Mystifier
Mystifier

Rotting Christ og Inquisition

BETA2300, København S

Schammasch

Schammasch

You had me at hello
Schammasch var, for mig, en af aftenens to ubekendte faktorer. Fordi jeg ikke havde de store forventninger til dem, slap jeg for at blive skuffet. Well, i hvert fald over musikken. For som udgangspunkt var det det eneste, vi fik ud af dem denne kolde og våde torsdag i oktober. Allerede inden første nummer stod det klart, at det var et af den slags bands, da forsangeren havde placeret sig med ryggen til publikum og først vendte sig, da den båndede intro havde rumlet færdig. I bedste mystiske black metal-ånd mælede han ikke så meget som et ”hej” eller et ”farvel”; det eneste, vi fik fra ham, var et ”Vi er Schammasch, og det her er vores sidste nummer”. Hvad, man mener om den tendens, er individuel og underordnet, men det var desværre symptomatisk for deres koncert. Der var absolut i-n-t-e-t samspil mellem band og publikum, og jeg kunne i virkeligheden have fået det samme ud af at høre dem derhjemme på et par gode højttalere.

En ommer
Hvis jeg skal sige noget pænt om dem, og det kan jeg sagtens, så er det, at deres musik falder absolut i min smag og oven i købet lød glimrende live. Der blev leveret et solidt lydtæppe med trommerne i højsædet, og lyden var forbløffende god. Vokalisten gik så klart igennem, han kunne, med stemmen fuld af rust. Men desværre er det her simpelthen en af de mest røvsyge koncerter, jeg har oplevet. Publikum stenede som aldrig før, og det på trods af musikkens ekspressive udtryk. Bandet levnede ikke plads mellem numrene, til publikum kunne tilkendegive deres begejstring, eller mangel på samme. Jeg er ganske klar over, noget musik opfordrer lytterne til at fordybe sig, men der manglede simpelthen stemningen til at underbygge musikken. Endnu en af grundene til, det i min optik endte med at falde totalt til jorden – til trods for deres ellers interessante lyd.

5/10

Mystifier

Mystifier

”Are you ready for some Satan worshipping metal!?”
Næste levende billede er næsten ikke til at beskrive, hvis man a) ikke allerede kender dem og b) ikke var til stede under koncerten. Som udgangspunkt havde jeg slet ingen forventninger til de brasilianske metallere, da jeg gennem mit minimale kendskab til dem var overbevist på forhånd om, at de ville være aftenens svageste led. Hvorvidt de nu var det, er ikke ubetinget en smagssag. For kvaliteten af musikken var absolut ikke i højsædet. Det lød sjusket og sommetider usammenhængende – og med 27 år på bagen burde man som minimum kunne finde ud af at spille sin egen musik. Men hvad de end måtte mangle i teknisk kunnen, blev så rigeligt opvejet af deres gode humør, gennemførte tackyness og tilstedeværelse på scenen. De var Schammaschs diametrale modsætning i den forstand, der blev snakket en hulens masse fra scenen om alt fra hyldester til Satan til bajerdrikning – to ting, der blev praktiseret rigeligt på scenen. Bandet selv bekendte sig ganske tydeligt til black metallen gennem sit visuelle udtryk i form af rigelige mængder corpsepaint og det lille omvendte kors, der hang og dinglede fra den ene guitar.
 

Satans hockeyteam
Men der var andre udtryksformer på spil den aften, ikke kun den konventionelle tilgang. Der var både battlevests og solbriller at kigge på og til at forkæle vores ører: en spøjs blanding af old school black krydret med rigelige mængder både død og thrash. Publikum var langt mere involveret – noget, der i høj grad kan tilskrives den energi, vi blev præsenteret for. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at selvom deres formåen var subpar sammenlignet med første band, opvejede deres spilleglæde, nitte-armguards og smadreblack de mangler, der fulgte med deres optræden. Måske var musikken ikke lige helt på linje med resten af line-uppet, men hul i det. Jeg morede mig kosteligt over de storsmilende stereotyper den aften, og i mine øjne slap de lige igennem nåleøjet.

6/10

Rotting Christ

Rotting Christ

Det er ikke rigtig black metal, hvis man ikke kan danse til det
Aftenen havde indtil videre stået i det modsatte af forventningens tegn, og at sige, de derfor var høje, til hvad der for mig var aftenens hovednavn, er vist årets underdrivelse. Som relativt ny fan var det derfor med nyopdagelsens begejstring i tasken, jeg gjorde mig klar til at blive overvældet og forhåbentlig ikke skuffet. Jeg fik begge mine ønsker opfyldt og mere til, for Rotting Christ leverede uden tvivl ikke blot aftenens, men muligvis en af årets bedste koncerter.

