H.E.R.O.

H.E.R.O. skulle sætte gang i festen denne lørdag, og det gjorde de egentlig til et standard halvfyldt fremmøde. Poolen er ikke verdens største sted, men der var nu alligevel fin plads blandt de fremmødte. Det lod trioen sig dog ikke mærke af, da de blæste ”Lead the Blind” ud over salen. Deres hårde rock blev leveret ganske overbevisende og uden så meget fandango. Eller måske var der masser af fandango på scenen, for det var reelt set lidt svært at se for røg og stroboskoplys. Det var nok den værste sammensætning af sceneshow for såvel epileptikere som svagtseende, men mit bud er, at H.E.R.O. med vilje lod musikken være i fokus – og det kan man jo så synes om, hvad man vil. Jeg kunne personligt godt have undværet 80 % af den heftige røg, der indhyllede scenen langt størstedelen af de 30 minutter, sættet bestod af, hvis jeg så til gengæld kunne få lidt mere spræl fra bandmedlemmerne i stedet.

Uagtet selve sceneshowet, så kunne man mærke fra de første riffs til den sidste tone, at der var fokus på at kombinere rocket nerve med melodisk appel. Guitarerne skar skarpt, trommerne buldrede, og Christoffer Stjernes vokal bevægede sig frit mellem rå energi og fængende omkvæd, hvilket gav en koncertoplevelse med både tyngde og tilgængelighed. Og publikum kom bedre og bedre med i løbet af sættet. Det var da også svært at ignorere, at musikken blev leveret både rutineret og dygtigt, og man blev grebet af sangenes syng med-venlighed. Fik nogen vredet nakken af led undervejs? Nok ikke, men musikken var momentvis både tung og pompøs, og det klædte deres numre at blive spillet live, hvor især trommerne fik lov til at fylde lidt mere i lydbilledet. Bandet gjorde også plads til dels at spille ”Halo” fra deres kommende album og i øvrigt at annoncere en headliner-koncert den 6. marts 2026. Alt i alt en god optræden og en meget passende opvarmning til resten af de bands, der skulle følge efter.

6/10

Daze of June

Efter et ganske kort skift kom energiske og brutale Daze of June på scenen som skarp kontrast til den koncert, H.E.R.O. lige havde leveret. Den vildere metalcore kom højlydt fra start, og det samme gjorde også særligt Benjamin Ganzhorn i front. Han har alle dage været et bæst på en scene, og denne aften stod så sandelig i hans tegn. Fra hans vrede mimik og bluse med glimmerærmer til den medrivende vokal viste han sig som en sand frontmand. All eyes on him. Teksterne blev leveret med indebrændt intensitet, og musikken med højt tryk og masser af attitude. Daze of June formåede at balancere brutale breakdowns og øjeblikke, hvor sang og melodi foldede sig ud og skabte resonans hos publikum.

Bandet havde i øvrigt i dagens anledning fået et par nye medlemmer i form af Sebastian Sander bag tønderne og yderligere en udskiftning, som jeg desværre ikke fik fat på i kampens hede. Men uanset hvad, så fremstod bandet egentligt godt sammenspillet og med masser af vilje til at levere et godt, samlet show. Undervejs gennem sættet var der højt tempo, og vi fik blandt andet glæden af hits som ”Son”, ”Matriarch” og selvfølgelig lukkede og slukkede de med altid suveræne ”Hospital Bed”. I de få stille momenter, der trods alt findes hist og pist i deres sange, forsvandt vokalen lidt i mixet, og det var virkelig en skam. For når først Ganzhorn fik lov til at brøle igennem, så var det til gengæld svært at se væk fra scenen.

Man kommer langt med udstråling, scenetække og ambitioner. Og denne aften udspillede der sig et sandt metalcorebrag. Trommer og bas buldrede, og guitarernes aggression smeltede sammen med vokalens rå skrig. Foran scenen var der sved, headbanging og moshpit, og jeg tror ikke, at mange gik derfra uden at være blevet rusket godt igennem. For publikum kunne ikke undgå at reagere på den massive energi, der væltede ud over scenekanten. Bandet vekslede mellem hårdtslående vers og åbne, fængende omkvæd og skabte et kollektivt forløsende øjeblik. Og de fremmødte? De skrålede med og kastede sig ivrigt i pitten med armene i vejret. Selv da lyden drillede, og der kom lidt ubalance mellem instrumenter og vokal, så trak bandets energi og engagement publikum med sig alligevel. For det handler ikke om perfektion, men om nærvær.

8/10

Cold Culture

Aftenens tredje band var det relativt nye band, Cold Culture. Væk var glimmertøj, aggressivitet og store overarme, men heldigvis var intensiteten stadig virkelig høj. Det unge band så ikke ud til at give en skid for præstationsangst eller at gå stille med dørene. Nummer efter nummer brændte de alle broer bag sig og lod publikum få den ene symfoniske lussing efter den anden. Og salen må have været fuld af masochister, for publikum gik med det samme i gang med en gedigen råbe-moshe-hoppe-fest foran scenen. Jeg synes bestemt også, at det klædte bandet at spille live, for deres musik er langt mere medrivende her, hvor der er plads til rå energi og optræden.

