Fear Factory - Pumpehuset - 25. august 2016
Fear Factory i Pumpehuset · Se flere billeder i galleriet

Fear Factory

Pumpehuset, København V

Det var en herlig solskinsaften, da jeg indfandt mig på Pumpehusets matrikel, klar til at se, om vi i det københavnske kunne overgå jyderne i at byde henholdsvis et hollandsk teknisk dødsmetalband og kongerne af industrial groove velkomne. Det var med en snert af regional stolthed, jeg hankede op i mine medbragte bekendtskaber, for nu var klokken altså blevet 20, og jeg ville ikke gå glip af så meget som en enkelt tone.

Textures

Sceneskræk, akt II
Det viste sig dog, vi ikke havde behøvet at skynde os, for hollandske Textures var godt og vel 10 minutter forsinkede – noget, man kunne have troet ville betyde, folk havde nået at indfinde sig i Pumpehusets lille sal. Men typisk for metalfans kommer vi først rendende, når vi kan høre, bandet er gået på. Det betød, at der var halvtomt, da de åbnede ballet med ”Drive”, der er en halvgammel sag – men så kom resten dryssende, og der blev meget varmt, meget hurtigt.
Jeg havde min kollega i det jyskes anmeldelse i hu, da jeg tog opstilling på min sædvanlige udkigspost, og især hans harceleren over den sceneskræk, der tilsyneladende florerer blandt publikum i Århus, lå mig på sinde. Først og fremmest vil jeg sige, at der knapt nok er plads til at have sceneskræk i så lille et rum, dernæst at det alligevel godt kunne lade sig gøre. Dog kompenserede de enkelte personager, der havde forvildet sig op foran scenen, for de andres angst for bandet så rigeligt ved at give den fuld gas. Faktisk opfordrede bandet os til at komme nærmere, men kun få tog imod opfordringen og headbangede lystigt i ”pitten” – til gengæld blev der nikket med hele vejen ned til trappen.

Mor er lidt skuffet
Desværre for alle var lyden, det første stykke tid, næsten urimeligt ringe. Højttalerne brummede af for meget bas; jeg kunne ikke gennemskue, om det var fra trommerne eller bassen, for jeg kunne ikke høre nogle af delene for støjen. Til at kompensere for det sædvanlige lydkaos fungerede forsangerens clean vocals dog ret godt, selvom de svigtede ham en gang imellem, når han kom lidt længere op i tonelejet.
Setlisten var en smule ujævn, men ”Shaping A Grain Of Sand” var, på øen som i Jylland, koncertens musikalske højdepunkt. Det er et nummer, der byder på en solid omgang dukka-dukka, og det fik en lille håndfuld ungersvende til at mase sig frem til scenekanten, hvor de dannede verdens mindste moshpit, komplet med windmilling og fuld kropsbanging. Bandet selv virkede kun halvt til stede, men publikum gav god respons, når de blev adresseret. Desværre var det, som om festen døde lidt efter ”Shaping..”, der, efter min mening, burde have ligget til sidst i deres set. For selvom de gjorde deres for at sætte et solidt punktum med ”Illuminate The Trail”, var gassen desværre gået af ballonen. Jeg håber, vi er bedre til at byde dem velkommen næste gang, for jeg var ikke imponeret af hverken band eller publikum.
 

 

Setliste:

Drive
Regenesis
New Horizons
Shaping a Single Grain of Sand
Illuminate the Trail
Awake
Singularity
Laments of an Icarus

7/10

Fear Factory

Stemplet ind på frygtfabrikken
Ligesom for at understrege, at jeg er en del af det miljø, jeg allerede har beklaget mig over, kom jeg for sent til Fear Factory. Da jeg indfandt mig i salen, var mine to allerførste indtryk, at Lars Ulrich ville have skulet misundeligt til lilletrommen, og at her var MEGET varmt. Den ene af de to ting blev der dog rettet hurtigt op på, heldigvis for mine ører… Al generthed fra publikum havde fortaget sig, og jeg blev mødt af fællessang og synkronhop, som var det i betragtning som olympisk disciplin. Jeg havde overordentlig svært ved at nå frem til min sædvanlige plads, for salen var proppet til randen, og der herskede en næsten løssluppen stemning. Jeg sendte en medlidende tanke til min kollega i det jyske, for det stod klart for mig ganske tidligt, at der skulle meget til for at sende karakteren under 7, for sjældent har jeg oplevet en symbiose så perfekt mellem band og publikum. Hele bandet virkede umådeligt meget i stødet: Dino stod tæt på scenekanten og delte high fives ud, Tony gav fist bumps, og trommeslager Mike smilede sig igennem koncerten. Burton selv virkede til at være i overordentlig godt humør, for det skortede hverken på kommunikationen med de tilbedende masser eller på dumme jokes.

Øjenåbneren
Og der er blevet sagt og skrevet meget om netop, hvad der kommer ud af munden på den mand. Jeg vil starte med at sige, jeg aldrig har oplevet Fear Factory live før, så jeg har på den måde intet sammenligningsgrundlag for hans niveau, live. Men jeg ved, hvordan han lyder, skal lyde, og det gjorde han altså. Nej, manden er ikke det største sangtalent i verden, det er vist ikke nogen hemmelighed. Men han lød nøjagtig, som jeg havde troet/håbet og meget bedre end forventet. Og det var det generelle indtryk, jeg havde denne torsdag aften. Der kom ikke noget fra scenen, jeg ikke var tilfreds med. Alt fra Burtons’ begejstring over publikums ditto, over lyden, der var forbløffende god, til den næsten perfekte setliste. Den var skruet ret godt sammen, men enkelte numre fejede benene væk under ikke bare mig, men alle fremmødte. ”Powershifter” med sin hektiske og speedede intro, ”Soulhacker” med sine næsten djentede undertoner, og især syng-med-klassikeren ”Archetype”, der på fornem vis blev sunget færdig af et ekstatisk publikum og, og, og. Alle, og jeg mener alle, var opslugt af showet. Selv denne normalt sure anmeldertrunte kiggede længselsfuldt ud over det bølgende menneskehav og misundte de enkelte crowdsurfere deres sejltur på de oprørte vande. Sveden drev af os, alle hoppede og klappede og heppede, som afhang vores liv af den fælles indsats. En indsats, der blev så rigeligt belønnet af et overskudsramt band, der havde tid til verdens både korteste tromme- og bassolo og charmerede publikum med deres gode humør og tonstunge industrielle metal. Jeg stod tilbage med et smil på læben, da showet sluttede, og det blev ikke mindre bredt, da Pumpehusets pausemusikansvarlige Rickrollede både sal og band. Nej sgu, Fear Factory: Never gonna give you up.

Setliste:

Demanufacture
Self Bias
What Will Become
Shock
Edgecrusher
Damaged
Powershifter
Soulhacker
Regenerate
Anodized
H-K (Hunter Killer)
Archetype
Resurrection
Martyr
Replica

9/10

Tilføj kommentar