Amager Bio, København S

  • Headlinere:

Normalt gider jeg ikke bruge min tid på jam bands, og da slet ikke i tilfælde hvor originalerne stadig er aktive. Denne aften var det Judas Priest og Metallica’s numre der stod for skud, fremført af henholdsvis Breakin’ The Law og Metallica Jam, og så er snakken pludselig en anden. Begge konstellationer består nemlig af erfarne og dygtige musikere, hvis talent primært er hentet fra det Københavnske metalmiljø. Breakin’ The Law lagde ud med "Electric Eye", og så kørte det ellers derudaf med den ene fede Judas klassiker efter den anden, såsom bl.a. "Grinder", "Hell Bent For Leather", "Victim Of Changes", "The Ripper" og "Painkiller". Gode valg af numre, såfremt vi ser bort fra udeblivelsen af "Beyond The Realm Of Death". Hvordan helvede kan man overse det nummer? Men alt i alt en god koncert, om end Richard Plougmann’s vokal ikke kunne følge med i de høje toner. Ikke at han sang falsk, det blev bare fremført i et lavere toneleje, og derved røg så også noget at dynamikken. På nær Claus Weirgang på guitar (hans charme brænder jo altid igennem, red.), fremstod bandet også en smule anonyme og tilbagelænede på scenen. Jeg kunne derfor godt ha ønsket lidt mere krudt i røven, men ellers en fin præstation.

Da Metallica Jam gik på til den velkendte intro ’The Ecstasy of Gold’ var salen stopfyldt, og stemningen var i top. Der blev lagt ud med "Fuel" i selvsikker form, og fra første nummer af tog publikum godt imod. Metallica Jam fremførte numrene brillant, både musisk og med en imponerende indlevelse. Det lød vitterligt flere gange som om det rent faktisk var selveste Metallica der spillede for os, og Ivan Grosmeyer’s vokal sad denne aften lige i skabet. Men i det hele taget gjorde alle i bandet en fortrinlig indsats. Brian Andersen (trommer) og Bo Lund (bas) lagde et fedt helstøbt fundament, således at Kræn Meier og Lars Mayland kunne udfolde sig med hver deres heavy spade. Sidstnævnte bangede løs i en sådan grad, at selv mine egne nakkemuskler blev ømme, bare af at kigge. Hell yeah, bang that head that doesn’t bang!! Mine favorit tracks denne aften var "Harvester Of Sorrow", "Blackened" og den tonstunge "Thing That Should Not Be". Jeg blev desværre nødt til at forlade Amager Bio før koncerten var slut, men det ændrer ikke ved at den time jeg nåede at se, var helt igennem fantastisk. Bedste jam koncert jeg til dato har oplevet, og så var både lyd og lys helt igennem professionelt udført. Sådan!!