Ingen udvikling, ingen problemer
Da Trollfest første gang sejlede ind i Copenhells farvande på Metal Cruise i 2018, var folk metal-bølgen for længst toppet. Mange af genrens største navne kæmpede allerede med at finde en ny rolle på en scene, der havde flyttet sit fokus andre steder hen. Trollfest valgte en anden løsning. De fortsatte ganske enkelt med at være Trollfest.
Siden har nordmændene ganske vist lagt vejen forbi både Udgårdsfest og Gimle, men uden for egne kredse har de aldrig for alvor etableret sig som et stort koncertnavn på dansk grund. Alligevel er de blevet ved med at dukke op. Ikke gennem fornyelse eller kunstneriske kursændringer, men gennem en urokkelig overbevisning om, at fest, farver, folkemelodier og en komplet mangel på selvhøjtidelighed stadig har en plads i metalmiljøet.
Det er måske netop derfor, at Trollfest anno 2026 fremstår som noget af et særsyn. I en tid hvor selv etablerede bands konstant forventes at udvikle sig, genopfinde sig selv eller udvide deres udtryk, fremstår nordmændene næsten som et levn fra dengang, far var dreng. Om der stadig er plads til et band, der nægter at følge med udviklingen, bliver lørdagens publikumsreaktion en ganske glimrende målestok for.
Dumt og farligt
Måske havde jeg allerede fået solstik, men jeg kunne have svoret, at der stod seks fuldvoksne mænd foran mig iført mere eller mindre ensartede flamingokostumer. Spørgsmålet fra Metal Cruise hang stadig tungt og ubesvaret i luften: Galt? Genialt? Dumt? Farligt? I virkeligheden var det underordnet. For Copenhell rummer det hele. Om vi vil det eller ej. Man kan sige meget om tid og sted, når vi taler om bookinger, men i eftermiddagsheden på festivalens fjerdedag, et sted mellem kollektiv nedsmeltning og tømmermænd, gav Trollfest på obskur vis en form for mening. Var det godt? Du godeste nej, ikke hvis man anlagde et strengt kunstnerisk perspektiv. Men fik de sparket gang i festen blandt de varmehallucinerende masser? Joh, såmænd. De forreste havde i hvert fald en fest, og det endda på trods af den obligatoriske diskussion om, hvorvidt interaktionen skulle foregå på norsk eller engelsk. Et midlertidigt skydække og en svalende brise gjorde miseren markant mere udholdelig, og måske var det netop i det klima, Trollfest skulle opleves: lettere dehydreret, lettere desorienteret og fuldstændig ude af stand til at afgøre, om man var vidne til et band eller en gruppe cosplayere på personaleudflugt.
“Happy Heroes” afbrød enhver tilløbende tankevirksomhed med rendyrket nonsens om superhelte, der tilsyneladende hverken var særligt super eller særligt heltemodige. “Twenty Miles an Hour” lagde fra land med et overraskende tungt riff, men endte hurtigt som noget, der i alle andre sammenhænge ville blive kategoriseret som comic relief. Hos Trollfest var der snarere tale om et reset til fabriksindstillingerne. Og netop dér ligger både bandets styrke og svaghed. Når alt stikker af i galopperende gak og gøgl, bliver det hurtigt vanskeligt at tage musikken alvorligt. Men i de korte øjeblikke, hvor harmonikaen, saxofonen og vokalen faktisk fik lov at trække i samme retning, kunne man ane et habilt folk metal-band gemt under næb, fjer og fadølskomik. Det var ikke ofte, men det var der. Samtidig skal de have point for at skabe rammerne for et publikum, der måtte trækkes stadigt mere op ved håret som sættet skred frem. Kaospiloterne på scenen fik sat en ejendommelig pit i gang, hvor den ene halvdel hoppede op og ned, mens resten tilsyneladende sad i båden og greb fat i årerne. Uden tvivl sjovt at deltage i, især hvis procenterne var rigtige. For os, der skulle bevare en professionel distance, var det omtrent lige så sjovt som at være designeret chauffør for alle sine kampstive venner klokken tre om natten.
Derfor virkede det også en smule påtaget, hvad der foregik på især de bagerste rækker. Som om man skulle te sig åndssvagt, fordi musikken dikterede det. Trollfest er nemlig ikke bare fest. Det er også en social kontrakt, hvor publikum accepterer at ligne idioter i fællesskab, og det er både charmerende og en anelse trættende i længden. Som om bandet selv fornemmede, at energien var begyndt at sive ud af de bagerste geledder, sendte de til tonerne af “Piña Colada” bassisten ud på en mission: at skabe den største congakæde i metalhistorien. Om missionen lykkedes, må stå hen i det uvisse, men kæden nåede i hvert fald helt ned til podiet stik modsat scenen. Det var, indrømmet, en imponerende bedrift, og den faldt tydeligvis også i forsangerens smag. En danmarksrekord må i det mindste være blevet slået. Eller opfundet. Det er sådan set mindre vigtigt i Trollfests univers, hvor skellet mellem koncert, happening og organiseret fjol for længst var blæst af Pandæmonium i et stormvejr af flamingofjer.
Biergarten med større scene
Da klokken slog 16, kunne jeg bekræfte, hvad jeg hele tiden havde fornemmet: 45 minutter med denne one-trick pony havde formentlig været mere end rigeligt. Skal jeg være endnu mere stram i betrækket, havde Trollfest måske endda fungeret allerbedst i Biergarten som fast husband for folk med solstik, plastikkrus og svækket dømmekraft. Det er svært at forestille sig, at der ikke findes et mere musikalsk interessant band fra ind- eller udland, som kunne have leveret et stærkere kvalitativt produkt på Pandæmonium. Men det er heller ikke hele sandheden. For Trollfest gjorde noget, som langt mere talentfulde bands ikke altid formår: De fik folk til at grine, bevæge sig, lege med og glemme varmen for en stund. Det var dumt, farligt, fjollet og periodisk rædsomt. Men det virkede. Flamingoen skal ses, ikke nødvendigvis høres. I hvert fald ikke alt for længe ad gangen.
Sætliste:
1. Dance Like a Pink Flamingo
2. Flamongous
3. Brakebein
4. Happy Heroes
5. Twenty Miles an Hour
6. Kaptein Kaos
7. Ave Maria (Charles Gounod cover)
8. Piña Colada
9. Renkespill
10. Professor Otto
11. All Drinks on Me
12. Kjettaren mot strømmen
