Svensk vrede i koncentreret form
Thrown blev dannet i Stockholm i 2019 og har på rekordtid cementeret sig som et af de mest omtalte navne på den moderne metalcore-scene. Med medlemmer fra blandt andet Humanity’s Last Breath og Vildhjarta er det heller ikke svært at høre hvorfor. Her er ingen overflødige dikkedarer, kun komprimeret aggression, nådesløse grooves og breakdowns tunge nok til at forskyde tektoniske plader. Musikalsk balancerer Thrown et sted mellem hardcore, beatdown, nu-metal og moderne metalcore. Sangene er ofte korte, brutale og blottet for unødige mellemregninger. De bygger ikke katedraler af lyd. De bygger mure. Tunge, kolde betonmure af riffs og vrede.
Denne hede eftermiddag fik de lov til at spille op på Pandæmonium-scenen i den spæde start af årets Copenhell. Men mon ikke svensken havde det okay med det?
At sparke onsdagen i gang
Fra første sekund ramte bandet publikum med en intensitet, der føltes fysisk. Og bevares, jeg kom da også direkte fra Hades, hvor Mammoth spillede, og det var et mere end kærkomment energiboost, Thrown leverede fra start. Forsanger Marcus Lundqvist stod som bandets rasende centrum. Han havde langt fra den mest teatralske sceneoptræden, men han besidder til gengæld en troværdighed og frustration, der betyder langt mere. Bag ham fungerede resten af bandet som en ekstremt velolieret maskine. Guitarerne leverede de karakteristiske synkoperede grooves med kirurgisk præcision, mens rytmesektionen, ikke mindst Buster Odeholms kompromisløse trommespil, skabte den tunge bund, som fik pitten til at eksplodere.
Der var kun plads til en enkelt kort pause i det varme sæt – til gengæld var der ikke gjort plads til store taler eller nogen former for fyld. Væk var kostumerne og de vilde lysskærme, som mange andre bands bruger for at underbygge deres sceneshow. Her blev sangene leveret som stød fra en trykluftshammer: korte, brutale og præcist timede.
Vi fik selvfølgelig deres tungeste numre som ”on the verge”, ”parasite” og ”look at me”, og der blev traditionen tro også gjort plads til, at ”grayout”, deres første sang nogensinde, fik lov at lukke showet. Samtidig fik vi fornøjelsen af et nyrehug i form af deres nyeste single ”rehearsed”, der var præcis så bastant og sviende, som man forventede det af bandet. Publikum bølgede, og støvet stod som en mur foran scenen. Det gik da heller ikke ubemærket hen, for bandet gjorde det klart, at de var glade for at se så mange så tidligt – og som var så ivrige efter at danse med.
Hen mod slutningen af sættet savnede jeg desværre en my variation i sættet. Når man arbejder med så stram en formel, som Thrown gør, opstår der en risiko for ensformighed. Det betød også, at sangene til tider flød lidt sammen, især hen mod slutningen af sættet, fordi tempo, stemning og dynamik hele tiden holdt sig inden for bandets komfortzone. Men det er altså i det store billede et par små huller i osten.
Kort, kontant og ubønhørligt tungt
Thrown kom ikke for at charmere. De kom for at detonere pladsen foran Pandæmonium. De blev mødt af et mere end festivalsultent publikum, der tog imod enhver lussing, der blev sendt ud over scenekanten. Bandet forsøgte hverken at være progressive, episke eller storladne. De ville have kroppen i bevægelse, støvet op fra jorden og pitten til at åbne sig. Og da det lykkedes, føltes deres koncert mindre som et traditionelt liveshow og mere som at stå midt i en kontrolleret kollision mellem beton, stål og ren adrenalin. Det er måske ikke smukt i klassisk forstand. Men hold da op, hvor er det effektivt.
