DETEKTOREN
Opeth - Store Vega - 9. november 2014
Opeth. © 2014 Claus Ljørring

Opeth

Store Vega, København V

Officiel vurdering: 8/10

Tilbage i efteråret 2001 købte jeg et relativt nyt album med et for mig indtil da ganske ukendt svensk band. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg blev blæst fuldstændig bag over af de storslåede lange sange med dynamiske skift mellem mørkt og lyst, skrækindjagende growls og melankolsk crooning, blandingen af dødsmetal og progressiv rock med rødder i 70'erne. Bandet det hed Opeth, og det nye album jeg havde sat på konfirmationsstereoanlægget var Blackwater Park.

Der er sket meget med Opeth i de 13 år der er gået siden da. I årene omkring første halvdel af 00'erne arbejdede Opeth sig op til et egentligt gennembrud med nogle fantastiske skiver i form af Blackwater Park, Deliverance, den afdæmpede Damnation og Ghost Reveries. Siden har der været lidt udskiftning i besætningen, men den kreative mastermind har alle dagene været frontmand Mikael Åkerfeldt. Opeth har bevæget sig mere og mere i retning mod den 70'er-inspirerede progressive rock, og de to nyeste udspil, 2011's Heritage og Pale Communion der udkom tidligere i år, er således helt uden growl og dødsmetal.

Jeg så Opeth live for første gang til en koncert i Lille Vega i 2003, og fik her ved selvsyn set, at Opeth også kunne mestre de tekniske og komplekse kompositioner i live-regi. Det var en fantastisk fed koncert, og i min verden kunne Opeth gå på vandet og var ikke i stand til at sætte en finger forkert. Så meget desto større var skuffelsen, da jeg et par år efter i 2006 så dem på Roskilde Festival om eftermiddagen i Arena-teltet. Væk var den magi jeg havde oplevet i de mere intime rammer i Vega nogle år tidligere, og koncerten og sangene virkede mere rodede.

Det billede havde ikke ændret sig væsentligt, da de spillede på Copenhell i 2011, hvilket var tredje og foreløbig sidste gang jeg fik lejlighed til at opleve Opeth. Her var lyden så også en tand for lav, men det efterlod et indtryk af et band, der kommer til sin fulde ret, når de placeres indendørs og alle i publikum har indløst billet til at komme og se netop dem. Festivalkendetegn som høj sol, fadøl, fjollede hatte og mere eller mindre engagerede publikummer der kommer og går, passer derimod ikke nær så godt ind i Opeths univers.

Søndag aften var de så tilbage i Musikkens Hus på Vesterbro, hvor jeg havde set dem for første gang mere end 10 år tidligere. Denne gang var Lille Vega byttet ud med Store Vega ligesom det var tilfældet sidst de gæstede hovedstaden for to år siden, og jeg var spændt på at se om vi ville opleve noget af magien fra dengang og ikke mindst hvordan de nye sange fungerer live.

Alcest

Alcest

Til at varme op for Opeth denne aften var franskmændene i Alcest blevet hevet ind. På flere måder et ganske logisk valg, da Alcest i lighed med Opeth har bevæget sig væk fra rødder i den ekstreme metal mod et mere melodisk udtryk. For Alcests vedkommende var de første par skiver fæstnet i black metallen, mens de gradvist udgivelse for udgivelse har bevæget sig i retning af et egentligt shoegazer-udtryk. Jeg skal indrømme, at jeg ikke har hørt de helt tidlige udgivelser fra Alcests hånd, og ikke kender deres nyeste plade Shelter, som blev udgivet i januar i år, specielt godt. Deres forrige skive, Les Voyages de l'Âme fra 2012 er jeg til gengæld rigtig begejstret for, og fra denne plade fik vi denne aften de to første numre i form af 'Autre Temps' og 'Là où Naissent les Couleurs Nouvelles', hvor specielt sidstnævnte har enkelte elementer af black metal.

Sangene blev overbevisende leveret, og man kunne lade sig trække ind i Alcests drømmende univers, men desværre var der enkelte lydproblemer denne aften, der skæmmede helhedsindtrykket lidt fra det sted i salen jeg havde valgt at placere mig. Som Neige rigtignok proklamerede fra scenen, er Alcests musik ikke ligefrem noget man headbanger til, men bandet forstår på elegant vis at krydre de smukke arrangementer med enkelte brutale stykker, og specielt sættets næstsidste nummer, 'Percées de lumière', var et glimrende eksempel på dette, og da også koncertens højdepunkt.

