk og velklingende klangbund. Lydbilledets eneste mangel fandtes i forsanger Emil Hansens vokal, der til tider blev en anelse for hæs og manglede den dybde, som bassen præsterede. Den lå meget fasttømret i sit leje, og det ville have skabt mere variation og balance, hvis Hansen af og til havde dykket længere ned i de lavere oktaver.
Metal for store som små
Det er noget andet at komme med far på arbejde, når han spiller i et metalband og ikke blot triller tommelfingre på et kontor. Er det et billigt trick at have et barn med, så man kan vinde sympatipoint hos anmelderen? Måske, men det virker. Her er det også på sin plads at rose publikum, der trods en særdeles livlig moshpit hele tiden passede på drengen, som tydeligvis følte sit tryg blandt de farligt udseende metalhoveder. Svaret på det indledende spørgsmål er således: Ja, Terminalists hyperthrash levede op til hypen, og selvom der var enkelte mindre mangler, kunne man mærke, at bandet består af en flok dygtige musikere, der kan deres kram. Det bliver vildt en dag at opleve dem fuldtallige, når de kan spille så stilfuldt trods mandefaldet.