Det er en balancegang uden lige at afstemme sine forventninger med, hvad der er realistisk – men når man i forvejen kan kalde sig fan, kan ens forkærlighed være med til at tippe oplevelsen i begge retninger. Denne aften tippede den i bandets favør. Fra start til slut var det en gennemført fantastisk oplevelse og et levende bevis på, at selvom man har været i gamet længe, behøver man ikke at slække på standarden. Deres seneste album, Rituals, fik en lunken karakter her på redaktionen, men blev alligevel rost – blandt andet på grund af de to fantastiske numre ”Ze Nigmar” og min egen personlige favorit ”Elthe Kyrie” med verdens nok mest uhyggelige gæstevokal. Og netop gæstevokalen på dette geniale nummer gjorde, jeg på forhånd havde udelukket det som værende på setlisten. Jeg tog fejl. I kølvandet på det førnævnte og veludførte ”Ze Nigmar” kunne jeg højlydt lufte min begejstring over min fejlagtige antagelse derom. Mine medbragte medskyldige havde et vildt blik i øjnene under hele koncerten – noget, jeg med sikkerhed ved blev afspejlet i mine egne. For sjældent har jeg oplevet SÅ meget fest til en black metal-koncert.

Eureka
Deres primitive, men samtidig meget melodiske musik, der basalt set er opskriften på, hvordan man får folk til at høre efter, kom til sin fulde ret på Beta. Det farlige stroboskoplys, vi var blevet advaret om på forhånd, underbyggede den næsten håndgribeligt løsslupne stemning, der greb alle tilstedeværende hårdt i nakken og ruskede hæmningerne ud af os. Jeg var selv så opslugt af musikken, at det næsten gik min næse forbi under den efterhånden halvgamle, men helgode ”The Sign Of Evil Existence”, at der opstod en circle pit. Til en black metal-koncert. Men hvis du ikke synes, det er noget særligt, hvad så med fællesklap?! Ja sgu, denne koncert fik det bedste frem i både band og publikum, og da vi atter kunne få vejret, var alle enige om, at Inquisition havde trukket det korte strå ved at skulle på efter Rotting Christ – faktisk vidste vi allerede på forhånd, at det ville de ikke kunne gøre bedre.

9/10

Inquisition

Inquisition

Indsæt jokes om den spanske inkvisition efter behov
Aftenens hovednavn havde således noget at bevise oven på Rotting Christs gennemførte show, men jeg var som sådan ikke bekymret. De er, på samme måde som RC, forholdsvis nye stjerner på min sorte nattehimmel, og man er tilbøjelig til at være mere tilgivende, når man allerede er fan. Jeg anmeldte deres seneste album til en perfekt 10 ud af 10 og havde derfor set meget frem til denne aften, som man nu gør, når det er musik, man kan lide. Men som nævnt tidligere kan ens begejstring for musikken være tungen på vægtskålen, og desværre blev Inquisition vejet og fundet for let. Deres musik er tempofyldt, aggressiv og fantastisk som soundtrack til mange ting, men den kom aldrig helt til sin ret. På trods af et nu temmelig begejstret publikum var det som om, de aldrig helt formåede at nå helt ud på de bagerste rækker, skal jeg hilse fra bagerste række og sige. Jeg kunne dog observere et par glade deltagere tættere på scenen svinge deres lange lyse lokker til et hovednavn, der desværre aldrig helt levede op til deres eget niveau.

Skuffende hovednavn
Jeg skal ikke kunne sige, om det var fordi, det var torsdag, eller om baren var mere spændende, men der blev efterhånden tyndet godt ud i salen. Havde jeg ikke lovet mig selv bort i anmelderregi, havde jeg nok fulgt trop, da kedsomheden sneg sig ind på mig i sådan en grad, jeg næsten ville ønske, jeg havde epilepsi; stroboskoplysene var efterhånden mere interessante end det, der foregik på scenen. Musikken var såmænd god nok, selvom det undrede mig enormt meget, at de ikke havde medtaget de ellers åbenlyse hits fra det sidste album. Det endte derfor med at blive en temmelig ensformig affære, og deres særpræg forsvandt i en mudret lyd, der nok mest kan tilskrives selve det musikalske udtryk. Jeg har aldrig oplevet dem live før, så jeg har naturligvis ingenting at sammenligne med på det punkt, men jeg håber fanden gale mig, de gør det bedre næste gang. For selvom jeg gik skuffet hjem, vil jeg stadig gerne lade tvivlen komme dem til gode og give deres bastante og ellers gennemført fantastiske musik en chance til.

 

(Alle fotos af Jannie Ravn)

7/10