Store forventninger…
Der var ikke mange af navnene på dette års Copenhell-plakat, jeg absolut måtte se, men så snart A Perfect Circle (APC) blev annonceret, blev der sat en, muligvis ikke perfekt, men i hvert fald stor, fed cirkel omkring Maynard James Keenans hyggeprojekt. Måske en lige frisk nok beskrivelse af APC, for selvom der har været et væld af folk fra den amerikanske alternative rockscene forbi projektet, så har gruppens essens altid været et samarbejde mellem Keenan og den tidligere Tool guitar-tech, Billy Howerdel. Da debuten Mer De Noms udkom for 26 år siden lød de, for mig, i første omgang bare som tilgængeligt Tool – så markant en stemme har Keenan. Det blev dog forholdsvis hurtigt klart, at APC havde en noget mere tilbagelænet tilgang til rocken end stivstikkerne i Tool. Amerikanernes besøg på Helviti tidligt fredag aften var gruppens fjerde i Danmark, hvilket svarer fint til antallet af albummer, det er blevet til siden 2000. Og hvad havde den enigmatiske frontmand og hans partner mon med til de mange ventende fans denne gang?
Når en lydprøve er sjovere
De havde først og fremmest en meget afslappet start med ”The Package”, og det skulle vise sig at blive temaet for resten af denne varme aftenstund: Afslappethed. Som tiden gik, blev det mere og mere problematisk, idet koncerten udviklede sig til en decideret kedelig omgang. ’OK, nu er der altså brug for, at der kommer lidt mere i gang i den' fik jeg skrevet i mine noter før sang nummer fire, ”The Doomed”, men vi fik sjældent mulighed for at undslippe kedsomhedens greb. Man kunne for en gangs skyld nemt tilgive, at der blev snakket overdrevet meget rundt omkring, hvad skulle man ellers lave? Jeg begyndte at bevæge mig lidt rundt foran Helviti for at se, om det var det samme alle steder, og der var da også ganske meget plads. Her rendte jeg pludseligt ind i en god hmdk-kollega, og kom ganske uprofessionelt selv til at falde i snak. Lidt pinligt, men måske også ganske forudsigeligt.
Misforstå mig nu ikke. Det er jo komplet umuligt at give at give en bundskraberkarakter til så dygtigt et band med så ikonisk en frontmand og så fede sange. Men det var simpelthen for kedeligt til den store scene på Copenhell. Det slog mig, at A Perfect Circle ville passe langt bedre til en aften på A Colossal Weekend, Københavns festival for alternativ musik. Men det er selvfølgelig utænkeligt, at Store Vega vil kunne rumme Keenans ego. På et tidspunkt blev det så grelt, at det fede riff, jeg pludselig hørte, kom fra Hadesscenen under Neckbreakkers lydprøve, der kortvarig trængte igennem kedsommeligheden på Helviti.
Men altså, der var jo trods alt også oaser i kedsommeligheden. ”The Outsider” er og bliver et suverænt nummer, og det blev leveret med den gennemslagskraft, man tørstede så meget efter. En smuk passage var også 'go back to sleep'-omkvædet med sine tribal-trommer fra sangen med den mundrette titel ”Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums” (eller var det den oprindelige version fra ”Pet”? Svært lige at fange, når man halvsover). Helt op på de høje nagler kom vi først til allersidst med gruppens mest ikoniske sang ”Judith”. En fed afslutning der fik armene i vejret også på denne skribent.
Alt for lidt, alt for sent
Jeg er nok for arrogant til at lide af ’imposter syndrome’. Men at kritisere gutterne i A Perfect Circle er alligevel lidt af en mundfuld. Måske er det også bare den forkerte vej at pege kritikken? For det var vel egentlig ret forudsigeligt, at denne koncert ville ende, som den gjorde. Det var en oplevelse for dedikerede fans og ikke rigtigt nogen andre. Absolut relevant at booke Maynard & co. til Copenhell, men det var nok den forkerte scene og helt sikkert det forkerte tidspunkt.
