De fandens rødder!
Sepultura er ikke bare pionerer af groove metal. De er pionerer af mange forskellige grene af primal heavy metal. De er på nuværende tidspunkt på deres farvel-turné, hvor dette års Copenhell højst sandsynligt var sidste gang, vi fik æren af Sepultura. Eller rettere de 25 %, der er tilbage af bandet.
Deres musik er særdeles god på plade og kan selv på en lille højtaler få folk til at headbange. Så var det jo bare, om de gamle drenge stadig havde det, der skulle til for at få folk til at gå fuldkommen amok. Bandet lukkede torsdagen på Hades, og med et stærkt fremmøde var der bestemt noget at se frem til!
Party like there’s no tomorrow!
Folk var stod klar ved Hades, og stemningen i pitten var godt intens i koncertens indledningsfase. Publikum var klar til kamp, og nervøsiteten samt spændingen var på en eksponentiel opadgående kurve.
Full throttle gik bandet ud og tændte for det metal, der havde været mangelfuld under dagens forløb. Det var tydeligt fra start, at vi nu fik den brutalitet, der ellers var manglende på programmet. Og publikum elskede det! Stemningen var som en iskold øl efter en hel dags havearbejde. Der var ingen tvivl om, at Sepultura havde godt fat i publikum fra start.
En anden tydelig ting fra start var lydkvaliteten. Den var godt nok til at lukke op og skide i. Bassen var så lav, at det mere lød som en våd prut end som forvrængede guitartoner. Det hjalp heller ikke, at guitaren var så høj, at den overdøvede resten af bandet.
Det var ærgerligt, for bandet spillede ellers enormt godt. Flowet sad lige i skabet, og det gjorde det næsten umuligt at fange sin puls gennem koncerten. Men det var jo også Sepultura, der spillede, så det var forventet.
Desværre farvede fulde folk oplevelsen af koncerten. Det er selvfølgelig ikke bandets skyld, for det følger ofte med, når man spiller så sent på en festival. Men skribenten havde en ubeskriveligt beruset herre bag ham, som fulgte med rundt og provokerede første halvdel af koncerten. Det var ikke en oplevelse, jeg havde set frem til, men det er værd at pointere, da respekten og hensynet blandt noget af publikum var druknet i øllerne.
Det var et dilemma, da bandet jo tydeligvis havde hårdt greb om hver og en person til koncerten. Dog er det simpelthen ikke at se bort fra, at mange i publikum var så fulde, at jeg er tvivl, om de overhovedet havde en idé om, hvilket solsystem de befandt sig. Der var ikke et bedre ord til at beskrive stemningen end ragnarok!
Cirka halvvejs gennem sættet stak det helt af. Alle de store numre kom på rad og række, og det var her, børn blev til voksne, og voksne blev til børn. Hvis man kunne slutte fred med kaosset, så var det i bund og grund en magisk oplevelse. Især med frontmanden Derrick Greens bemærkelsesværdige evne til magtdemonstrationer. Der blev givet ordrer, og de blev fulgt. Blev der kaldt crowdsurfing, så var det bare om at være forberedt. Blev der kaldt pit, så kunne man lige så godt gå i gang med at bede en bøn og håbe på en plads i himmeriget.
Nu var det højst sandsynligt sidste chance for at se Sepultura spille, da de netop har besluttet sig for at kaste håndklædet i ringen. Det er måske ærgerligt ikke at få et sidste headlinershow fra dem, da de ellers klarede det fremragende til deres koncert i Amager Bio i 2022. Men hvis dette er det sidste, vi ser til dem, så var det en fornøjelse at opleve dem en sidste gang, inden de siger farvel og tak.
Optur med nedture
Bandet leverede en rigtigt god koncert, men der var simpelt så dårlig lyd, at hovedpinen bankede på døren efter kun et par numre. Derudover var det næsten umuligt at have en rigtigt god oplevelse, når der – i hvert fald blandt det publikum jeg stod sammen med – var så rædselsfuld en opførsel. Jeg er sikker på, at det ikke var en gennemgående ting.
Overordnet set var det trods alt en kaotisk ekstase, der allerede nu føles som en feberdrøm – hvilket det nok ikke gør, når jeg vågner i morgen. Som nævnt før var det nok sidste udkald for at opleve groove-giganterne, og en god afsked var det trods alt.