7/10

Opeth

Opeth

Efter Alcests opvarmning var det så endelig blevet tid til aftenens hovednavn.

Opeth entrerede scenen og lagde ud med de to første numre fra Pale Communion, 'Eternal Rains Will Come' og 'Cusp of Eternity'. Jeg syntes personligt at Heritage, det forrige afdæmpede udspil fra Opeth, var en noget kedelig affære, og havde inden udgivelsen af Pale Communion frygtet, at de nye sange ville blive i samme stil. Pale Communion synes jeg dog der er lidt mere bid i end Heritage, og lyder lidt mere Opeth'sk som på lignende afdæmpede passager på Damnation-pladen eller andre tidligere skæringer som 'Atonement' eller 'Harvest'. Allerede fra de første toner stod det klart hvor eminent dygtige musikere Opeth er. Nerven fra de enkelte sange skinner tydeligt igennem, og bliver leveret med en så minutiøs præcision, at det er lige før man tror det er studieversionerne man hører.

Efter de to nye numre satte bandet i gang med det majestætiske introriff til 'Bleak' fra Blackwater Park-pladen, og så var vi ellers i gang med dødsfesten, og jeg var med ét tilbage på teenageværelset i 2001. Dette blev det første af en række af numre fra det tidligere bagkatalog, og vi blev således forkælet med åbningsnumrene fra henholdsvis Still Life- og Morningrise-pladerne i form af The Moor og Advent. Alle klassiske Opeth-skæringer der klokker ind omkring de ti minutter hver.

Mellem flere af sangene stod Mikael Åkerfeldt for underholdningen ved at fyre jokes af. Ikke specielt uvant for en Opeth-koncert, og denne søndag aften var emnerne vist noget om forskelle på Danmark og Sverige og så'n. De mange jokes har på sin vis sin charme, men bliver også lidt trættende i længden, da de hivet noget af flowet i koncerten ud.

Nu blev det så tid til endnu en række afdæmpede numre. Vi fik Elysian Woes fra den nye plade, der i passager lyder som noget der kunne være at finde på en Camel-skive, en atmosfærisk udgave af Windowpane samt The Devil's Orchard.

Opeth gav os et sæt der kom vidt omkring i hele deres bagkatalog. Det eneste album i diskografien, der ikke var repræsenteret med et nummer denne aften, var faktisk debuten Orchid. Undervejs fik vi også en udgave af nynneintro-nummeret The Lotus Eater fra 2008's Watershed. Et album som jeg personligt ser lidt som en overgangsplade mellem det gamle og nye Opeth, og som jeg aldrig for alvor fik helt ind under huden. På de fleste af Opeths klassiske numre fungerer den hyppige vekslen mellem lyst og mørkt, og der er rød tråd gennem numrene. Men hvad der fungerer på disse numre, synes jeg på Watershed sine steder lyder lidt som en bunke tilfældige riffs der er blevet klippet sammen til hele numre.

Selvom Opeths musik er hård, var det til denne koncert også tydeligt hvor meget de adskillige nuancer i musikken kræver af lytteren, og det var således et meget koncentreret publikum der havde fundet vej til Vega denne søndag aften. Publikum levede sig virkelig ind i musikken. Jeg kan ikke huske, hvor længe siden det er jeg har været til en koncert, hvor der har været så få smartphones i vejret for at forevige oplevelsen, og det tæller absolut på positivsiden.

Sidste nummer i det ordinære sæt var en fremragende udgave af 'The Grand Conjuration' - min personlige favorit fra Ghost Reveries-pladen, og efter kort pause fik vi bandet på scenen igen, og fik en dejligt ond udgave af 'Deliverance' at gå hjem på.

Det var i det store hele en fremragende aften med både nyt og gammelt materiale, og for mit eget vedkommende var det rart igen at overvære en god koncert med Opeth efter et par flade oplevelser. Vi lander på en solid 8'er.

Sætliste:

  1. Eternal Rains Will Come
  2. Cusp of Eternity
  3. Bleak
  4. The Moor
  5. Advent
  6. Elysian Woes
  7. Windowpane
  8. The Devil's Orchard
  9. April Ethereal
  10. The Lotus Eater
  11. The Grand Conjuration
  12. Deliverance

8/10

Tilføj kommentar