Nummeret ”Cold” gav også publikum rig mulighed for at skråle med, og den greb de heldigvis. De stærke breakdowns og fængende omkvæd gjorde det i det hele taget svært at stå stille til musikken, og jeg blev overrasket over niveauet. Også ”Chemicals” havde et fantastisk syng med-venligt omkvæd, der hurtigt fik alle i salen med. Michael Mentz’ trommer lagde en fyldig bund, som guitaren og keyboard/synth kunne spille op imod, og samlet leverede bandet en sublim atmosfærisk og intens oplevelse. Og Mads Zelasny i front fortjener også en kæmpe cadeau. Han leverede en masterclass i medrivende og indfølt sang – såvel clean som growl.

Undervejs i sættet var der også plads til klassikere som 'nu sætter I jer alle ned og hopper samlet op' og naturligvis også en wall of death, som Zelasny selv stod for at arrangere på gulvet. Desværre (men forståeligt nok) skyndte han sig dog væk, inden masserne kom smadrende mod hinanden, så han igen kunne indtage scenen og se på den frådende pit. Cold Culture formår at kombinere metalcore-tyngde, elektroniske/moderne elementer og melodisk sans. Live leverer de med energi, engagement og ambition, og de har bestemt potentiale til at blive et band med større rækkevidde. Der var altså ikke mange ting at rynke bryn over her, og jeg glæder mig til at se, hvordan det unge band klarer sig i fremtiden.

9/10

Siamese

Det tændte publikum havde knap fået pusten, da Siamese blændede op for deres show. Og et show var præcis, hvad vi fik. Allerede fra første nummer, ”Shape of Water”, skrålede publikum med, og da ”Chemistry” tog over, kom de første crowdsurfere flyvende. De store omkvæd stod arm i arm med bandets sceneenergi, og det var en fornøjelse at se en koncert, hvor der både var plads til pop-venlige omkvæd og store elektroniske klangflader. Der var som sædvanlig ikke en finger at sætte på bandets tekniske niveau, og de var ekstremt dygtige til at skabe store stemningsfulde oplevelser. Og selvom den 19 numre lange sætliste for længst var blevet offentliggjort, havde Siamese da alligevel plads til et par overraskelser. De kom i form af blandt andet et endnu ikke-udgivet nummer, ”Drown”, fra det kommende album, en bid af den legendariske Goo Goo Dolls sang ”Iris” samt gæsteoptrædener fra både Ganzhorn fra Daze of June på ”Home” og Zelasny fra Cold Culture på ”Sloboda”. Begge gav efter min mening et ekstra friskt pust til koncerten og leverede god tyngde på vokalsiden. 

På et par numre hen mod slutningen af sættet lød Radonjicas vokal lidt anstrengt, men alligevel gjorde han plads til et par tunge rå skrig og mere unclean vokal, end jeg har hørt fra ham længe. Og det foretrækker jeg faktisk. Hellere at man leger eller eksperimenterer lidt og måske fejler i forsøget end at holde det for sikkert. Tak for det. Da Radonjica selv nævnte, han havde brug for en lille pause, kom Christoffer Stjerne fra H.E.R.O. belejligt og hjalp ham i mål, og gav ham mulighed for at sidde på scenekanten og krænge sin karismatiske vokal ud over publikum, så alle kunne få pulsen lidt ned.

Mange vil helt sikkert mene, at Siamese nogle gange bliver for poleret, for poppet eller for overproduceret, især hvis man oprigtigt søger en rå, kompromisløs metalcore-oplevelse. Derudover kan den energi- og publikumsorienterede tilgang betyde, at koncerten i højere grad føles som et show, hvor stemning og crowd-pleasing får mere plads frem for en dybdegående musikoplevelse med flere nuancer, musikalsk kompleksitet og uforudsigelighed. Denne aften bød dog på nul sure miner, men derimod kollektiv eufori. Koncerten blev en form for fællesskab, en samling af individuelle energiudladninger, der smeltede sammen til én stor bølge. Den slags live-momentum, hvor man mærkede, at band og tilskuere drev hinanden frem. Det var særligt tydelig under episke ”B.A.N.A.N.A.S.” og ”This is not a Song”, hvor Radonjica lige knap fik lov til at synge omkvædet selv. Siamese live denne lørdag var dermed langt mere end blot en koncert. Det var en fest, et fællesskab, en oplevelse, der rummede både rå energi og følelsesmæssig intensitet.

 

Sætliste

1. Shape of Water
2. Chemistry
3. Vertigo
4. Drown
5. Predator
6. Liar Cried Wolf
7. Tunnelvision
8. Home
9. Numb
10. Rather Be Lonely
11. Party Monster
12. Holy
13. Can’t Force The Love
14. On Fire
15. Dark
16. B.A.N.A.N.A.S.
17. This Is Not a Song
18. Sloboda
19. Ocean Bed

8/10