Slægt-slænget igen-igen
Det kommer ikke til at være sidste gang, jeg skriver det her om et dansk band på dette års Copenhell, men Scimitar fra København lyder ikke rigtig som andre her i andedammen. Gruppens kerne er tre af gutterne fra Slægt, og så ved man, at der er smæk på og plads til store armbevægelser – både helt bogstaveligt og i overført betydning. Det, der dog adskiller dette projekt fra de utallige andre, der er udsprunget fra d’herrer Bergholz, CCsquele og Jørgensen, er den svenske vokalist Shaam Larein. På deres udgivelser tilfører hun al rabalderet lidt mystik og atmosfære, og spørgsmålet var jo så, om hun også kunne formå det på Gehenna-scenen, hvor CCsquelle og kompagni efterhånden en del gange og i forskellige sammenhænge har forsøgt at brænde hele lortet ned.
Ikke værdigt
’Megamelodiøst, og ekstremt hamrende hurtigt’ blev Scimitar annonceret som inden koncertstart, men langt det meste af tiden var det kun et af disse udsagn, der passede. For det gik vitterligt ekstremt hamrende hurtigt, så meget at de fine melodiske elementer af Scimitars udtryk for det meste blev totalt overset. Og det var blot et af adskillige problemer. For det første var lyden helt forfærdelig, når man var tæt på scenen. Der var ekstremt meget brum, og i perioder kunne man nærmest kun høre den ultra-energiske trommeslager, Johan Ekstrand. Tekniske problemer, guitarer, der enten satte ud eller havde så skingre toner, at de ofte overdøvede Shaam Lareins skønne vokal.
På en gang skrøbelig og voldsom, som en moderne udgave af Anisette kunne hun ellers have været Scimitars helt store trumfkort, men hun fik simpelthen for lidt plads at boltre sig på. Både i lydbilledet og på scenen, hvor Slægt-slænget væltede rundt, som de plejer. Det er ikke nemt at genrebestemme Scimitars musik, men blackened heavy metal med post-punk og psykedeliske doom-elementer er et bud. Desværre var det altdominerede udtryk her fræs, fræs og endnu mere fræs. Det ville have klædt gruppen i langt højere grad at skrue lidt ned og give udtrykket mere dynamik og stemningerne lidt mere plads til at ånde. Måske var de klar over det selv, for de sidste par numre indeholdt præcis den dynamik, jeg efterspørger, men der var det alt, alt for sent.
Der var deprimerende tyndt befolket foran Gehenna-scenen, og det blev kun værre, som koncerten skred frem. Scimitars stil var tydeligvis for outreret til det gamle Copenhellpublikum, der hellere ville over for at se Iron Maiden. Jeg har aldrig set så få mennesker til en Copenhellkoncert før, og det udviklede sig til sidst til noget, der simpelthen ikke var festivalen værdigt.
Mindre kaos, mere modenhed
Der stod vel knap 30 mennesker foran scenen til sidst. Formodentligt primært bestående af familie, nære venner og i hvert fald mindst en mavesur skribent, og det holder bare ikke på en international festival af Copenhells kaliber. Det piner mig i voldsom grad at skulle give så dygtige og ihærdige musikere så dårlig en karakter som denne koncert får, men det fungerede simpelthen ikke. Der er ubestrideligt masser af talent i Scimitar, og med Shaam Larein har de fundet en fremragende vokalist og frontfigur. Måske burde de fokusere på det, der virker, og skrue lidt ned for kaostendenserne?
