The Sisters of Mercy
Som sild i en tønde
Docks er et spillested midt på Reeperbahn i Hamborg, hvis historie går helt tilbage til år 1900, hvor det åbnede som koncert- og udstillingssted og blandt andet havde menneskeudstillinger på programmet. Efter en omskiftelig tilværelse, hvor bygningen måtte holde for som biograf og sexteater, returnerede det til den oprindelige funktion, da det nuværende Docks åbnede i 1988. Selve bygningen har en vis forfalden charme fra sine barndomsår med flotte blyindfattede loftsvinduer, men også 1980’er-reminiscenser med rygekabiner inde i selve salen. Specielt disse og et billetsystem, der mildest talt havde spillet fallit – jeg hørte med mine egne ører, hvordan en gæst fortalte de omkringstående, at man kunne købe billetter ude på gaden, selv om der var udsolgt – da billetterne ikke blev scannet. Spillestedet var så stuvende fuldt, at der var propfyldt helt hen til indgangen. Det var absolut umuligt at bevæge sig, og dem, der vovede at stille sig i kø til baren, måtte belave sig på ventetider på omkring en time. Dette enorme fremmøde vidnede om, hvor populære The Sisters of Mercy stadig er i Tyskland. De engelske goth-rock-veteraner havde taget deres landsmænd fra punk-rock-duoen The Virginmarys med på en tur rundt i Europa, og denne tirsdag den 3. oktober var de altså kommet frem til Docks i Hamborg.
The Virginmarys
Aftenens første band, The Virginmarys, er knap så kendte som hovednavnet, men de har faktisk eksisteret siden 2006, og i 2013 gav de koncert i Beta, så nogle danskere kender måske til disse talentfulde engelske musikere. Salen var allerede meget fyldt, da punk-rock-duoen trådte ind på scenen klokken 20.00 og startede med at fremføre en af sine seneste singler, “The Meds”, fra 2022. I begyndelsen gik sanger Ally Dickatys stemme ikke helt så klart igennem; dette blev dog opvejet af trommeslager Danny Dolans medrivende og intense optræden bag slagtøjet. Som sættet skred frem, blev sangstemmen dog bedre og bedre, og Dickaty er tillige en fremragende guitarist, hvilket han beviste på “You’re A Killer”, hvor guitar og trommer arbejdede rigtigt godt sammen. På dette nummer fik bandets skibsklokke også tæsk, og det gav sangen en helt speciel stemning. The Virginmarys’ seneste fuldlængdealbum, Northern Sun Sessions, ligger fem år tilbage, men der er udkommet en EP i 2022, og den 6. oktober 2023 udgives deres nye single, “Where Are You Now?”, som det fremmødte publikum var så heldige at måtte høre allerede. Dette nummer pegede i en lidt blødere retning end de øvrige sange, men var samtidig et dejligt afbræk i lydbilledet. Aftenens højdepunkt var dog “Just a Ride”, der med sine temposkift i den grad beviste, hvor godt vokal og trommer kan supplere hinanden, når musikere har forstand på det, de har gang i. Under hele koncerten var publikum meget begejstret og hujede højlydt efter hvert nummer, hvilket syntes at overraske Dickaty, som hjerteligt takkede de fremmødte ad flere omgange. Publikum kvitterede med fællessang, som de også fik rigelig lejlighed til på “Look Out for My Brother”, hvor alle kunne skråle med på ”åh, åh”, selv om man ikke kendte den i forvejen. Dette var andensidste sang i denne vellykkede og cirka 40 minutter lange koncert, hvor det virkelig var imponerende, hvordan et tomandsband kunne få stablet et så stort show på benene. Deres energiniveau var exceptionelt – og specielt Dolans trommefærdigheder var enestående. Skulle The Virginmarys nogensinde komme til Danmark igen, kan jeg varmt anbefale, at man giver dem et lyt!
Sætliste:
- The Meds
- Into Dust
- NYC
- Lies Lies Lies
- Running for My Life
- You’re A Killer
- Where Are You Now?
- Devil Keeps Coming
- Just a Ride
- Look Out for My Brother
- Bang Bang Bang
The Sisters of Mercy
Efter en ombygningspause på omkring 20 minutter startede der noget ildevarslende elektronisk klimpreri, og da det var overstået, trådte guitarist Ben Christo ind på scenen iført solbriller og højt hår. Få sekunder efter slingrede frontmand og bandgrundlægger Andrew Eldritch også frem fra sit skjul og lavede et par psykedeliske spjæt, som illustrerede første nummer, “Don’t Drive on Ice”, meget godt. Det var dog også det eneste, der fungerede på denne sang: For det første var vokalen slet ikke god, og for det andet var det slet ikke forsangeren – altså Eldritch – der sang, men guitaristen. Det opdagede man senest, da Eldritch faktisk åbnede munden: Det lød som en mellemting mellem en hæs frø og en krage. Efter første sang skiftede lysshowet, og i baggrunden kunne man skimte en tredje person, der stod bag en kæmpe lydpult – jeg går ud fra, at det var ham, der styrede Eldritchs famøse trommemaskine og velsagtens også andre indspillede instrumenter, for der var kun de to førnævnte på scenen. The Sisters of Mercy havde taget en lang sætliste med, som de arbejdede sig igennem på samme vis som den første sang – det eneste sted, hvor der var variation, var i lysshowet. Da The Sisters of Mercys sange er båret af sangstemmen og ikke så meget af melodierne, der er meget ens, var dette selvsagt en meget ensformig fornøjelse, hvor man nærmest ikke kunne skelne en sang fra den anden. Og at de ikke havde indbygget “Black Planet” i deres alenlange sætliste, er bare for dårligt! Jeg er en stor fan af The Sisters of Mercy, men jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at jeg sjældent har oplevet noget så kedeligt og ligegyldigt – selv guitaristen lignede en, der hellere ville have været fri. I bagklogskabens lys gælder dette også for mig!
Sætliste:
- Don’t Drive on Ice
- Ribbons
- I Will Call You
- Alice
- But Genevieve
- Dominion / Mother Russia
- Summer
- Marian
- More
- Giving Ground (The Sisterhood-cover)
- Doctor Jeep / Detonation Boulevard
- Eyes of Caligula
- Something Fast
- Crash and Burn
- Vision Thing
- On the Beach
- When I'm on Fire
Encore:
- Lucretia My Reflection
- Temple of Love
- This Corrosion