Når metal ikke bare er metal
Slay Squad er et amerikansk band, der ikke giver en døjt for genrekonventioner. De blander heftigt trap, metal og hiphop og kalder det selv for ghetto-metal. De blev dannet i 2013 og har siden da gjort sig særligt bemærket som et spændende livenavn. Bandet skulle stå sin prøve for første gang på en dansk scene på åbningsdagen, og det var med spænding, om der overhovedet var 'plads' til hiphop på en festival som Copenhell.
We’re not in Kansas anymore
Da jeg bevægede mig over til Pandæmonium ti minutter inden Slay Squads sæt, var der stort set tomt. Altså så tomt, at jeg blev nødt til at tjekke appen for at se, om jeg havde glemt, hvor jeg skulle være hvornår. Heldigvis kom der lidt flere til, inden koncerten rigtigt kom i gang, og man skulle næsten tro, at bandet havde forberedt sig på det. For der gik mere end fem minutter, hvor kun DJ Cheeze var på scenen. Han trykkede på et par knapper, så der var musik, og gav sig derefter til at hype publikum op. Det var en meget lidt metalagtig start på koncerten. Jeg ved godt, at det er en ting inden for hiphop, men som opvarmning til deres sæt på Copenhell faldt det simpelthen til jorden. Til gengæld må man sige, at da resten af bandet kom med, så fik de med det samme publikums fulde opmærksomhed. Få sekunder inde i første sang delte de publikum op, som kvitterede med en gedigen wall of death. Derfra så de fremmødte sig faktisk ikke tilbage, for pitten var i røre konstant resten af sættets længde.
Det var på mange måder en lidt surrealistisk følelse at være til denne koncert. Musikken var lidt for 'fremmed' til min smag, og det kan bandet jo ikke rigtigt gøre for. Men hold da op, hvor de gik efter struben. Breakdown efter breakdown ramte med næsten mekanisk præcision, mens publikum reagerede præcis, som man kunne forvente på Copenhell: Pits åbnede sig, skuldre stødte sammen, og pladsen foran Pandæmonium blev hurtigt til kaos. De to frontmænd fungerede som bandets naturlige centrum, og styrkerne lå i deres i rå attitude og aggressive levering. Vokalen var beskidt, intens og mere fokuseret på energi end perfektion, hvilket faktisk klædte dem. De forsøgte også utroligt mange gange at opildne til mere bevægelse (ikke som en invitation, men som en ordre), og at vi skulle råbe for eksempel 'Squad' efter dem. Jeg synes, det er vidunderligt med interaktion med publikum. Her blev det bare for meget, og de tabte desværre momentum lidt over mellem numrene. På et tidspunkt var pausen mellem numrene så lang, at flere blandt publikum begyndte at gå.
Guitarerne leverede tunge, simple, men effektive riffs, mens trommerne holdt alting stramt og ubønhørligt fremadskridende. Det er musik, der er skabt til bevægelse, og det fik de. Men numrene manglede simpelthen variation, så man kunne kende dem fra hinanden. Slay Squad lænede sig så tungt ind i beatdown-formlen, at numrene flød sammen. Og når alting leveres med maksimal aggression, så er det svært at finde nuancer og dynamik.
Det samlede billede er derfor, at Slay Squad ikke gik efter subtile effekter og raffinerede numre. Og de forsøgte heller ikke at skabe atmosfæriske lydlandskaber eller storladne kompositioner. De ville skabe kaos, og de fik på alle måder publikum til at springe rundt foran scenen, som jeg ikke har set det længe til nogen koncert. Når det var allerbedst, føltes det som at stå i en sammenstyrtende betonbygning: støjende, voldsomt og umuligt at ignorere. Men når det var værst, var det skabet og med for mange pauser, der smadrede momentum.
SQUAD!
Slay Squad var et atypisk valg af band til en metalfestival. Jeg havde naturligvis forberedt mig, og heldigvis var de da også langt bedre end på plade. Deres energi og spilleiver gav hele udslaget. Var de det dygtigste metalband denne aften? Nok ikke. Men overvandt de publikum, så de fremmødte ikke kunne andet end makke ret? Ja. Der var en circlepit efter 30 sekunder, og derfra stod publikum foran scenen stort set ikke stille. Og crowdsurferne flød på et hav af hænder mod scenen. Selv guitaristen crowdsurfede. Så nej, jeg synes faktisk ikke, der bør være plads til hiphop på Copenhell. Men det mix, Slay Squad formåede at blæse os omkuld med, det var sgu ret metal. Der var bare for meget snak og for meget fyld.
