Rammstein by Nikolaj Bransholm
Rammstein by Nikolaj Bransholm

Rammstein

Fængslet, Horsens

Officiel vurdering: 8/10

Næsten et år efter Rammsteins koncert på Fyn var det blevet tid til at sætte ild til den jyske muld. Ølboderne i Horsens havde travlt, for solen væltede ned, og der var ikke en sky i sigte. Så er det sgu svært at klage over noget! Det skulle da lige være, at langt de fleste toiletter var placeret bagerst, og at det derfor tog en krig at komme frem og tilbage.

Helhorse

Helhorse by Nikolaj Bransholm

Publikum var stadig på vej ind, men det forhindrede ikke Helhorse i at holde en fest med de forreste rækker. Hornene var oppe, og publikum var med på en fællesskråler. Det er altid svært at starte ud med et koldt publikum, men bandet formåede at varme de første rækker godt op. Den bagerste del af publikum havde dog travlt med at nyde en kold øl i græsset og snakke – uden noget særligt fokus på Helhorse, udover at bruge dem som baggrundsstøj. Samlet set en godkendt koncert med en stor arbejdsindsats fra de seks herrer. Da koncerten var slut, var det kun bandets ene forsanger, som stadigvæk havde t-shirt på.

6/10

Defecto

Defecto by Nikolaj Bransholm

Der var ved at være godt fyldt op i masserne, da de fleste koncertgængere var kommet igennem gaten. Efter et halvopvarmet publikum fik Defecto godt gang i hornene, og en anelse headbanging rundt omkring sås da også. ”Det er sgu da meget fedt”, konstaterede en mand ved siden af mig. Defecto var ikke helt så arbejdsomme som Helhorse, men for satan, de spillede tight. Hvis de var nervøse foran de efterhånden 35.000 mennesker, lod de sig ikke mærke af det. Selv Nicklas Sonnes vokal gik rent igennem og ud over Fængslet. Bundsolid præstation.

7/10

Rammstein

Rammstein by Nikolaj Bransholm

Rammstein
Klokken blev to minutter over ni, før Rammstein begyndte deres countdown fra 60 – ikke den vanlige punktlighed, man forbinder med tyskerne, men det var så også nærmest det eneste, Rammstein ikke udførte til perfektion.

De tyske maskinmestre startede med nummeret ”Ramm 4”, som udelukkende består af referencer til bandets katalog i form af sangtitler og ikoniske tekster. Der var dog ikke fuld damp under kedlerne hos publikum, som startede svagt ud. Det var over en time siden, at Defecto takkede af, og publikum havde benyttet ventetiden til at få mere end en øl indenbords. Det tog derfor lidt tid for Till Lindemann og co. at få lokomotivet op i tempo, men så rullede det også for fuld kraft.

Forudsigeligt ja, men med spilleglæde!

Bandet startede i den teatralske ende med ”Reise, Reise” og ”Hallelujah”. Bandet vuggede af sted som sømanden på sin rejse, inden vi kom i kirke med kirkedrengen, som for alt i verden ikke må bukke sig forover. Rammstein har altid været kontroversielle, og det blev ikke bedre med det næste nummer, "Zerstören" hvor forsangeren agerede selvmordsbomber. ”Keine Lust” og ”Feuer Frei” med dertilhørende ildshow fulgte trop, og alt gik efter planen – måske for meget efter planen vil dem, som var på Fyn sidste år, mene. For showet var identisk, og det er den evige diskussion med Rammstein. Det hele er indøvet til perfektion, og der bliver ikke interageret meget med publikum. Rammstein virkede dog tændte musikalsk, for jeg har sjældent hørt dem så legende og varierede lydmæssigt. De plejer at lyde fuldstændig som på pladerne, og det var ikke helt tilfældet her. Fedt!

Efter et stille moment med ”Seemann” blev der dømt fællessang med ”Ich Tu Dir Weh”, og nu var publikum med. Fuld damp på alle kedler. Det væltede med klassikere, inden vi fik et cover af Depeche Modes ”Stripped” med et suverænt lysshow.

Til sidst fik vi ”Sonne”, ”Amerika” og ”Engel”, hvor den eneste lille fejl opstod, da der formentlig gik noget galt med englevingerne. Lysshow, ildshow og koreografi havde ellers været overvældende som altid. Alt i alt en fremragende koncert, når de var på. Her opstår der dog et problem, for det er vel egentlig den eneste kritik af de tyske generaler denne aften. Når billetterne koster over 700 kr., forventer man to timers underholdning, men vi fik kun halvanden. Det er ganske enkelt for lidt og en skam, for Rammstein går i takt som ingen andre, når de står på scenen.

Setlist

  1. Ramm 4
  2. Reise, Reise
  3. Hallelujah
  4. Zerstören
  5. Keine Lust
  6. Feuer Frei
  7. Seemann
  8. Ich Tu Dir Weh
  9. Du Riechst So Gut
  10. Mein Hertz Brennt
  11. Links 2-3-4
  12. Ich Will
  13. Du Hast
  14. Stripped (Depeche Mode-cover)
  15. Sonne
  16. Amerika
  17. Engel

8/10

Se det fulde billedegalleri her: https://www.flickr.com/photos/bransholm/albums