DETEKTOREN

Soilwork

Biblioteket, København NV

Officiel vurdering: 7/10

Moshpits, circlepits og stagedive på biblioteket

Bibliotek og heavy metal er normalt ikke noget man forbinder med hinanden, men denne onsdag aften var det biblioteket på Rentemestervej 76 i København der lagde deres koncertsal til rådighed, så det svenske melodiske dødsmetalband Soilwork kunne komme over sundet og smaske 15 fuldtræffere lige i synet på det fremmødte publikum.

Undertegnede ankom til biblioteket lige som sidste opvarmningsband gik af scenen og om de havde varmet publikum godt op skal være usagt, men salen var i hvert fald varmet op og med en temperatur på den gode side af 30 °C så var det som en bageovn at stå i salen. Mangel på udluftning var et problem som heldigvis kunne afhjælpes med kølige pilsnere fra baren.

Soilwork gik på scenen til en næsten fyldt sal og satte sig igennem med det samme med et par særdeles store hits og fik på den måde lukket perfekt op for en fed aften.

Når man som undertegnede har oplevet Soilwork live mange gange, så ved man også at jo mindre sal de bliver bedt om at spille i jo bedre bliver koncerten og denne aften var ingen undtagelse. Bandet var tændt og gav os et ganske fornuftig live gig med alt hvad der hører med. Der var moshpit oppe foran scenen det meste af koncerten og et enkelt stagedive blev det også til. Circle pits blev dannet under koncerten samt et par crowd surfers. Alt sammen med til at skabe en god stemning hvilket bandet fulgte op på med en fed energi fra scenekanten. Forsangeren Björn "Speed" Strid kommenterede flere gange på at det var for dårligt at Soilwork ikke spillede flere koncerter i København nu da de kom lige ovre fra den anden side af Øresund og i den forbindelse gav han en masse stikpiller til arrangørerne fra Copenhell om at få Soilwork booket til Copenhell. Ingen tvivl om at de gerne vil være på plakaten næste år, så nu må vi ses om bookerne fra Copenhell var til stede denne aften eller læser denne anmeldelse på heavymetal.dk.

Lyden i koncertsalen var generelt ganske fornuftig, dog tog det lydmanden et par numre at stille vokalen ind så den lå i samme niveau som resten af bandet og derfra var der stort set ingen problemer med teknikken.

Setlisten var fornuftigt blandet med både nye og gamle sange og ud over Soilworks sædvanlige hitnumre så vil jeg gerne fremhæve nummeret ”Overload”, et nummer jeg normalt ikke syntes hører til noget af det bedste bandet har lavet, men live sad det lige i skabet med en super fed guitar der bare skar igennem hele nummeret.

Alt i alt leverede Soilwork en fed koncert med alt hvad der hører til og de fik publikum med det meste af vejen med deres energiske sceneshow. Eneste minusser var den dårlige lyd i starten og den ekstremt varme sal som var næsten ulidelig hen mod slutningen af koncerten.

Setliste:

  1. The Ride Majestic
  2. Nerve
  3. Chainheart
  4. Crestfallen
  5. Death In General
  6. Tongu
  7. Let This river flow
  8. Overload
  9. Petrichor
  10. Living Infinite I
  11. Bastard Chain
  12. Whirl Of Pain
  13. Rejection Role
  14. Follow The Hollow
  15. Stabbing The Drama

 

 

Tilføj kommentar